Annonce
Danmark

En vellykket bog om en katastrofal fejltagelse

Mens håbet stadig levede. En gruppe soldater fra 1. Britiske Luftbårne Division siger farvel med brede smil - før de letter mod Arnhem. Foto: World War Museum, London

Den britiske historiker, Antony Beevor retter i en stor bog om slaget ved Arnhem en sønderlemmende kritik mod de allierede generaler bag operationen. - Planen var elendig og burde aldrig have været gennemført, skriver Beevor. Mange tusinde, både soldater og civile, led og døde - for intet.

Bøger: Om formiddagen den 17. september 1944 hørte generaloberst Kurt Student, grundlæggeren af Nazitysklands faldskærmstropper, en øredøvende larm. Student gik ud på sin altan med udsigt over det flade sydhollandske landskab. Han kiggede op. Himlen var formørket af allierede transporfly, der trak svævefly efter sig. Der var ingen ende på antallet af maskiner. Student tænkte: Åh, havde jeg dog bare de ressourcer...

Det, generaloberst Student så den søndag formiddag i Holland, var anflyvning til den britiske 1. Luftbårne Divisions angreb på den tyske besættelsesmagt med det formål at erobre den store landevejsbro over Rhinen ved byen Arnhem.

Det var begyndelsen på de allieredes største aktion med faldskærmstropper nogensinde. Og begyndelsen på et allieret mareridt og på Nazitysklands sidste definitive sejr. Tre divisioner blev kastet ned med faldskærme eller landsat med glideplaner. Foruden den 1. Luftbårne Britiske var det 101. og 82.amerikanske luftbårne divisioner.

Faldskærmsfolkene skulle erobre de vigtige broer over Rhinen og Waal - ved Arnhem, Nijmegen og Eindhoven. Deres indsats var kombineret med det britiske XXX Korps fremrykning mod Arnhem - fra den belgiske grænse ad og langs motorvej 69.

Offensiven havde kodenavnet Market Garden. Market dækkede faldskærmsfolkenes indsats, garden var betegnelsen for XXX Korps rolle i dramaet. Det var en særdeles dristig plan. Et overrumplings-angreb af rang. Tre divisioner toptrænede faldskærmsjægere nedkastet bag fjendens linjer. Desværre var dristigheden det eneste flotte ved planen. Bortset derfra var planen på alle måder en katastrofe og burde aldrig have været sat i værk.

Det konkluderer den britiske historieprofessor, Antony Beevor i en ny, stor og medrivende bog om slaget langs den nedre Rhin.

Gennem årene har Beevor markeret sig som en af verdens største - måske den største - nyere krigshistorikere. Hans bøger om Stalingrad, om Berlins fald, om D-dag, om Ardenner-offensiven og om den spanske borgerkrig er i særklasse.

De er oversat til flere end 30 sprog og er blevet internationale oplags-succeser. Sådan kommer det også til at gå med "Arnhem - slaget om broerne 1944". For det er både historiefortælling og fortalte historier på højeste plan.

Annonce

De blodige tal for slaget ved Arnhem

Operation Market Garden blev udkæmpet fra 17. til 25. september 1944 i det sydlige Holland omkring byerne Arnhem, Nijmegen og Eindhoven.Kampene udviklede sig særdeles blodigt. Der blev ikke givet pardon, og tabstallene på begge sider var høje. Tyskerne havde omkring 2000 døde og 6000 sårede.

Briterne havde 1130 døde blandt faldskærmstropperne, men hele 5354 døde i forbindelse med fremrykningen langs motorvejen. I alt 6484 døde. Dertil kom, at 851 britiske soldater blev meldt savnet - og 6496 blev taget til fange af tyskerne. Så Operation Market Garden kostede den britiske hær 13.430 soldater. De faldt til ingen nytte, konstaterer Antony Beevor.

Amerikanerne havde 558 dræbte. Et kontingent frivillige polske faldskærmsfolk havde 96 døde og 276 sårede.

Det er tankevækkende, at eksempelvis antallet af døde britiske soldater - 6484 - under Arnhem-slaget faktisk er en anelse større end det samlede amerikanske tab ved landgangen i Normandiet på den berygtede Omaha Beach.

Et billede fra Beevors bog, der viser manden, som krævede offensiven ved Arnhem, general Montgomery, i midten. Til venstre general Brian Horrock, der ledte XXX Korps angreb langs motorvejen frem mod Arnhem. Til højre prins Bernard af Holland.

De dødelige gener

Antony Beevor har arbejdet på bogen om Arnhem-slaget i tre år. Mere end halvdelen af tiden blev brugt på research.

I bogen lægger Beevor ikke skjul på, at slaget var et knusende allieret nederlag. Det betød udslettelse for 1. Luftbårne Britiske Divisions. Men nederlaget var forudsigeligt. Lederen af 1. Luftbårne Britiske Division, generalmajor Robert Urquhart, så fejlene ved planen - før start.

Han gik ind på chefens kontor og sagde: Jeg leder operationen, som De har sagt. Men jeg gør opmærksom på, at jeg betragter dette som en selvmordsoperation. Så drejede han om på hælen og gik ud for at lede sine folk.

Operationen skulle aldrig nogensinde have været gennemført, konstaterer Beevor. Han påpeger en række fejl i operationsplanen, men især tre svagheder var helt afgørende. De udgjorde på hver deres måde et dødeligt gen for operationen, mener Beevor:

1) De britiske faldskærmstropper blev nedkastet eller landsat fra glideplaner for langt væk fra den bro i Arnhem, de skulle erobre. Det tog dem for lang tid at nå frem til broen. Derved mistede de overraskelses-momentet og mødte forbitret tysk modstand.

2) Planen byggede på, at XXX Korps var i stand til at kæmpe sig frem til tropperne ved Arnhem på nogle få dage. Det var helt urealistisk. Selv om briterne var så usandsynligt heldige, at tyskerne glemte at sprænge broen ved Nijmegen - over Waal - i luften. En helt uforståelig tysk brøler. Men alligevel: XXX Korps mødte så hård modstand, at fremrykningen gik langsomt. Faldskærmsfolkene ved Arnhem blev nedkæmpet, før hjælpen nåede frem.

3) Hele operations-planen led af den katastrofale fejl, at den byggede på "best case"-vurderinger. Sådan er det aldrig i krig. Som Beevor skriver: Det er en kendt sag, at ingen slagplan overlever mødet med fjenden...

Første del af operation Market Garden begynder. Britiske faldskærmstropper nedkastes ved Arnhem. Foto: World War Museum, London

Personlige ambitioner og smålighed

Men var hele planen en kolossal fejl, var mændene bag den i høj grad også et problem.

Ikke alene som planlæggere, men i høj grad også som mennesker. Indbyrdes jalousi, enorme personlige ambitioner og ren og skær smålighed i forhold til kolleger prægede på dette tidspunkt den øverste allierede ledelse.

På slagmarken var det gået godt. De allierede var brudt ud fra Normandiet. General Patton drønede ind i Frankrig. Men den øverstbefalende, general Dwight D. Eisenhower havde problemer med at få lederne til at samarbejde.

Især den engelske general Bernard Montgomery opførte sig som en rædselsfuld kollega. "Monty" ville være den general, der første tropperne - og alle skulle arbejde for ham og hans ideer. Et par af de amerikanske generaler så lidt anderledes på det.

Det var Montgomery, der ønskede offensiven ved Arnhem - for at erobre broerne og bane sig vej ind i Tyskland fra nord. Da slaget var tabt, forsøgte Montgomery at smide ansvaret for nederlaget over på alle andre. Det gav en skidt stemning i den allierede overkommando.

Beevor fortæller et sted i bogen om Montgomerys rædselsfulde måde at være på.

Eisenhower var kommet til skade med knæet og var sengeliggende. Han kaldte sine ledere sammen for at diskutere situationen - bl.a. planerne om Market Garden. Men Montgomery tog ordet og skældte ham ud - og skældte alle ud, især amerikanerne og brokkede sig over alt. Intet var godt nok. Og så fortalte han endnu en gang Eisenhower, hvor tåbelig og dum han var.

Så bøjede den amerikanske øverstbefalende sig frem, klappede Montgomery på knæet og sagde: - Sådan kan du ikke tale til mig, Monty. Jeg er din chef! Stille og roligt. Men med vægt og værdighed. Montgomery mumlede undskyld.

Men striden mellem topcheferne gjorde, at de allierede ikke samlede alle kræfter, men spredte dem. Det var de trængte tyskere ret tilfredse med. Det er tankevækkende at se Beevors afdækning af stridighederne i den allierede ledelse. Midt i den største krig i historien var der chefer, der optrådte som forkælede skolebørn.

Slagne mænd. Britiske faldskærmsfolk overgiver sig til tyskerne efter at være nedkæmpet ved Arnhem. Foto: World War Museum, London

Det hæslige efterspil

Operationerne omkring Rhinen og Arnhem varede en uges tid. Den 25. september var slaget endt. Der var stadig mindre kampe rundt omkring. Enkelte engelske og flere amerikanske faldskærmsfolk kæmpede sig tilbage til egne linjer. Tyskerne havde vundet deres sidste sejr i krigen. Og de var dårlige vindere.

For tyskerne indledte omgående et brutalt hævntogt mod den hollandske civilbefolkning, der i høj grad havde hjulpet de britiske og amerikanske soldater. Hele Arnhem by blev brutalt plyndret, befolkningen tvangsevakueret, mange sendt i KZ-lejre. Der blev gennemført talrige henrettelser af hollændere, som tyskerne mente, havde hjulpet de allierede - og så blev hele området systematisk plyndret.

Ikke mindst tog tyskerne alt, som kunne spises.

Efterhånden som de tyske tropper senere trak sig tilbage til "Das Reich", tog de grise, køer, får, høns og gæs med. De stjal også alle de biler og cykler, de kunne finde. En hollandsk husmor fortalte chokeret, at hun havde set en flok tyskere stjæle en ambulance - og mase en ko ind i den - for at få den med på flugten.

Både de britiske og de amerikanske faldskærmstropper havde det forfærdeligt med at trække sig tilbage - eller overgive sig til tyskerne. Fordi de vidste, hvad der ventede de hollændere, de havde lært at kende. Der var intet overraskende over den tyske hævntørst. Den var forudsigelig. Det var set flere andre steder.

Antony Beevor lægger stor vægt på den kranke hollandske skæbne i bogen. Han slutter faktisk med at fortælle historien om den såkaldte "hunger-vinter" - vinteren 1945-56 - hvor der var regulær hungersnød i Holland. Det tidligere så rige land med den store landbrugsproduktion, var blevet plyndret i en grad, så der ikke var mad til befolkningen. Hollænderne sultede - mange døde af underernæring.

Det er en grim historie, men det er herligt at læse, når Beevor senere skriver: På trods af tyskernes grusomheder har jeg i Holland i forbindelse med jubilæer for Market Garden oplevet, at hollænderne ikke alene var modige og seje, da der var krig.

De har også vist stor vilje til bagefter at tilgive deres naboer i Tyskland.

Antony Beevor

"Arnhem - slaget om broerne 1944"

560 sider, spændende illustreret

Lindhardt og Ringhof

Chefen for 1. Luftbårne Britiske Division, generalmajor Robert Urquhart. Han nærede ingen tillid til operationsplanen og sagde på forhånd, at han betragtede angrebet ved Arnhem som en selvmordsoperation. Foto: World War  Museum, London
?Arnhem - slaget om Broerne 1944? vil givetvis få samme internationale opmærksomhed som forfatterens tidligere store bøger om bl.a. Berlins fald, slaget om Stalingrad og D-dag.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Energi Fyn interesseret i at købe Fjernvarme Fyn: Borgermøde viste massiv modstand mod fjernvarmesalg

Leder For abonnenter

Sparetid i kommunen: Respekt for aflysning af julefrokost i Ældre- og Handicapforvaltningen

RESPEKT FOR AFLYSNINGEN Julen er som bekendt traditionernes tid, men en arbejdsgiverstøttet firmajulefrokost kan aldrig blive en så fast tradition, at den er ubrydelig. Derfor fortjener beslutningen om at droppe årets julefrokost for de 4500 medarbejdere i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning respekt. Herunder medarbejdernes accept af beslutningen. Forvaltningens direktør Gitte Østergaard og Forvaltningsudvalget traf beslutningen, fordi økonomien er dårlig. Forvaltningen har i år brugt for mange penge, og dette overforbrug skal tjenes ind i 2020. Forvaltningsledelsen agerer altså på samme måde, som en ansvarlig ledelse i en privat virksomhed. I den private sektor er der mere julefryns til medarbejderne i år med store overskud, end i år med røde tal på bundlinjen. Anskuer man Ældre- og Handicapforvaltningen som en helt almindelig arbejdsplads, er beslutningen om at aflyse julefrokosten derfor elementær. Men beslutningen har skabt debat, fordi rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Søren Windell (K), er så ærgerlig over aflysningen, at han foreslår en centralisering af kommunens penge til personalepleje. Windells begrundelse er, at alle medarbejdere i en kommune bør have samme beløb til fryns. De enkelte afdelinger kan så selv bestemme, om pengene skal bruges til en julefrokost eller en sommerfest eller noget tredje. Rådmandens forslag er velment, og hans argument om, at god personalepleje er med til at fastholde gode medarbejdere, er bestemt validt. Men det modsatte argument, at lokal medbestemmelse også er personalepleje, er lige så vægtigt. Og her skal man huske, at Odense Kommune ikke blot er en stor arbejdsplads med i alt cirka 13.000 ansatte. Det er også en mangeartet arbejdsplads med vidt forskellige kulturer. Beslutningen om, hvordan man bedst fejrer jul med kollegerne, kan man derfor roligt overlade til de enkelte afdelinger. Det er ikke noget, politikerne behøver at blande sig i, hvad borgmester Peter Rahbæk Juel da også fornuftigvis afviser. Politikerne i Ældre- og Handicapudvalget har i solidaritet - må man gå ud fra - med medarbejderne besluttet også at aflyse deres julefrokost. Det er da en sympatisk beslutning. Men det må være tilladt at tilføje: Alt andet havde også set underligt ud og sendt et blakket signal.

Odense

4500 ansattes julefrokost-tilskud droppes: Tillidsrepræsentant opfordrer medarbejderne til at holde fast i julefrokosten

Annonce