Annonce
Debat

Er der en voksen til stede?

Spørgsmålet, ”Er der en voksen til stede” blev stillet 15. marts 2019. Den dag, det spirende ungdomsoprør blev til en verdensomspændende bevægelse og samlede børn og unge i mere end 2000 byer i over 100 lande. Fra Helsinki i nord til Cape Town i Syd, fra Rio i vest til Delhi og i øst. 1.4 mill. gik på gaden og krævede klimaretfærdighed NU. Og selvfølgelig er det muligt. Det er et politisk valg.

De unges opråb er drevet af både stor bekymring og angst for fremtiden og troen på, at det nytter noget at hæve sin stemme og deltage i den demokratiske proces. De bærer håbet i sig om en fremtid, hvor de ligesom os får mulighed for at være medskabere af levedygtige samfund, og hvor de personligt kan bidrage med deres talenter på en meningsfuld måde. Deres manifestationer at tegn på at de – stadig – har tillid til demokratiet som vejen til at finde konstruktive løsninger på store kriser, at de stadig tror på at det er muligt at finde voksne ansvarlige mennesker, som kan tage de nødvendige beslutninger.

For vel har de stemme. Men hører vi det de prøver at fortælle os voksne? De kan råbe og synge – men mange af dem kan ikke stemme til de kommende valg. Da en taler på spurgte de mange børn og unge på Christiansborgs Slotsplads, markerede ca. 5% at de havde stemmeret. Så de er afhængige af, at vi voksne lytter, tager dem alvorligt og så bruger vores demokratiske stemme.

Meget begyndte med en lille skolepige, der besluttede at sætte sig foran det svenske parlament og skolestrejke indtil politikerne ikke bare i ord , men også i handlinger viste at de tog videnskabens alarmerede meldinger alvorlige. Greta Thunberg er siden blevet rollemodel og inspirator for børn og unge verden over og indstillet til Nobels Fredspris. Hun har talt til den politiske og økonomiske elite, og hun lægger ikke fingrene imellem, når hun påpeger de voksnes hykleri om at de elsker deres børn, men fratager dem deres fremtid.

Siden har de unges klimaprotest fået deres eget liv med spektakulære manifestationer og et vedholdende pres med ugentlige demonstrationer. Nogle vælger også civilulydighed, som demokratisk aktionsform. De blokerer broer i London og gader i Århus, hænger deres budskaber op på Christiansborgs murer og hælder maling i Downing Street - alt sammen ikke-voldeligt.

Ved at sætte sig selv i spil og få noteret fravær i forbindelse med skolestrejker eller anholdelser ved aktioner, så markerer de unge situationens alvor. For ”hvorfor går i skole, hvis der ikke er en fremtid,?” som et af deres slogans lyder. Eller ”hvad nytter det at cykle til arbejde og som individ vise ansvar overfor klimakrisen, hvis den virksomhed hvor man er ansat bidrager negativt til klimakrisen? Et spørgsmål mange studerende i Den Grønne studenterbevægelse stiller sig selv? Så hvis virksomhederne vil have fat i de bedst uddannede unge, vil de i stigende grad bliver mødt med forventninger om at de også arbejder aktivet for bæredygtig fremtid

Opråbet er blevet til en oprør – endnu fredeligt – endnu med håb og tro på at det nytter at deltage i demokratiet. Det er demokratisk dannelse. Spørgsmålet er om der er voksne tilstede? Om der er politikere der har samme handlemod som de unge og tør og vil opstille politiske visioner, hvor vi prioriterer investeringer i fremtiden højere end nutidigt forbrug og skattelettelser. Om vi vælgere er parate til at støtte de unge og gøre valget grønt.

En Gallupmåling fra februar viser at 57 pct. af alle danske vælgere prioriterer klima og miljø som et vigtigere emne end flygtninge og udlændinge, mens kun 35% har den modsatte prioritering. Så opinionen rykker sig markant, og de fleste politikere overgår hinanden i at fremstå så grønne som mulige. Vores demokratiske opgave som borgere er at finde ud af, hvor meget substans der er i de grønne udmeldinger. Så gå i dialog, stil spørgsmål og krav til kandidaterne til både kommende folketingsvalg og EU-valget til maj.

Så det er nu – mens vi stadig ifølge FN’s seneste klimarapport har 11 år til at handle i, mens de unge stadig tror på demokratiet. For jo længere vi trækker de nødvendige omstillinger, jo mindre handlerum giver vi os selv, og jo mere vil de unges venlige påmindelser måske blive til et langt mere markant oprør, som Bernd Ulrich, chefredaktøren på den tyske avis Die Zeit, skriver: »Hvis politikerne fortsætter som nu, så står vi foran en generationskonflikt, der får 1968 til at ligne en børnefødselsdag«

Annonce
Lone Belling
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Klumme

Indvandrerkvinder skal frigøres

Indvandrerkvinder fra muslimske miljøer står ofte over for store udfordringer, hvis de vil opløse deres ægteskaber. Én ting er at opnå skilsmisse efter dansk lovgivning – noget helt andet er at opnå skilsmisse efter islamiske normer. I sidstnævnte tilfælde kræves i de fleste tilfælde mandens accept. Det betyder, at mange kvinder fastholdes i et konfliktfyldt ægteskab. Selv om de for længst er skilt efter dansk lov. Det er den uhyggelige melding fra flere muslimske kvinder, som den er kommet frem i en undersøgelse foretaget af VIVE (Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Både i mit professionelle og frivillige arbejde med voldsramte kvinder møder jeg ofte kvinder med muslimsk baggrund, som spørger til, hvordan der er lykkedes mig at få min religiøse skilsmisse igennem? Jeg har kun ét – enkelt – svar at give: Min danske skilsmisse var nøglen til at opnå frihed. Både juridisk og åndeligt. Den gav mig ro og mulighed for at etablere et nyt liv. Det er ikke alle, der kan gøre som mig, men det er et vigtigt budskab, at i Danmark gælder dansk lov, og en juridisk dansk skilsmisse trumfer altså det religiøse bånd. Det vigtigste er, at de her kvinder kommer stærkt ud af skilsmisseprocessen. Der er rigeligt med udfordringer for en enlig mor, både følelsesmæssigt, økonomisk og praktisk. Og af erfaring ved jeg, at nogle kvinder opsøger imamer i årevis for at afslutte deres muslimsk ægteskab - men kun meget sjældent får de succes med dét. Det er en hård forhandlingsproces, som kræver enormt mange ressourcer. Derfor oplever jeg, at alt for mange kvinder, som prøver at gå dén vej, bryder sammen og går ned med depression og angst. Livet som fraskilt kvinde er ikke nemt i muslimske miljøer. Forvent i hvert fald ingen forståelse, fællesskab og søstersolidaritet. Forvent i stedet sladder som stempler kvinden og nedbryder hendes selvværd - både som selvstændig kvinde og mor. For en fraskilt muslimsk kvinde er det ofte nødvendigt at flytte væk fra bestemte miljøer for at kunne etablere et nyt liv efter en skilsmisse. Jeg er som udgangspunkt stor fortaler for rettighedskampagner, der skal oplyse etniske minoritetskvinder om, hvordan rettighederne er i Danmark kontra de lande de kommer fra. Det er bare ikke altid nok. Skal de muslimske kvinder frigøres fra mændenes og imamernes kontrol, er vi nødt til at bygge dem op helt fra grunden. Det vil sige, at vi skal møde dem med forventninger om, at de deltager aktivt i samfundet. De skal ud fra hjemmet og ud i samfundet. Det vil styrke deres frigørelse og i særdeleshed være en kæmpe styrke for dem, der træffer den beslutning, at de klarer sig bedst helt uden manden.

Annonce