Annonce
Læserbrev

Erhvervsuddannelser med blind kønsvinkel

Synspunkt: På den ene side har vi et arbejdsmarked, der allerede nu er plaget af en massiv mangel på dygtig, faglært arbejdskraft. På den anden side har vi erhvervsuddannelser, der mangler ligestilling på elevsiden. Det er et problem, vi bør løse, da faglærte kvinder kunne hjælpe vores virksomheder godt videre.

Mens vi på en række andre områder i samfundet er nået langt med ligestillingen, så har erhvervsuddannelser desværre en blind vinkel, når det gælder balancen mellem kønnene. I visse fag er kun 20 procent af eleverne kvinder. Det er et strukturproblem, vi med fordel kunne løse, da manglen på faglært arbejdskraft på både kort og mellemlangt sigt bliver et problem for os alle. Den svækker nemlig vores konkurrencekraft.

Det er både en undersøgelse fra Dansk Byggeri og en rapport fra Undervisningsministeriet, der bekræfter problemet: Der er for få kvinder, der griber sav, murerske og rørtang, når de skal vælge uddannelse.

Løsningen er, at vi får flere aktører på banen, der alle kan bidrage til at ændre billedet og desuden bringe os tættere på at opfylde FN’s verdensmål nr. 5 omkring ligestilling mellem kønnene – i dette tilfælde på uddannelsesområdet: Aktørerne er samfundet, der skal arbejde endnu hårdere på det lange, seje træk med at genskabe respekten for godt håndværk og dygtige, faglærte håndværkere.

Det er politikerne, der hurtigst muligt skal køre grønthøsterne i garagen og tilføre uddannelsesområdet nye midler, så vi kan genoprette noget af den skade, der er skabt gennem flere års omprioriteringsbidrag. Det er uddannelsesinstitutionerne selv, der skal tilbyde spændende uddannelser i attraktive studiemiljøer, hvor der er lige god plads til – og respekt for – både kvindelige og mandlige studerende.

Det er også virksomheder og arbejdsgivere, der skal sikre både faciliteter og omgangstone, hvor der med store bogstaver står skrevet ”ligestilling” – eller måske bare gensidig respekt, uanset om du er kvinde eller mand. For i sidste ende bør det slet ikke handle om ”hun” eller ”han”, men først og fremmest om det gode håndværk, som virksomhederne står og mangler.

Det er desuden vigtigt, at vi sikrer en stærk brobygning og tættere kontakt mellem vores folkeskoler og erhvervsskoler, så vores yngste skoleelever allerede tidligt kan få smag for håndens arbejde. Det er her, i de forholdsvis tidlige skoleår, at frøene til et opgør med uddannelsessnobberi og skæv kønsfordeling på vores erhvervsuddannelser skal sås.

For hvis det lykkes at få frøene i jorden og følge godt op, når frøene kommer op og blomstrer frem mod de unges uddannelsesvalg, så er det ikke kun de danske virksomheder, der høster frugten af forarbejdet. Det er også samfundet som helhed. Derfor er der god grund til at stille skarpt på ligestilling på vores erhvervsuddannelser – og sammen gøre noget ved problemet med den blinde kønsvinkel.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce