Annonce
Assens

Et liv efter kræft: Bent er en fighter

Bent Bille blev opereret for tarmkræft for syv år siden. Sygdommen og operationen har aldrig begrænset hans udfoldelser og virke, og Bent Bille er stadig aktiv som frivillig på Hørvævsmuseet. Lørdag deltog han i arrangementet Stafet for livet i Glamsbjerg. Foto: Søren Plovgaard
85-årige Bent Bille deltog lørdag i Kræftens Bekæmpelses arrangement Stafet for livet i Glamsbjerg. Bent Bille har selv haft en kræftsygdom tæt inde på livet.

Glamsbjerg: Bent Bille er en fighter.

En mand, der har været fast besluttet på at kæmpe ufortrødent videre med sit liv, efter han fik besked om, at han havde kræft.

Den 85-årige tidligere lektor på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg mistede sin kone for ni år siden, og få måneder efter fik han problemer med sin mave og søgte læge.

- Det viste sig, at jeg havde tarmkræft, så jeg røg igennem systemet med kemokure og hele balladen, og dér er lægerne altså dygtige i dag. Sygdommen stoppede faktisk aldrig mine andre beskæftigelser eller tog min arbejdsevne fra mig, fortæller Bent Bille.

Lørdag formiddag sad han sammen med 30 andre personer i en gul T-shirt i et telt på Glamsbjergskolens idrætsplads. De gule trøjer symboliserede, at her var mennesker, der mindst en gang i livet havde fået fortalt de tre ord: "Du har kræft".

Kemobehandlingen havde en positiv effekt på Bent Billes tarmkræftsygdom, og efter en vellykket operation fik han en stomi - en kunstig tarmåbning på maven, hvor man tømmer sin afføring ud i en pose.

Han er helt tryg ved sin stomi.

- Jeg havde en farmor, der gik rundt med en stomi i 60 år, fortæller Bent Bille.

Kort tid efter operationen tog Bent Bille på en studierejse til Peru og boede blandt indianere, der vævede.

- Det var spændende at gå rundt med en stomi. Der var mange af mine medrejsende, der fik rejsediarré og spekulerede i, hvad de dog så skulle gøre. Men der havde jeg jo en bekymring mindre, så jeg opdagede, at der også kan være mange fordele ved at have sådan en pose på maven, smiler Bent Bille.

Annonce
Jeg er utroligt forkælet af skæbnen, fordi jeg ikke har ondt nogen steder eller har nogen begrænsninger i mine udfoldelser.

Bent Bille

Kravler rundt på vævemaskiner

Han har i mange år brugt det meste af sin tid som frivillig på Hørvævsmuseet ved Krengerup. En udfoldelse, som hans kræftdiagnose aldrig har stået i vejen for.

- I dag tilbringer jeg det meste af mit aktive liv med at kravle rundt på fire meter høje maskiner på Hørvævsmuseet, forklarer Bent Bille, der stadig cykler de fem kilometer fra bopælen i Glamsbjerg til Hørvævsmuseet for at passe sin elskede væv.

- Jeg er utroligt forkælet af skæbnen, fordi jeg ikke har ondt nogen steder eller har nogen begrænsninger i mine udfoldelser udover den almindelige alderssvækkelse, og den bliver man jo nødt til at finde sig i, siger Bent Bille, inden han sammen med de øvrige Fightere gør klar til at gå den første omgang rundt om fodboldbanen ved Glamsbjergskolen.

For kræftens skyld.

Stafet for livet

Stafet for livet er et arrangement, hvor folk mødes og går tur og holdstafet sammen i kampen mod kræft.

Formålet er blandt andet at mindes dem, man har mistet og støtte dem, der kæmper med en kræftsygdom.

Det er første gang, Stafet for Livet bliver holdt i Glamsbjerg.

Lørdag havde 204 personer meldt sig til Stafet for Livet i Glamsbjerg. Hertil kom 30 Fightere, der er betegnelsen for nuværende eller tidligere kræftpatienter.

51 lokale firmaer og institutioner har doneret penge, naturalier eller tjenesteydelser til arrangementet.

Overskuddet fra Stafet for livet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce