Annonce
Hus og have

Et hjem bygget i pagt med naturen

Mette Pinto sammen med sønnen Sebastian på 10 år foran halmhuset i Skovdalen. Foto: Morten Pape
Skovdalen i Nr. Snede gemmer på 13 vidt forskellige huse. Alle bæredygtige og alle med det mål for øje at leve det gode liv. Her bor Mette og Keith Pinto i et halmhus, som de har bygget med deres egne hænder. Huset har former som moder natur, og så ændrer det sig hele tiden løbende i takt med familiens behov.

I en lille dal i Nr. Snede bor Mette og Keith Pinto sammen med deres tre børn og tre katte. Huset har de selv bygget af halm og ler fra de lokale grusgrave, der ligger i udkanten af Nr. Snede. Huset er organisk. Det kan ånde, og det ændrer sig efter familiens behov.

- Vi startede med 70 kvadratmeter i 2006. Men i takt med, at der kom flere børn til, er der kommet flere knopskydninger på huset, fortæller Mette Pinto.

Hos dem er det forbudte f-ord ikke fuck, men færdig, for de bliver aldrig færdige.

- I et samfund som her, hvor de fleste huse er selvbyg, bliver det for stressende at tænke på, hvornår ens hus egentlig er helt færdig. De er fleste er jo nødt til at have et fuldtidsarbejde ved siden af byggeriet, fortæller hun.

Huset ligger i Skovdalen - et lille samfund af bæredygtige huse. Flere af husene er halmhuse som det, Mette og Keith Pinto bor i. Men der er også flere træhuse og et enkelt hus bygget af genbrugsmursten. Byggestilene er vidt forskellige, men fælles for husene i Skovdalen er, at de repræsenterer forskellige måder at leve det gode liv på.

- Hvad er det gode liv? Det er så individuelt, men det er det vi alle gerne vil forsøge at leve, mener Mette Pinto.

Grundene blev udstykket i starten af 00’erne med et krav om, at husene skulle være bæredygtige. Men det er ikke kun byggestilen, der afgør bæredygtigheden. Det er også valget af energirigtige varmekilder og vandrensningsanlæg, der spiller ind.

Annonce

Familien og huset

Familien består af Mette, 48, Keith, 42, og børnene David, 14, Idun, 12, og Sebastian på 10 år.

Børnene har desuden hver sin kat.

Huset blev bygget i 2006 -men i konstant forandring.

Hus: 176 kvadratmeter.

Grund: 2849 kvadratmeter.

Husets varmekilde er en bioovn. Det koster familien 1500 kroner om året, som går til brænde. De har desuden to solcelleanlæg. Det ene producerer strøm, det andet varmer vand om sommeren.

Børn af verden

Mette og Keith Pinto er verdensmennesker. De har rejst rundt til verdens yderpunkter. De mødte hinanden som backpackere på toglinjen Copper Canyon i det nordlige Mexico. Mette beskriver Keith som en klassisk skaterboy fra L.A.

- Der var ikke meget bonderøv over ham, konstaterer hun.

Derfor lå det heller ikke lige til højrebenet, at de skulle bygge deres eget halmhus. Keith er uddannet antropolog og arkæolog. Mette har arbejdet mange år inden for den frie skole og er i dag ved at læse en kandidat i pædagogik. De havde med andre ord ingen håndværksmæssig baggrund.

Ikke desto mindre flyttede parret ind som nybyggere i Skovdalen i 2006. Keith havde deltaget i et halmhuskursus, som blev udbudt på den højskole, hvor Mette underviste.

- Da han kom hjem, var han helt solgt. Vi skulle bare bygge sådan et hus.

Uden helt at vide, hvad de havde sagt ja til, gik de i gang.

Et levende hus

Husets skelet er en trækonstruktion. Væggene er bygget op af halmballer, som siden er pudset op med ler. Der er hverken lige linjer eller glatte overflader i huset. Til gengæld har parret jagtet de materialer, som andre ikke har øje for.

- Træ med masser af knaster og skævheder og sten med småfejl i. Det, de andre ikke kan bruge, passer lige ind her, fortæller Mette Pinto.

De fleste materialer er enten genbrug eller andensortering. Det betyder, at to af børnenes værelser har henholdsvis granit- og marmorgulv lagt i mosaikker.

Flere steder er træstolperne ikke skåret til. I stedet har det fået lov at stå som et træ i skoven.

Fra køkken-alrummet i midten af huset fordeler de 176 kvadratmeter sig både op og ud. Der er fire værelser, to badeværelser, stue og et praktisk rum, der altid har en sval temperatur.

Desuden har parret indrettet et lille område som kontor og kreativ plads til børnene - et sted, som de aldrig behøver at rydde op, men hvor de kan lade legen få frit spil.

Sidst, men ikke mindst, byggede parret en tilbygning, da børnene var små - den fungerer i dag som gæsteværelse og opholdsrum med plads til bordtennis. Der er vinduer langs hele den ene væg, og lige ude på den anden side vokser skoven. Så tæt på, at grenene næsten rører.

- Det er ikke for sjov, at det hedder Skovdalen, pointerer Mette Pinto.

Skovdalen

Skovdalen ligger i Nr. Snede og består af 13 grunde med huse i forskellig byggestil.

De fleste huse er tegnet og selvbygget efter personlig smag og tilpasning til bæredygtige materialer og metoder.

Familierne sparer på ressourcer og energi og forsøger at skabe mindst muligt affald.

Hvert hus har sit eget vandrensningsanlæg, hvor spildevand enten renses i beplantede sandfiltre eller pilerensningsanlæg.

På hellig jord

Der er intet klassisk over Mette og Keith Pintos hjem. Det har bløde rundinger, fine mosaikker og finurlige vinkler. Men der er en følelse af ro og nærhed. Måske fordi man er i så tæt kontakt med naturen, uanset hvor i huset man er - eller fordi det er den ro, som parret selv fostrer. Huset ligger på en naturgrund på knap 3000 kvadratmeter, der både har lagt jord til den gamle hærvej, og den hellige St. Mikkels Kilde, der tilfører vand til den østlige del af deres grund - samme kilde, som byens kirke er opkaldt efter.

- Kilden gjorde stedet her til et velbesøgt område i ældgamle dage, fortæller Mette Pinto.

Kilden er der stadig. For familien betyder det, at de har en gavmild frugthave med æbler, valnødder og bær.

Keith Pinto er desuden gået i gang med et nyt projekt i haven.

- Det startede som en lille garage, men ændrede sig selvfølgelig undervejs. Vi har ofte Keiths familie fra USA boende i længere tid ad gangen, så nu bliver det til et gæstehus. Med mulighed for at lave bed and breakfast eller teenageafdeling, fortæller Mette Pinto.

Sådan er det at bo i et halmhus i Skovdalen. Nye idéer og behov dukker op, og muligheden for at bygge til opstår. Derfor bliver de aldrig færdige, og det er heller ikke meningen.

Hjertet i halmhuset er køkkenalrummet. Foto: Morten Pape
Fra stuen på første sal er der adgang til en hems. Foto: Morten Pape
Sebastian er den yngste af de tre søskende, der bor i halmhuset. Foto: Morten Pape
Det er værd at gå på opdagelse i Mette og Keith Pintos hjem. Der er masser af personlige detaljer og finurligheder i det selvbyggede hus. Foto: Morten Pape
Bioovnen er husets eneste varmekilde. Det sparer parret for mange penge hvert år, som de istedet bruger på at rejse til USA og besøge Keith familie. Foto: Morten Pape
Den ene side af halmhuset ligger helt tæt op af skoven. Det skaber en magisk stemning både inde og ude. Foto: Morten Pape
Mette Pinto har selv lagt alle fliser i mosaikker med inspiration fra Kreta, hvor dronningens badeværelse i paladset på Knossos har lignende. Det har taget halvanden time at lave hver bølge. Foto: Morten Pape
Mette og Keith Pinto har selv bygget deres halmhus i Skovdalen ved Nr. Snede. Foto: Morten Pape
Køkkenet er et gammelt landkøkken, som parret købte brugt. Køkkenøen er på hjul, så det kan rykkes rundt efter behov. Foto: Morten Pape
Køkkenet er et gammelt landkøkken, som parret købte brugt. Køkkenøen er på hjul, så det kan rykkes rundt efter behov. Foto: Morten Pape
Taget på halmhuset har solceller installeret. Foto: Morten Pape
Der er plads til leg og liv i det opholdsrum, som parret byggede til børnene, da de var små. Foto: Morten Pape
Mette og Keith Pinto har selv bygget deres halmhus i Skovdalen ved Nr. Snede. Foto: Morten Pape
Det startede som en garage, men er nu på vej til at blive gæstehus. Foto: Morten Pape
Terrassen på første sal er et af husets bedste spot om sommeren, hvor solen står lige på og sukkulenterne blomstrer op. Foto: Morten Pape
Solcellerne på taget producerer strøm og varmt vand om sommeren. Foto: Morten Pape
I det kreative hjørne har børnene frit spil. Foto: Morten Pape
En del af gulvene er lavet som mosaikker af sten der eller skulle kasseres. Foto: Morten Pape
Mette og Keith Pinto har selv bygget deres halmhus i Skovdalen ved Nr. Snede. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce