Annonce
Kultur

Et lille stykke af Veronica

-Som helt ung var jeg meget betaget af teknisk dygtighed, men jo ældre jeg bliver, jo mere er det ordene og budskabet, jeg finder interessant, siger den 35-årige sanger Veronica Mortensen.

SANGER: - Hvis man vil tage folks opmærksomhed, må man have noget på hjerte

Veronica Mortensen er en lille kvinde med en kolossal udstråling. De grønne øjne og det sorte hår gnistrer om kap - uanset om talen falder på sang, musik eller kultursammenstød.

Som datter af den danske sanger Allan Mortensen og den græske sangerinde Titika, der i 70'erne sang kor for Sebastian, har hun altid været omgivet af musik. Men indtil Veronica blev 20, regnede hun med at skulle være lærer eller matematiker.

- Mine forældre blev skilt, da jeg var helt lille, og da jeg var 12 flyttede mor og jeg til Athen - og i Grækenland er musik slet ikke på skoleskemaet.

- I det hele taget blev mødet med det græske skolesystem en voldsom omvæltning. Slut med fri opdragelse, medbestemmelse og gruppearbejde, der blev erstattet af skoleuniform, udenadslære og kæft, trit & retning, siger Veronica Mortensen og trækker en imaginær nederdel tækkeligt ned over knæene.

De grønne øjne lyner ekstra heftigt, når hun fortæller om lærerne, "der rask væk slog mine klassekammerater over nallerne med pegepinden".

Enkeltbillet til Danmark

- Som nyudklækket student i Athen var fremtidsudsigterne alt andet end lyse: Uddannelsessystemet var trægt og uhyre svært at komme ind i - især for piger, der helst bare skulle gifte sig og få børn. Min drøm var at læse matematik eller blive skolelærer, men da jeg ikke kom ind på nogen af uddannelserne, pakkede jeg et par kufferter og købte en enkeltbillet til Danmark. Tænk at jeg turde, kommer det med en hæs latter.

Veronica flyttede ind hos sin græsk-danske kusine i Århus og begyndte at tage undervisning i sang, percussion og engelsk - og efter halvanden måned begyndte hun at synge i et band.

- På det tidspunkt havde jeg aldrig sunget for alvor. Som lille pige var jeg jo med mor rundt, når hun spillede. Jeg var med til lydprøver eller sov i bandbilen, så for mig var musik noget, min mor lavede. Jeg vidst godt, at jeg var musikalsk, men sang kun i smug.

Kæpheste

Da Veronica kom på musikkonservatoriet i Århus, var der mange ting, der faldt på plads for hende:

- Jeg fik kæmpestor selvtillid og oplevede, at det, jeg kunne, kunne bruges. Jeg lærte et håndværk - og så blev jeg tvunget til at synge jazz! Det havde jeg aldrig turdet før, fordi jeg havde alt for stor respekt for genren. Jeg følte, at det krævede pondus, livserfaring og en musikalsk indsigt, som jeg slet ikke havde. Men jeg havde godt af at blive kastet ud i det.

Mødet med jazzen gav hende også de kæpheste, de værdier, som hun den dag i dag forsøger at indprente sine egne sangelever på musikskolen i Køge:

- Når man tillader sig at tage folks opmærksomhed, skal man have noget på hjerte. Der skal være en historie, noget man vil med det, man synger. Og så skal man værne om melodien, være tro mod den! Som helt ung var jeg meget betaget af teknisk dygtighed, men jo ældre jeg bliver, jo mere er det ordene og budskabet, jeg finder interessant.

Og noget på hjerte har den 35-årige sangerinde. Teksterne på hendes debutalbum, "Pieces In A Puzzle", der udkom i maj, handler nemlig om at blive voksen - om børn, stress, frustrationer og kærlighed i alle afskygninger.

Hvor det poppede udtryk er det mest fremherskende på cd'en, så er det jazzen, der dominerer, når Veronica optræder live:

- Det skyldes simpelthen, at det er jazzmusikere som bassisten Jens Jefsen og pianisten Mads Bærentzen, jeg spiller sammen med.

Ændrede ambitioner

For en sanger, der har brugt år af sit liv på at gå på konservatoriet, spille i bands, synge kor og medvirke i musicals, kunne man tro, at det ville virke demoraliserende at opleve, hvordan helt uprøvede kræfter opnår overnight succes gennem Popstars og Stjerne for en aften. Men sådan har Veronica Mortensen det slet ikke:

- I musik handler meget om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og jeg håber bare, at de, der vinder den slags konkurrencer, på et tidspunkt også får lov til at lave det, de inderst inde brænder for - og opnår samme tilfredsstillelse, som jeg gjorde ved at lave min soloplade.

- For ti år siden var min drøm også at blive kendt, men ambitionerne ændrer sig undervejs, og nu er det, der betyder noget for mig, at jeg har nogle sange, noget musik, jeg vil give videre. Når jeg en gang skal herfra, vil jeg have det godt med at vide, at jeg har efterladt et lille stykke af mig selv.

Trods fornemme anmeldelser har cd'en ikke givet Veronica Mortensen et kommercielt gennembrud.

- Selvfølgelig er det deprimerende, at ingen kender min plade, og at den ikke findes i butikkerne, men skal bestilles hjem. Men omvendt glæder det mig, at jeg jævnligt bliver spillet på P4, og at albummet har været månedens cd i Jazzklubben. På den måde er mine sange alligevel nået længere ud, end jeg havde turdet håbe på, siger Veronica Mortensen og smiler.

- Som helt ung var jeg meget betaget af teknisk dygtighed, men jo ældre jeg bliver, jo mere er det ordene og budskabet, jeg finder interessant, siger den 35-årige sanger Veronica Mortensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Annonce