Annonce
Debat

Erik Schmidt-sagen: Du kan blive den næste

Der er afsagt dom i byretten i Erik Schmidt-sagen, og han har tabt.

For én, der har været en del af livet på Agedrup Skole i de 34 år, hvor Erik fik lov at arbejde der, og som har været vidne i retssagen og fulgt den på tilhørerrækkerne, er udfaldet foruroligende.

Ser man på konsekvenser for Odenses og landets lærere, ja i sidste ende for de offentligt ansatte, så er dommen en katastrofe. For hvem bliver den næste, der får en advarsel for at hæve stemmen?

Skal man tro de tre vidneudsagn, som dommeren tillægger vægt, så var det en voldsom oplevelse at være med til mødet den maj-dag for tre år siden, som er anledning til advarslen.

Blot tre vidner ud 10 hæfter dommeren dommen op på: Én enkelt menig lærer gav udtryk for at have været rystet. Skolelederen udlagde i retten situationen på en måde, som andre tilstedeværende ryster på hovedet over. Endelig blev skolens souschef irettesat af dommeren for forsøg på at skjule ting.

Dommeren tillagde det i dommen ingen vægt, at 27 lærere efter mødet skrev til ledelsen, at de var rystede over, at ledelsen havde indkaldt en kollega, Erik Schmidt, til tjenstlig samtale med baggrund i mødet.

Erik Schmidt respekterer dommen, siger han. Det har andre sværere ved, for den bygger på et alt for snævert og enøjet dommersyn på sagen.

Her har vi en ny leder, der stormer ind på skolen og vil forandre alt på ingen tid uden at skele til tidligere kulturer og beslutningsformer. Og som gør det så enøjet, at en hævet stemme på et møde er en nødvendighed.

"Lukket ledelse" kalder dommeren det helt korrekt. Og ganske i modstrid med den ledelsesform, som faktisk er regelfæstet i det offentlige: at lede i dialog med de ansatte, at samarbejde og lytte.

For Odense Kommune og Kommunernes Landsforening er sagen et skridt i den rigtige retning. De ønsker tavshed fra deres ansatte lønarbejdere, hvor topstyring er et nøgleord, når det gælder visioner og strategier. Udfør det du får besked på og stil ikke spørgsmål.

Tavshed og frygt for at ytre sig er allerede almindeligt. Med dommen er vi endnu længere væk fra dialog, frihed til at søge nye veje og arbejde i en atmosfære af åbenhed og god stemning.

For bliver det mig næste gang, der ender med en advarsel for at hæve stemmen?

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Annonce