Annonce
Danmark

Er det lige så godt at få et knus af en robot som af sosu-hjælperen?

Michael Böss peger i sin nye debatbog på flere negative konsekvenser af digitaliseringen - øget ensomhed og dalende tillid til offentlige myndigheder - og han advarer mod at tro, at digitaliseringen blot er et værktøj. "Det er ikke en hammer. Digitaliseringen er en total omlægning af samfundet. Vi er nede at røre ved fundamentale ting om, hvordan forvaltningssystemet behandler den enkelte borger. Det, der er på spil, er, om borgeren bliver behandlet som individuelt menneske - et indvid - eller som en samling data," siger han. Foto: Johan Gadegaard
Digitaliseringen trænger ind overalt i den offentlige sagsbehandling og sociale omsorg - ofte ledsaget af en positiv fortælling om, hvor glade borgerne er for det. Men dén sandhed udfordres af historiker og samfundsdebattør Michael Böss. I en ny bog "Det digitale massemenneske – Menneskeværd i ensomhedens tid" efterlyser han en teknologidebat i Danmark: Hvad skal vi automatisere - og hvad skal vi holde os fra, fordi de etiske og menneskelige skrupler bliver for store?

Samfund: Kunne man forestille sig en verden, hvor computeren har afløst mennesket - homo sapiens?

Lige rundt om hjørnet?

Nej, ville de fleste nok vifte afværgende med armene. Det kommer ikke til at ske. Ikke i de første mange, mange år.

Forfatter og samfundsdebattør Michael Böss er ikke én af dem. Det ansigtsløse samfund er tættere på, end vi aner - og uden at vi for alvor har taget en teknologidebat. Hvad skal vi bruge teknologien til, og hvilke menneskelige og etiske konsekvenser har det?

- Vi har en tendens til bare at lægge os fladt ned, hver gang der kommer ét eller andet "imponerende", og når man fra offentlig side udtaler sig om digitaliseringen, hører man normalt, at folk er begejstrede, og folk citeres for at sige, at der er opbakning i befolkningen. Det undrede jeg mig over - og det kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, mener Michael Böss.

Og det gør han, i sin nye bog, "Det digitale massemenneske – Menneskeværd i ensomhedens tid", hvor han blandt andet refererer til en undersøgelse af kommunernes digitaliseringspolitik i 2016, hvor kun to procent af kommunerne altid lavede tilfredshedsmålinger, og konklusionen var, "at der er en meget begrænset viden i det offentlige om, hvad brugerne faktisk synes om de løsninger, der stilles til rådighed. På dette område er der et tydeligt potentiale for forbedring af praksis i det offentlige." En undersøgelse fra Rambøll fra marts 2018 viser desuden, at borgerne stoler stadig mindre på det offentliges behandling af deres personlige oplysninger, og på den baggrund er der rejst tvivl om Danmarks globale førerposition i digitalisering, "fordi vi ikke har en offentlig debat om, hvad digitaliseringens rolle er i samfundet, og fordi vi undlader at inddrage de mennesker, der skal leve med at se på og benytte de digitale løsninger."

- Man får tit slynget ud, at sådan er fremtiden, og det er nemmere og mere rationel. Man får en teknisk retfærdiggørelse af digitaliseringen, men man diskuterer ikke, om borgerne selv føler sig koblet fra nogle af de processer, der er i gang i samfundet, siger Michael Böss.

81-årige Inga Kjeldsen fra Holstebro er en af dem. Hun er visiteret til hjælp til indkøb, men blev landskendt, da hun afmeldte sig ordningen, fordi kommunen ville tvinge hende til at bestille sine købmandsvarer via en computer eller en telefon i stedet for som hidtil at klare dosmerseddel og indkøb sammen med hjemmehjælperen.

Men hvis vi ikke automatiserer, så er der jo ikke råd til den velfærd, vi alle gerne vil have?

- Det uofficielle formål med digitaliseringspolitikken gennem de sidste tyve år har været at spare penge på velfærdspolitikken og tage højde for den skrumpende arbejdsstyrke til at varetage centrale omsorgsopgaver, og det er let at overtale folk med det økonomiske aspekt. Men man skal være klar over, at der har nogle følgeomkostninger, siger Michael Böss.

Annonce
- Vi bliver nødt til at have en folkelig debat om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, og hvad vi vil være med til at automatisere, siger Michael Böss, der ikke giver meget for den tidligere regerings Disruptationsråd, der netop ikke inddrog borgerne, som skal leve med de digitaliserede løsninger, men hovedsageligt politikere, fagforeningsfolk og erhvervslivet. Foto: Johan Gadegaard

Vi snyder og bedrager ældre

Han er ikke maskinstormer. Han har en profil på Facebook og er på Snapchat med sine børnebørn.

Han anerkender også, at digitaliseringen på flere områder er fornuftig. Robotten Robert, som hjælper ældre med genoptræning, er et godt eksempel. Det digitale alarm-tæppe, som hans egen mor fik efter en hjerneblødning og flere fald, heriblandt et hvor hun lå seks timer på gulvet, inden plejepersonalet opdagede det, er endnu et eksempel.

Men de menneskelignende robotter i ældreomsorgen er en gråzone, mener Böss og nævner blandt andet de robotter, som forskere ved Syddansk Universitet i øjeblikket er ved at udvikle, og som skal betjene plejehjemsbeboere ved at transportere vasketøj, aflevere skrald, komme med drikkevarer og hjælpe dem rundt på hjemmet. Forinden har vi set den fjernstyrede robot Telenoid, udviklet i Japan og med torso, arme og et hoved, der kunne vippe og nikke samt læber, der kunne bevæges. Den blev testet på demente ældre på et plejecenter i Fredensborg.

- Der var flere etiske problemer forbundet med brugen. Adskillige ældre troede, at de rent faktisk sad og talte med et rigtigt menneske og bekendte sig om personlige problemer og følelser. I tillæg til de problemer, det kan afføde med tavshedspligt og indberetningspligt, så er der også en verden til forskel på at få et knus af en robot og ikke en sosu-assistent, siger Michael Böss og fortsætter:

- Når du har at gøre med en robot, tager du ikke bare øjenkontakten væk, men også hele sanseligheden i forholdet mellem plejepersonalet og beboerne. I den digitaliserede verden bliver vores evne til at forstå et andet menneske gennem sanser svækket. Ansigtsudtryk, mimik, gestik og stemmeføring... - der er en hel masse tegn i samtalen, som forsvinder, og som man ikke får blik for, og som kan føre til, at vi udvikler mindre grad af empati med andre, så vi får et koldere samfund, siger Michael Böss.

Men kan det ikke være bedre end ingenting - er man ikke nogle gange nødt til at gå på kompromis med etikken?

- Så skal man i hvert fald bekende det åbenlyst, at det her er ikke, som det burde være. Man skal lade være med at foregøgle, at det er lige så godt, for så snyder og bedrager man jo de ældre, siger Michael Böss.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den stigende digitalisering vil øge ensomheden, som vil ramme ikke bare de ældre og unge, men også midaldrende. Fremtidsforskere taler ligefrem om en ensomhedsepedemi; pudsigt nok, for digitaliseringen er netop tænkt som en måde at kompensere for den ensomhed, som fulgte i kølvandet på massesamfundet, urbaniseringen og det anonyme liv i byerne efter anden verdenskrig.

- Hvad er et digitalt massemenneske?

- I forrige generationer var det enkelte individ styret af de værdier, man havde med hjemmefra - et indre gyroskop om man vil. Hvorimod det moderne massemenneske er styret af en radar, der hele tiden skanner omgivelserne og tilpasser sig dem. Det sætter individet og egen dømmekraft under pres - og den tendens vil digitaliseringen forstærke, påpeger Böss, der netop er fyldt 67 år.

Kan ikke se mennesket som et mysterium

Dengang han i begyndelsen af 90'erne etablerede egen forfattervirksomhed, kunne han ikke lige overskue, hvordan man oprettede en skatteangivelse. Han gik ned på rådhuset, hen til skranken med "Skat"-skiltet, en medarbejder rejste sig, kom hen og snakkede med ham. Den samme medarbejder rejste sig, hver gang Michael Böss søgte assistance, og de hilste, når de mødtes over indkøbskurven i det lokale supermarked.

Den form for kommunal service er meget begrænset i dag. Alt skal indberettes via computeren, og har man spørgsmål, svarer en robot, og er man virkelig insisterende, er der måske et telefonnummer, og så kommer man til at tale med en person på Sjælland.

- Det betyder, at vi ikke længere kan sætte ansigt på offentlige myndigheder. Det skaber mistillid, og når der så samtidig sker det, at tilliden til SKAT falder grundet besparelser og skandale-sager, så øges den mistillid. Vi er jo ellers så stolte og kalder os for et tillidssamfund, men det er ødelæggende for tilliden mellem kommune/stat og borgerne, når offentlige myndigheder ikke viser noget ansigt, men gemmer sig bag skærmen, advarer Michael Böss.

Han mener i øvrigt, at flere områder af den offentlige forvaltning er helt uegnede til digitalisering, fordi det kompromitterer borgernes retssikkerhed. Det er for eksempel sager om forældremyndigheder, tvangsfjernelse, ekspropriationssager, sager om sociale ydelser, prøveløsladelse og skattefastsættelse.

- Den kunstige intelligens registrerer mønstre i tidligere afgørelser - ikke i den enkelte borgers liv, men i en hel masse andre menneskers liv - og så bliver disse statistiske beregninger brugt i forhold til en enkelt person, som måske slet ikke ville reagere sådan, og som derfor bliver offer for en statistik, siger Michael Böss.

Han advarer kraftigt mod at tro, at digitaliseringen bare et værktøj. Den vil ændre totalt på vores samfund og risikerer at rokke ved vores menneskeværd.

- I hele vores vestlige civilisation er der en gammel tradition for at se ikke bare tilværelsen som dyb, men også det enkelte menneske som uudgrundelig dyb - et mysterium. Det er deri, vores forestilling om det enkelte menneskes værdi ligger - at man kan ikke én gang for alle forklare et andet menneske. Men i den digitaliserede verden, hvor der er så meget ensomhed, finder man hinanden på nettet, og der er en risiko for, at vi reducerer hinanden til bare den samling data. Vi ender med et fladt menneskebillede. Du siger: Jeg har gennemskuet dig, jeg kan jo se dig her på Tinder, og hvor du ellers har været, og der er ikke nogen ting, der er interessante at vide om dig, siger Michael Böss.

Bogen "Det digitale massemenneske - Menneskeværd i ensomhedens tid" er udgivet på forlaget People's Press.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Annonce