Annonce
Danmark

En slags genfødsel af naturen som motiv

Rasmus Nikolajsen brød for alvor igennem, da han i 2016 fik Kritikerprisen for digtsamlingen ?Tilbage til unaturen?. Han har også skrevet romanen ?I Athen? og novellesamlingen ?Den ulykkelige boghandler?.

"Hvad skal vi med al den skønhed" er moderne lyrik på en måde, så selv mænd i Nordvestjylland kan være bogen bekendt.

Bøger: Det er få danskere, som læser digte. Og det er stort set kun kvinder. Kun ganske få mænd læser digte. Og i Nordvestjylland er der simpelthen ingen mænd, der læser digte. Sådan.

I en hver generalisering er sandheden det første offer. Således nok også i påstanden om, hvem der ikke læser digte. Men den bunder i en udtalelse fra en gammel ven, født og opvokset i Nordvestjylland.

Han flygtede til København og fik en flot karriere i dagspressen. En dag sad vi og talte om litteratur, især om lyrik.

- Det er først efter, jeg er kommet til København, at jeg har læst digte, sagde han.

- Det gjorde vi ikke ude vestpå.

- Hvorfor, spurgte jeg naivt.

Han så på mig, sad tavs lidt, så sagde han: Jeg kommer fra et sted, hvor det er mistænkeligt, hvis mænd hælder lidt mælk i kaffen. Hvordan tror du så, de ser på mænd, der sidder og læser digte?

Jeg kom til at tænke på den snak forleden, da jeg læste Rasmus Nikolajsens nye digtsamling "Hvad skal vi med al den skønhed".

For her var endelig en digtsamling, som selv mænd i Nordvestjylland kan være bekendt at have stående i reolen - og også blive grebet i at læse. Det er ikke fordi, digtene specielt er skrevet til eller for mænd. Det er fordi, der er tale om en række digte skrevet om efteråret. I virkeligheden er der måske kun tale om ét langt digt, der handler om efterår. Men det er måden, digtene er skrevet på, der før denne samling anderledes - og nok tilgængelig for flere mandlige læsere, end tilfældet er med flertallet af nye, danske digte.

Rasmus Nikolajsen har nemlig valgt at skrive digte, der er til at læse.

Hans samling oser ikke af at være skrevet i dyb angst eller under påvirkning af beroligende medicin. Der er noget sundt, normalt og ægte sansende over denne digtsamling. Det er en række digte om naturen, inspireret af naturen, men - og det er så her, Rasmus Nikolajsen træder i karakter som digter - også om mennesket og om livet.

Annonce
?Hvad skal vi med al den skønhed? er en digtsamling om efteråret - men også om livet.

Tør vi være lykkelige?

Rasmus Nikolajsen er en god iagttager. Og han formår at omsætte iagttagelserne til tanker og til smukke sprogbilleder.

Som når han skriver: "Fire krager letter, som ét større dyr, og flyver fra én ende af parken til en anden".

Ja, men det er jo det, vi alle sammen har set krager gøre, mange gange. Men uden at sætte ord på, at fuglene optræder synkront.

Rasmus Nikolajsen ser og beskriver et billede fra vores alle sammens virkelighed - og formår at sætte det ind i en kunstnerisk sammenhæng.

En efterårsdag i parken. Eller som når han digter om denne dag, hvor det er så herligt at være til. Hvor mennesker sidder mellem de smukke, højrøde blade fra vildvinen og er lykkelige. Og tanken så opstår:

"Jeg ved, jeg kan være i ulykken. Men kan jeg også være i lykken"

Ja, kan vi det? Magter vi at nyde lykken, når den kommer? Kan vi tage fat i den, tro på den, bade i lykken? Eller er vi for forsigtige, for angste for, at den skal forsvinde - til at turde nyde helt ud?

Rasmus Nikolajsen tager afsæt i efteråret. Den lille digtsamling kredser om efteråret, om løvfald - også om efterårets symbolbetydning. Livet har også et efterår. Der er muligheder for gode oplevelser. Men det ændrer ikke ved, at døden kommer nærmere. Som når Rasmus Nikolajsen skriver:

"En ung fyr sætter sig op på sin cykel/træder i gang og glider ind i strømmen af mennesker på vej/og egens ego falder så nyt ego kan opstå/og at betragte bladenes dødsdans er også at øve sig på trinene i ens egen død/og alt man ikke kan forcere og må lade tiden arbejde frem...

Digtsamling

Rasmus Nikolajsen

"Hvad skal vi med al den skønhed"

68 sider, forlaget Rosinante

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Sport

Midtbaneprofil forlænger i Middelfart

Leder For abonnenter

Ghettopakke: Aktuelle tal, tak

Der er ikke længere blot én, men nu to rigtig gode grunde til, at partierne bag den såkaldte ghettopakke tænker sig godt om og justerer kriterierne, inden de pålægger en række kommuner at begynde nedrivning af boligområder på den hårde ghettoliste. Med et bredt flertal bestående af seks partier bag ghettopakken må man udlede, at dette tiltag mod socialt udsatte parallelsamfund har solid folkelig forankring. Men den folkelige forståelse kan hurtigt skrumpe ind, hvis det viser sig, at et nedrivningsdiktat har et grotesk skær af tilfældigheder. Det har stødt mange borgere, at Odense Kommune tilbyder flyttepenge til dømte kriminelle i boligområder, der risikerer at havne på den nye ghettoliste, som sendes ud til december. Forargelsen er forståelig, selv om kommunen kun reagerer som alle andre, der ser en kæmpeudgift tårne sig op forude: Man forsøger at undgå den. Og her er der tale om, at nogle færre beboere med en plettet straffeattest i et par opgange måske er afgørende. Senest er det kommet frem, at nedrivning kan blive udløst af, hvad man kan kalde bagatelkriminalitet. Hvis en person får en bøde og ikke betaler den, havner sagen i retten, hvor personen får en dom. Ifølge et datatræk hos Fyns Politi for 2017 og 2018 har otte personer med adresse i det nedrivningstruede boligkvarter Solbakken i Odense fået en dom på grund af en ikke-betalt bøde. Disse eksempler belaster altså Solbakken i ghettoregnskabet og kan i sidste ende betyde nedrivning. Venligt udlagt vil det være et papirtyndt grundlag. Boligminister Kaare Dybvad besøgte et af Odenses udsatte boligkvarter for nogle dage siden og havde ingen bemærkninger til kommunens flyttehjælp til kriminelle. Derimod stillede Dybvad i udsigt, at de tal, der skal danne grundlag for ghettolisterne, skal være så aktuelle som muligt. Hvis det skal forstås sådan, at de 11 måneder gamle tal, der bruges i dag, ikke dur, er det en god erkendelse, selv om skrotning bør være en selvfølge. Betryggende vil det også være, hvis partierne bag ghettoaftalen giver opgørelsesmetoden et eftersyn. På landsplan berører ghettoplanen flere tusind mennesker og koster mange milliarder. Derfor skal kriterier og udførelse være uangribelig.

Annonce