x
Annonce
forside

Et andet perspektiv

Martin Petersen, klummeskribent

Set fra Stige Ø er Lindøværftet på den anden side af fjorden en så massiv og stor størrelse, at enhver tanke om, at stedet nogensinde skulle kunne lukkes ned, synes utopisk. Problemer af en mere håndgribelig kaliber synes det dog også lettere at håndtere, når man står på dette Odenses yderste punkt.

Det er et privilegium bare at kunne tage turen ud ad Havnegade og videre ud ad Østre Kanalvej og vupti, så er man kørt ad helvede til uden på noget tidspunkt at have passeret bygrænsen.

Her går jeg altså rundt fra tid til anden og grubler, tænker og ser skiftevis lyst og sort på tingene. Det er så meget lettere at se tingene fra en anden vinkel, når man lapper rundt derude.

Eksempelvis ligner Vollsmose lutter fredfyldt idyl, som bygningerne et sted derovre stikker op mellem bøgetræerne, og bagude tager Fynsværket sig ud som en kulisse fra 'Star Wars'.

Sortehusene syner bare af ugæstfrihed, når man står på en af bakketoppene og skuer ned på denne lille samling huse, der nu i 100 år har ligget der og igennem tiden givet ly til både fiskere og fattigfolk. Hvad kreative tanker og planer der end måtte blive tænkt og lagt for området, må de stadig gerne ligge isoleret her fremover som et lille stykke levende historie fra Odenses periferi.

Stige Ø bugter sig nemlig i bakkedal som et fint billede på, at mænds foretrukne terapiform, fortrængningen, i praksis faktisk virker. Det er bare et spørgsmål om at dække alt det ubehagelige godt nok til og så abstrahere fra det længe nok -- så sletter tiden alle spor.

På afstand tager bakkerne sig flot ud, men når man går rundt derude, er det let at se, at der er lang vej endnu. Lossepladsen ligger muligvis begravet en meter nede, men dødningehovederne på pergolatbrøndene taler deres eget tydelige sprog.

Det til trods er Stige Ø alligevel turen værd. En dag når havnemoderniseringen nok også derud, og så er det slut med at gå og sparke til jordknolde, mens man kigger på fjorden, fuglene og hestene ude på spidsen af halvøen.

Alt imens man prøver at finde svar på, hvorfor det aldrig blev til mere med den fodboldkarriere, og om det eventuelt er nu, man skal forsøge at gøre det stort som sanger -- nu da talentshows har gjort talent overflødigt, Pavarotti døde, og Paul Potts vandt på skærmen som bedst timede reinkarnation nogensinde.

Indtil videre sænker blæsten og luften derude dog stadig din puls og samler dine tanker for dig, så længe vinden altså ikke står i øst og tager lugten af lossepladsen på den anden side af kanalen med sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Middelfart

Rock Under Broen rykkes til september: Afholdes samme dag som Lillebælt Halvmarathon

Annonce