Erhvervsklumme: Der skal meget mere fart på indsamling og sortering af plast

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke står med et stykke emballageplast i hånden derhjemme og vil smide det ud. Det kan være plast fra en agurk, posen fra gulerødderne, et låg fra leverpostejbakken, en tom soyaflaske uden pant eller en sæbedunk.

I min familie samler vi al emballageplast i en klar (selvfølgelig!) plastpose, og så lægger vi vejen forbi den lokale genbrugsstation, når posen er fyldt op. Det er cirka hver anden uge, og jeg bliver fortsat forundret over, hvor meget det egentlig fylder. Det synes af meget mere end mængden af papir og pap, metal og glas, som vi nu kan sortere i vores egne affaldsspande. To spørgsmål presser sig på hver gang: Er det overhovedet indsatsen værd? Bliver plasten faktisk genanvendt?

Svaret er: Det ser sort ud. Kun 14 procent af den brugte plastemballage blev reelt genanvendt i 2018. Danmark står ikke til at kunne indfri EU-målsætningen om 50 procent genanvendelse af emballageplast i 2025. Samtidig er vi et af de lande i verden, der brænder mest affald af. Rimer det på grønt foregangsland? Det synes jeg ikke. Men jeg forstår det heller ikke.

I 2020 fik Danmark en klimaplan, der skulle skabe en grøn affaldssektor. En af de politiske målsætninger med planen var, at alle danskere skulle kunne sortere affald på samme måde, uanset hvor i landet, man bor. Det sker bare ikke. To år efter ender alt for meget plast fortsat som CO2 i forbrændingsanslæg. Hvorfor? Fordi affaldssorteringen kun er rullet ud i 14 af landets 98 kommuner, som det fremgår af en ny kortlægning fra Miljøministeriet.

Når det kan lade sig gøre, er det fordi, at 88 ud af de 98 har søgt Miljøministeriet om dispensation, og med den har de kunnet udsætte strømliningen af affaldssorteringen. Alene på plastaffald mangler hver femte kommune en indsamlingsordning. Kun to ud af tre kommuner står, ifølge Miljøstyrelsens kortlægning, til at være i mål i 2023. Så er der reelt gået to et halvt, siden der blev indgået en bred politisk aftale om strømliningen. Og vi spilder fortsat vigtige og begrænsede ressourcer.

Jeg forstår godt, at borgere, som gerne vil kildesortere korrekt, er frustrerede. Jeg forstår også godt frustrationen hos de virksomheder, der har kastet sig ind i kampen for at sikre mere genanvendelse af bl.a. plast, og som reelt efterspørger genanvendt plast som input til produktionen af nye produkter.

Det siger sig selv, at en cirkulær plastøkonomi kun er cirkulær og fungerer, hvis alle led gør, hvad de skal. I dag udgør den mangelfulde sortering i flere kommuner desværre et svagt led i indsatsen for at sikre en højere grad af genanvendelse og dermed en væsentlig forlængelse af plastens levetid.

I min egen virksomhed, Plus Pack, har vi sat alle sejl ind på at sikre, at emballage designes i former, farver og materialer, som er lette at genanvende. Vi omlægger gamle produkter til nye, cirkulære materialer, som vi ved kan spores med eksisterende sorteringsteknologi og dermed lettere kan blive genanvendt. Vi minimerer brug af plast alle de steder, vi kan, og hjælper vores kunder med at markedsføre emballageløsninger, som både gør det nemmere for forbrugerne at sortere emballagen rigtigt derhjemme og har en materialeværdi, som gør det attraktivt at genanvende i næste led.

Jeg har efterhånden en klar oplevelse af, at store dele af detailhandlen og erhvervslivet arbejder på at designe og ensrette deres emballage herhjemme og det er positivt. Det er ikke en enkel opgave at ensrette på tværs af værdikæde, interesser og også konkurrence, men det bliver gjort, fordi det er vigtigt, og fordi det forventes af virksomhederne. I 2025 overtager de markedsførende virksomheder nemlig ansvaret for affaldshåndteringen af al deres emballage, når det såkaldte udvidede producentansvar for emballage bliver indført herhjemme. I mange andre lande omkring os bliver det indført allerede til årsskiftet.

Det står altså klart, at vi er bagud i Danmark, hvad angår indsamling, sortering og genanvendelse af plast. Vi skal have fundet et ekstra gear frem for at sikre den nødvendige omstilling af vores plastforbrug og plastforbrænding. Og alle aktører er nødt til at bidrage til omstillingsprocessen, så både indkøb, design, indsamling, sortering, behandling og forbrugeradfærd optimeres.

Der skal turbo på processen med at få strømlinet sorteringen og genanvendelsen af plast. Vi skal ikke kun have udfaset affaldsforbrændingen af den gode plast, som rent faktisk kan genanvendes i praksis. Vi skal også have stoppet uddelingen af dispensationer, som koster ressourcer i dag og kun gør bunken af problemer endnu større. Det er et faktum, at der er en særlig udfordring forbundet med engangsplastemballager, hvor genbrug og genanvendelse skal øges betragteligt i de kommende år.

Så selvfølgelig skal vi blive ved med at sortere plasten fra derhjemme og troligt aflevere det på genbrugsstationen. Alternativet hjælper i hvert fald ikke på hverken klimaet, miljøet eller knapheden på ressourcer. Man skal gøre noget. Og det kan kun gå for langsomt.