Annonce
Erhverv

Erhvervsklumme: 2021 skal være handlingens år - og vi skal tage det bedste med fra coronakrisen

Vi kan lære meget af den måde, vi har håndteret coronakrisen på, mener dagens klummeskribent, som dog ikke nødvendigvis er enig med statsminister Mette Frederiksen (foto) om, at uddannelserne skal decentraliseres mere end i dag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Vi befinder os stadig i Covid-19 stormvejret. En storm ganske få mennesker kunne have fantasi til at forudsige og måske ingen ville tro på rent faktisk kunne ske på den måde, vi alle har oplevet det i snart et helt år.

Det lysner i det fjerne, og vi har måske blot to-tre slemme måneder tilbage, inden det løbende bliver bedre og bedre frem mod, at hverdagen forhåbentlig genopstår som en anden fugl Fønix fra COVID-19 asken.

Alt andet lige er det fascinerende, hvordan noget udefrakommende og ufravigeligt pludselig kan diktere, hvordan vi skal leve vores arbejds- og fritidsliv. Det har været med meget store omkostninger og ikke uden uro, debat, politiske indsatser - og fejltrin.

Befolkninger i hvert enkelt land har skullet agere i egne bobler og kulturer. Der har været tale om karantæner, isolation, restriktioner m.m. i varierende og indgribende grad. Tilbage står, at verden med et fingerknips havde en fælles ydre fjende, som skulle bekæmpes.

Tidligere EU-kommissær og minister, i dag bl.a. formand for den grønne tænketank Concito Connie Hedegaard, har skrevet en meget inspirerende nytårstale, bragt i Altinget. Den omhandler bl.a. den grønne omstilling set i lyset af Covid-19 og et 2020, som blev vendt på hovedet.

Hendes pointe er, at forandring faktisk er mulig. At de politikere, som har skullet træffe de hårde beslutninger, faktisk står styrket tilbage på trods af de knubs, det også giver undervejs.

Netop modet til at ville gennemføre gennemgribende forandringer og oplevelsen af at stå styrket bagefter er en drøm for alle, som ønsker at påvirke udviklingen. Dette er bl.a. baggrunden for, at det er spændende og meningsfyldt at være leder, at tage ansvar, at have initiativretten og pligten til at følge ideer helt til dørs på en involverende og ordentlig måde.

Der er brug for handling for at gribe mulighederne og grundlæggende at tage hånd om udfordringerne i dag for at se resultater i fremtiden.

Jeg kunne drømme om, at vi bl.a. bruger coronaens sidste og måske hårdeste kapitler til at lære så meget, som vi overhovedet kan. Vi har i mine øjne en unik mulighed for at skabe varige forandringer. Hvad skal der til, hvad skal der ske, og hvem går forrest?

Covid-19 har vist os, at vi som borgere tilpasser os, handler i nye sammenhænge og hver dag viser, at vi er omstillingsparate. Og ja, det kræver meget af alle.

Jeg er som uddannelsesmenneske af den overbevisning, at de store og små forandringer, vi ønsker, oftest tager udgangspunkt i behov for opkvalificering og uddannelse.

Det kan være alt fra grund- og ungdomsuddannelser til akademier, professionshøjskoler, universiteter, kurser, efteruddannelser, højskoler m.m. Vi har langt bedre chancer for varige forandringer, hvis vi gør det oplyst og både dannet og uddannet.

Statsministeren talte i sin nytårstale om uddannelser i hele landet. En politisk mærkesag for dele af det politiske spektrum. Men hvad betyder det i realiteten at varsle uddannelser i hele landet?

Tanken om, at alle fra Langeland til Nordfyn i et nærmiljø skal kunne uddanne sig bredt, er en sympatisk tanke og en romantisk idé. Praksis og erfaring har dog vist, at øvelsen med at tilbageføre udviklingen fra by til land og fra storby til provinsby kan være omkostningstung og medføre videnstab.

Vi, der har været med i mange år, vil tænke: ”O.k. så, først opretter vi uddannelser, så nedlægges der uddannelser (Skårup Seminarium), så oprettes der uddannelser, og sådan svinger pendulet”.

Uddannelser skal være grundfæstet i stærke faglige miljøer, tilgængelighed og kritisk masse. Her er rent faktisk en mulighed for at kombinere erfaringer med at anvende teknologier, digitale platforme og didaktisk indsigt.

Men hvis det alene handler om ideologisk ”fra by til land”, så svigtes både faglighed og studerende. Vi bør først forholde os til, hvad kvaliteten i uddannelser skal være kendetegnet af og bygge på, før vi kan foreslå uddannelsesudbud over alt. Men den teknologiske udvikling vil kunne hjælpe udviklingen godt på vej.

Fyn er lavt uddannet, hører vi ofte. Men hvad betyder det egentlig? Jeg savner, at vi i sektoren bliver mere konkrete og sætter ind over for dette. På hvilke områder er vi lavt uddannede? Hvem og hvor er der brug for opkvalificering og uddannelse? Har vi en fælles plan for at forandre det?

Jeg drømmer om en fælles indsats og en vision på tværs af hele Fyn. Lad 2021 blive året, hvor vi i fælles ånd siger, at vi i 2025 skal have sikret, at alle fynboer skal have eller være i gang med en uddannelse.

Kunne vi politisk arbejde henimod - som Connie Hedegaard foreslår det på miljøområdet - at uddannelse skrives ind i al politik. Det integreres i den økonomiske politik, i udligningsreformer, i erhvervspolitikken og i socialpolitikken for at nævne nogle få.

Vi skal gå efter at blive den bedst uddannede region. Gennem helt konkrete og målfaste visioner. Mål, som tegner horisonten af fremtidens Fyn, og som en endeløs række af mulige partnere kan bidrage til og nyde godt af på samme tid.

Blå bog

61 år og bor i Svendborg.

Direktør for uddannelsesinstitutionen Tietgen i Odense siden august 2016.

Baggrund: Uddannet kontorassistent, lærer og cand.pæd.

Underviser, konsulent og leder af Videncenter for Frie skoler.

Medlem af Kerteminde Byråd i knap 11 år.

Medlem af Folketinget 2011-2015.

Formand for SF i knap halvandet år i 2012-2014, hvor hun i en periode først var erhvervs- og vækstminister og senere børne-, social- og integrationsminister. I 2017 meldte hun sig ud af SF.

Siden 2019 næstformand i foreningen DEG-L (Danske Erhvervsskoler og Gymnasier - Lederne).

2021 kan være året, hvor især politikerne indser, at politisk mod rent faktisk kan svare sig. At man former en ambitiøs vision, som måske kan give knubs eller har en hård fødsel, men som i sidste ende skaber en varig og positiv forandring.

Det kræver mod – men det giver også mod. Lad 2021 komme an, vi kan atter løfte blikket fra de nære problemer og skue ud i en den fremtid, vi selv skaber gennem handling.


Jeg kunne drømme om, at vi bl.a. bruger coronaens sidste og måske hårdeste kapitler til at lære så meget, som vi overhovedet kan.

Kultur

Nu kan du hente bøger i Glamsbjerg

Coronavirus

Live: Pfizer kan ikke levere - Danmark får 100.000 færre doser i første kvartal

Middelfart For abonnenter

Brenderups borgere tog sagen i egen hånd og lavede deres egen solcellepark: Her er fire ting, der fik projektet til at lykkes

Odense

Afdelingschef erkender fejl i motorbane-sag: - Vi har ikke været skarpe nok