Annonce
Erhverv

Erhvervsredaktøren: Ugen, hvor landmænd fik nok

Fødevareminister Mogens Jensen (S) bankede i denne uge landbruget på plads. Får det landmændenes opbakning til den grønne omstilling til at vakle? Arkivfoto: Morten Stricker

En heftig lobbyindsats viste sig spildt for landbruget, der i denne uge fik en lussing af de helt store af fødevareminister Mogens Jensen (S).

Landmændene skal allerede til næste år skære kraftigt ned på kvælstofudledningen. Det har regeringen besluttet som en konsekvens af, at landbruget slet ikke har leveret de kvælstofreduktioner, der indgik i den store politiske landbrugspakke fra 2015.

Det var en noget-for-noget-aftale. Landbruget fik lov at bruge mere gødning, men den samlede udledning til vandmiljøet skulle falde. Det skulle lade sig gøre, fordi landmænd ad frivillighedens vej blandt andet skulle plante efterafgrøder, der opsuger noget af det overskydende kvælstof.

Ugens drastiske indgreb får ikke point for det kunstneriske indtryk. Landmændene har for længst - efter reglerne - indberettet markplaner for næste år, og de skal nu laves om med kort varsel.

- Nå, Martin Merrild, hvordan synes du selv, det går med ”dialogens vej”, skrev en kritiker på landbrugsformandens Facebook-side, da lussingen var faldet.

Der er ingen tvivl om, at man i landbrugets store organisationer - især Landbrug & Fødevarer - har set skriften på væggen. At tøve med den grønne omstilling er ikke en mulighed.

Det samme gælder i de helt store andelsselskaber som Arla og Danish Crown. De falder over hinanden for at præsentere nye klimatiltag. Rigtigt mange landmænd kan også godt se det. De klimacertificerer rask væk deres bedrifter og belønnes med en lidt større betaling.

Men er der slet ingen vaklen i geledderne? Findes der ikke en følelse af, at landbruget vil levere en masse klimatiltag, men alligevel får tæsk af Christiansborg? Jo, selvfølgelig. Der snakkes i korridorerne, når landmænd mødes, og i torsdags kom en regulær klimaskepsis ud i det åbne rum. Det skete, da formanden for Danske Svineproducenter, Kim Heiselberg, lettede sit hjerte her i avisen.

Det skete i frustration over, at topchefen for landmændenes store slagterivirksomhed, Danish Crown, har takket ja til at stå i spidsen for et klimapartnerskab sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen.

Heiselberg mener, at topchefen Jais Valeur hellere skulle bruge sin tid på kerneforretningen, nemlig at sælge kød ude på alverdens eksportmarkeder.

- Der er masser af folk, der kan hjælpe med den grønne omstilling, men der er ikke ret mange, der kan hjælpe Jais (Valeur, red.) med at drive vores slagteri. Det er der, han har sin force, og vi har sindssygt meget brug for, at han har sit fokus der, sagde Kim Heiselberg.

Svaret fra Danish Crown lød, at det ville være ”tudetosset” af takke nej til at sidde med omkring mødebordet. Den grønne omstilling kan fuldstændigt forandre fødevaresektoren, og enhver lobbyist vil anbefale at holde sig tættest muligt på den politiske magt undervejs. I tilfældet med kvælstofreduktionerne havde ”dialogens vej” mellem landbrug og politikere dog ingen effekt.

Jais Valeur skal nok få tid til at passe sine slagterier, selvom han også skal kaste glans over et klimapartnerskab. Men derfor kan svineproducenternes frustration sagtens have en klangbund. Landmænd har selvfølgelig visioner og planer for 2030 og 2050, men de står også med en hverdag, der skal hænge sammen. En af opgaverne er lige nu - i al hast - at lægge markplanerne for næste år om og sandsynligvis indkassere et ringere høstresultat som konsekvens.

Ude i Europa bød ugen på traktordemonstrationer i Berlin, Paris og Dublin, hvor tusindvis af landmænd blokerede trafikken og rasede over deres politikere. Udbyttet er tvivlsomt bortset fra en masse vrede medborgere, der hverken kan komme frem eller tilbage for traktorer.

Dansk landbrug? Her kører man traktorerne ad ”dialogens vej”. Det er det eneste våben, som landmændene kan skyde med, når regeringen har vundet magten på et klimavalg og sidder på et historisk grønt mandat.

Annonce
Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce