Annonce
Indland

Er der mere mellem himmel og jord? Ja, siger faren, nej, siger sønnen

Jørn Henrik Petersen i haven ved hjemmet i Odense med sønnen Anders Klostergaard Petersen. Foto: Nils Svalebøg
Jørn Henrik Petersen og hans søn, Anders Klostergaard Petersen, begge professorer, er på vej med en højskoledag ved Odense Domkirke om tro og tvivl. De to er enige om meget, men ikke alt, og uenigheden i denne samtale handler især om en krykke.

Tror I på Gud?

I og for sig et enkelt spørgsmål, der burde kunne besvares med et ja eller nej, men så simpel ser verden ikke ud i to gange Petersens hoveder. For her bor nok en omfattende viden, men også refleksion og tvivl.

De ligner hinanden - far og søn. Både med glimtet i øjet og måden at gestikulere på. Far, Jørn Henrik Petersen, er netop gået på pension. Fra 1974 til 2018 var han professor i socialvidenskab ved Syddansk Universitet. Sønnen, Anders Klostergaard Petersen, er netop fyldt 50 og har siden 2012 været professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

- Tror vi på Gud? Jamen det er jo netop det spørgsmål, vi vil prøve at problematisere, siger Jørn Henrik Petersen.

Far og søn er på vej med en højskoledag 15. juni ved Odense Domkirke. De kalder arrangementet, der varer seks timer, for ”To om tro og tvivl”. De kommer hver med et oplæg, men deltagerne skal selv bidrage i gruppesamtaler.

Det der med at tro er i virkeligheden en misforståelse, siger de. Helt konkret en fejloversættelse af Paulus, der forenklet forklaret ikke skrev, at vi skulle tro på Gud, men at vi skulle være trofaste, loyale, sætte vores lid til Gud, forklarer Anders Klostergaard Petersen.

Derfor er trosbekendelsen en stramning og netop en ting, mange danskere har et anstrengt forhold, siger han og bakkes op af sin far.

- For når man siger ja under trosbekendelsen, siger man jo samtidig ja til hele pakken - til et helt klaviatur af påstande, som at Jorden er skabt på seks dage og at vand blev til vin, netop fordi, man skal sige, at man tror, siger Jørn Henrik Petersen.

Far og søn er enige om, at det vil være en god ide at få løst op for trosbegrebet, så ens kristne sindelag i stedet kredser om følelser, værdier og netop trofasthed frem for tro.

- I stedet for trosbekendelsen, kunne man så ikke ved for eksempel dåben spørge: Vil I lægge jeres barn i den levende Guds hænder og derved vedkende jer den tradition, vi i årtusinder har fæstet lid til? foreslår Jørn Henrik Petersen.

I er medlemmer af Folkekirken?

- Ja

Så I tror, der er noget, som er større end os selv?

- For de fleste betyder en Gud regler, og at der er noget, man føler, man står til ansvar overfor. Noget, som er udenfor en selv, siger Jørn Henrik.

- Jeg har ikke behov for at sige, at der er ting, vi ikke ved, eller som Hamlet, at der er mere mellem himmel og jord. Vi kan komme langt med tænkning. Men religion sætter os i stand til at indgå i fællesskaber med hinanden, og derfor er vi nødt til at insistere på den. Jeg er funktionalist, siger Anders.

- Men der er elementer i livet, jeg ikke kan forstå, måske er det naivisme, når jeg nærer et håb om, at der noget uden for os selv, siger Jørn Henrik.

- Det er ikke naivisme, men udtryk for, at du er et menneske, som kan reflektere over din egen død og griber til en form for krykke, siger Anders.

- Jeg er med på kritikken af tros-begrebet, men hvis jeg ikke har en idé om, at der er en mening med den galopperende galskab, en forventning, den kan du så kalde for en krykke …

Jørn Henrik Petersen tænker lidt og tilføjer:

- Jeg har et iboende behov for at have en fornemmelse af, vi kommer et sted fra og er på vej til noget.

Far og søn bliver ikke enige og kaster sig ud i lange argumenter, der fører vidt omkring. Det ligger fast, at der er masser af stof til diskussion på højskoledagen, når Anders Klostergaard Petersen lægger ud om formiddagen ved netop at tale om trofasthed, som blev til tro, og konsekvenserne af det under overskriften ”Troens virkelighed for det moderne menneske”.

Annonce

Blå bøger

Jørn Henrik Petersen, født 1944.

Bor i Odense

Cand.oecon i 1968, lic.oecon I 1970 og dr.phil i 1985.

Professor i socialvidenskab ved Syddansk Universitet fra 1974-2018.

Anders Klostergaard Petersen, født 1969.

Bor i Aarhus.

Teologisk kandidat ved Aarhus Universitet i 1994. Siden 2012 har han været professor i religionsvidenskab samme sted.

Barmhjertigheden lever

Danskerne er et af de mest religiøse folk i verden, mener Anders Klostergaard Petersen og begrunder det med, at så mange af os er villige til at betale kirkeskat. Men det er ikke fordi, vi nærer en glødende tro. Kun 43 procent af medlemmerne af folkekirken svarer ja til, at de tror på Gud.

- Men vi nærer en følelse, en loyalitet på samme måde, som at jeg kan nære en glødende kærlighed til OB. De fleste stemmer også til valgene ud fra en mavefornemmelse, en følelse, siger han.

Modsat taler nogen i dag om, at Danmark er ved at blive afkristnet.

- Men næstekærligheden, barmhjertigheden lever stadig. Det, som var led i en kirkelig forkyndelse, er blevet en del af vores kulturelle bagage - et led i velfærdsstaten, hvor de kristne begreber føres videre, siger Jørn Henrik Petersen.

Og det er netop det, resten af højskoledagen 15. juni skal handle om. ”Kristne værdier som del af den almene kultur/civilreligionens betydning for udvikling af velfærdsstaten”. Jørn Henrik Petersen leverer oplægget.

- Allerede før Socialdemokratiet kom til, talte Frederik Dreyer (ung dansk socialist, der levede omkring 1859, red) om, hvordan man kunne virkeliggøre søndagstalernes omsorg for menneskenes børn. Barmhjertighed og ansvar er dybt rodfæstet i velfærdsstaten, siger Jørn Henrik Petersen og refererer til både den tidligere kulturminister Julius Bomholt, som han er ved at skrive en bog om, og til Luther, som han har skrevet bøger om.

- Det er en grundlæggende luthersk idé om Gud og medmenneskelighed. Når du er frelst, dit røvhul, så er du sat fri til at tage dig af dit medmenneske. Men du er selvcentreret, og derfor kan man ikke bygge et samfund på kærlighed og tro, men er nødt til at koble et politisk kollektiv på, siger Jørn Henrik Petersen og tilføjer:

- Vi anpriser velfærdsstaten, fordi den er en slags erstatning for den næstekærlighed, vi ikke kan administrere. Den tvinger os til at opføre os ordentligt. Velfærdsstaten kan ikke forstås, hvis den ikke ses på baggrund af snart 500 års evangelisk-luthersk forkyndelse.

Kan man forestille sig et velfungerende samfund uden religion?

- Nix, siger Anders Klostergaard Petersen. Vi har ikke set det, for vi har ikke noget, der kan overtage. Du kan have institutioner som OL, FN og andet med både selvstændige emblemer, fælles værdier og fællesskab. Og du kan lave love og regler. Men det er verdsligt og noget, du kan vende dig fra. Det kan du ikke på samme måde med en religion, siger han.

- Behøver vi også runde chimpanserne? spørger Jørn Henrik Petersen og smiler.

- Ja. Chimpanser er selvcentrerede, despotiske, promiskuøse og hidsige. Og vi ligner dem, fordi mennesket deler 98,7 procent af sit dna med chimpanser. Religion giver os sammenhængskraft og værdier for, hvordan vi skal være mod hinanden, siger Anders Klostergaard Petersen.

Så religion er noget, vi mennesker selv har konstrueret?

- Det kan jeg ikke svare på, siger Jørn Henrik Petersen.

- Ja, det har vi, siger Anders Klostergaard Petersen.

Højskoledagen

Højskoledagen: 15. juni klokken 10-16 (tilmelding nødvendig)

Odense Domkirke, Sct. Knuds Salen.

”To om tro og tvivl” ved Jørn Henrik Petersen ”Kristne værdier som del af den almene kultur/civilreligionens betydning for udvikling af velfærdsstaten” og Anders Klostergaard Petersen ”Troens virkelighed for det moderne menneske”.

Mellem oplæggene vil der være pauser og afsat tid til samtaler ved bordene.

Arrangementet slutter med, at ”bordene” fortæller om indholdet af deres samtaler, og det følges af kommentarer fra oplægsholderne.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce