Annonce
Debat

Erik Schmidt-sagen: Den sorte skole

På baggrund af et lærermøde, hvor der var kritiske og højrøstede indlæg, fik Erik Schmidt en tjenstlig påtale eller advarsel af sin daværende skoleleder.

Sagen har nu gået sin gang gennem systemet, og byretten i Odense har afsagt sin dom, som indebærer en stadfæstelse af en tjenstlig skriftlig advarsel.

Dommen karakteriseres som brud på dekorum eller sømmelighed på grund af hævet stemmeføring under debatten, men ud fra tidligere indlæg i Fyens Stiftstidende er dommen afsagt på et enøjet og spinkelt grundlag. Min kommentar tager udgangspunkt i den aktuelle dom og skal ses som et indlæg af generel karakter.

I dag tager vi med rette kraftig afstand fra datidens sorte skole med streng disciplin eller kæft, trit og retning, men i denne sag dukker den sorte skole op med en slags omvendt fortegn. Her er det ikke eleverne, der skal bankes på plads, men en lærer, for ellers vanker der.

En fri, saglig og også kritisk debat, hvor også et eventuelt mindretal kommer til orde, er en væsentlig og nødvendig forudsætning for et godt og stabilt demokrati. Skolen i dag har i høj grad brug for en sådan fri debat, ikke mindst om den nye folkeskolelov og om elevernes og lærernes generelle vilkår, og i den forbindelse har skolelederen et overordnet og ufravigeligt ansvar. Hvis lærerne får mundkurv på eller ikke tør ytre sig frit af frygt for repressalier eller sanktioner, kan det gå helt galt. For i skolen hænger demokrati og ytringsfrihed nøje sammen med trivsel for både elever og lærere - og med manglende eller ringe trivsel ved alle godt, hvordan det som regel går med undervisningen og elevernes udbytte eller læring.

Den nye folkeskolelov og lærernes arbejdsvilkår er fortsat under voldsom og berettiget debat og kritik mange steder, og den enkelte skoleleder skal turde tage denne debat og kunne lytte, hvis dygtige og engagerede lærere ikke skal vælge at skifte skole eller måske helt forlade folkeskolen. Lærerne skal ikke skræmmes eller bankes på plads, de skal frit turde ytre sig, så de sammen og hver for sig kan udvikle og formidle en undervisning af høj kvalitet. Lærerne er nøglepersoner i undervisningen, og de har brug for tillid, ytringsfrihed, medbestemmelse og et frirum at udfolde sig i for at kunne yde deres bedste.

I disse år er folkeskolen hårdt udfordret og presset fra flere sider. Lad os derfor ikke håbe, at byrettens dom vil danne præcedens i eventuelle andre lignende sager, for så kan det være til stor skade for debatten i den danske folkeskol e og også i andre offentlige institutioner. Dagens ledere i offentligt regi har generelt fået udvidede magtbeføjelser gennem de seneste år, men det vil være meget udemokratisk, udansk og uklogt af en leder at indføre noget nyt og uprøvet eller gennemtrumfe sin vilje uden en forudgående fri og åben debat, hvor medarbejderne kan komme til orde, og hvor der lyttes til dem, og hvor de kan fremsætte saglig kritik og eventuelle alternative forslag. En demokratisk debat kan ind imellem være ophedet og følelsesladet eller have en menneskelig side, og det bør der være plads til, så længe debatten er saglig. Bliver en debat for ophedet og måske usaglig, kan den gode leder godt få debatten på rette spor igen, fx ved at tage en pause, så alle debatdeltagere får en tænkepause og mulighed for at falde lidt ned igen.

Vi har hårdt brug for en sund og stærk folkeskole med en fri, levende og engageret debat og med en høj grad af trivsel for alle. Der er brug for alle gode kræfter, inkl. vores folkevalgte politikere, til at værne om skolen og kæmpe for en levende folkeskole, der kan medvirke til at give alle børn og unge det bedst mulige fundament i fremtidens samfund.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Kerteminde For abonnenter

Nyt forslag: Hvis du flytter til Kerteminde, får du en gratis byggegrund og 100.000 kr. i hånden

Fyn

Byggeri til 400 mio. kroner: Odenses borgmester glæder sig over ny kæmpemæssig investering i Odense

Annonce