Annonce
Odense

En håndens mand

- Man skal kunne føle sig hjemme i sit element, siger Per Berga Rasmussen.

UROKKELIG: Det er umuligt at skille mennesket Per Berga Rasmussen fra "projektet", som han kalder sit politiske virke. Men han er ikke så bidsk, som vi tror

Det er en af sensommerens varmeste dage. Fra haverne bag de små rækkehuse brummer, hamrer og banker det.

Per Berga Rasmussen åbner døren til sit lille hjørne af boligforeningen i shorts og bare tæer.

En mand i vatter, viser det sig hurtigt.

- Jeg har sorteret tvivlen fra, siger han på et tidspunkt.

Vi sidder i terrassens blå plasticmøbler med et glas vand.

En udendørs pejs sørger for varme på koldere aftener. I vindueskarmen i stuen står brændende kærlighed i potter og på muren hænger et af de klassiske relieffer i ler fra halvfjerdserne.

Per Berga Rasmussen piller ved vandflaskens skruelåg og prøver at fortælle om sig selv.

I byrådet en ilter, kompromisløs enmandshær, som mange har håbet ville holde mund blot en enkelt aften.

Hér en mild og lidt genert mand, som forklarer, hvorfor det ikke kan være anderledes.

Arbejderhjem

Vi tager til efterkrigsårenes Bolbro.

- Her byggede kommunen en masse udlejningsejendomme. Og her boligplacerede man en del af de mennesker, man også boligplacerer i dag. Dengang var de bare ikke sorthårede, siger Per Berga.

- Man kan vel ikke helt sammenligne det med Vollsmose i dag, men der foregik også ting.

Det var et børnerigt kvarter, hvor Per og de andre unger sloges, legede og byggede huler, mens forældrene var ramt af arbejdsløshed og kriser.

Pers mor var hjemmegående. Hans far var kommunal arbejdsmand og arbejdsløs tre måneder hver vinter - og så var han politisk aktiv i DKP.

-Det prægede hjemmet. Der kom og gik en masse mennesker, og der var altid diskussioner. Far havde ikke de store tillidsposter, men han var en partisoldat, som lagde utroligt mange timer i arbejdet, fortæller Per Berga Rasmussen.

Hjemmet var ordentligt, men også frit og sjovt.

Den lille Per gik ikke og tænkte over de små kår, siger han. Eller på byens fine folk og deres muligheder. Men selv om harmen over klasseforskellen ikke rasede, vidste han bare, at den var forkert.

- Jamen, det var den da, siger han.

- Det, at min søster og jeg fik en læreplads, en faglig uddannelse, betød meget for mine forældre. Drømmen om en akademisk uddannelse var aldeles urealistisk. Det var kun dem fra Hunderupkvarteret. Vi skulle aflevere en del af lærlingelønnen til husholdningen. Men så lærte vi, at der følger en udgift og et ansvar med en indtægt, siger Per Berga Rasmussen.

Kommunist som 14-årig

Som 14-årig meldte han sig ind i DKU.

- Det lå naturligt. Sådan var arvefølgen, siger han.

Han blev formand for lærlingeforeningen og det faglige arbejde var og er en stor del af hans politiske engagement.

I 1970'erne kom en del studenter med i kommunistpartiet.

- Men der var ingen tvivl om, at det faglige arbejde og det at være en håndens mand havde en højere prioritet, siger Per Berga, ikke uden stolthed over, at han stadig arbejder på fuld tid i Blik og Rør ved siden af sit byrådsarbejde.

Med studenterne kom også oprøret. Per gik med i alle protestmarcherne mod atomvåben, Vietnamkrig og global, social elendighed og lod sig fylde af ønsket om fred, som han siger.

Og det var ikke med masker som i dag, indskydes det.

- Den, der giver udtryk for et synspunkt ved at skjule sig, har ikke givet udtryk for noget, lyder det bistert.

- Og det gælder i øvrigt også politiet bag deres skjold.

Men han stod alligevel lidt på sidelinjen.

- Oprøret var studenternes. Og jeg var jo en ikke-akademisk proletarknægt, siger han.

Hans far havde knoklet for brændselshjælp til de arbejdsløse i Bolbro, og Per brændte også for det lokale.

Som 23-årig blev han DKPs spidskandidat til byrådet. Fire år senere, i 1974, blev han valgt ind.

Han kom også i DKPs centralkomite.

- Jeg var med til at flytte DKP væk fra at være et dogmatisk parti, som lyttede til alt, der kom fra Sovjet. Jeg har aldrig følt, at noget var rigtigt, bare fordi det kom fra et bestemt sted. Og systemtænkning har aldrig været mig. Så jeg havde det ikke svært, da det hele faldt, og man ikke længere kunne sige, at alle historierne om, hvad der skete i Østeuropa, var borgerlig propaganda.

- Min drivkraft er det enkelte menneske, også dem med en anden hårfarve, og det sociale engagement. Jeg er ikke akademiker. Jeg har ikke siddet og tænkt min holdning frem og er ikke til retorik. Jeg er en proletarknægt, slår han igen fast og kikker sig så om i den lille have et øjeblik.

Familien er prisen

Stadig en proletarknægt. Basta. Han og hustruen Jette har altid boet i boligforening.

- Af idealistiske grunde. Men også fordi vi tidligt valgte ikke at gældsætte os i et parcelhusliv. Vi har aldrig sat os hårdere, end vi kunne klare det på to gange dagpenge, siger han.

Så stram har økonomien dog sjældent været, må han erkende. Men han bliver alligevel på det jævne.

- Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle snakke med naboen om i Hunderup. Man skal også kunne føle sig hjemme, være i sit element, siger han.

Han mødte Jette en nytårsaften efter en DKU-fest. Hun var og er også engageret i fagligt og socialt arbejde. I "projektet", som Per Berga Rasmussen kalder det.

Og godt for det.

- Vi har aldrig betragtet det som mit projekt. Det er et fælles projekt. Vi vil rejse den sociale dimension i samfundsdebatten, siger han.

Mens barnebarnet Frederik leger barnumset på plænen med Jette, og den højgravide svigerdatter hviler i skyggen.

Per Berga betragter dem.

- Jeg kan med rette bebrejdes, at det ikke er familien, jeg har brugt mest tid på. Det ærgrer mig, for pludselig har man voksne børn, og børnebørnene kan snakke, siger han, der kun har en søn - Jette ville ikke mere.

Men så trækker han på skulderen.

- Men det har været prisen. Der er kun et sted, det kan koste. Sådan ser det ud.

I stedet har sommerhuset på Langø kompenseret. Det byggede Berga selv, og det nyder han stadig at sømme på.

- Men det er ikke et sted, jeg tager hen for at finde fred. Forudsætningen for at finde fred er, at man har haft ufred, at man er i konflikt med det, man laver, og det har jeg aldrig været. Så jeg tager da arbejde med. Jeg skiller ikke sådan tingene ad og betragter ikke mig selv som politiker. Jeg er bare mig selv, siger han.

Følsom og ærlig

"Mig selv" er et menneske, som ikke går rundt og griner og fortæller vittigheder, lyder hans karakteristik. Det kan han ikke. Men han er heller ikke sortseer på Verdens vegne.

- Jeg bliver ikke vred, dertil er jeg nok fynbo inderst inde.

- Min tålmodighed er stor, og jeg kan jo se, at tingene har rykket sig, siger han.

Og så er det et følsomt menneske. Som bliver berørt, når noget gør ondt på andre - det var jo der, det hele startede. Og som hader at holde personlige taler, for det sker, at man så græder.

Han smiler.

Han ved, at han i byrådsarbejdet er kendt som den urokkeligt bidske, der aldrig går med i forlig.

- Jeg søger faktisk ikke konfrontationer, jeg vil som fynbo helst vige udenom, når noget virkeligt skal sættes på plads. Men jeg er nok heller ikke ligefrem konfliktsky.

- Selv om jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre mener om mine politiske holdninger, er jeg dog ikke ligeglad med, hvad de mener om mig som person. Jeg bestræber mig på at være reel og ærlig og aldrig have skjulte dagsordener eller hensigter, siger han.

Trods det er byrådskollegaerne aldrig til frikadeller her i rækkehuset på Egilsvej.

- Jeg ville ikke føle det naturligt. De fleste af vores venner er fra vores ungdom. Det er kammerater, som har været med til det projekt, som er vores. Folk med en baggrund som min.

Annonce
OB For abonnenter

Den største af dem alle er gået bort: Tak for alt, Lars Høgh

Annonce
Annonce
Annonce
OB

Hilsner fra bl.a. Simon Kjær, OB, Brøndby, Michael Falch og Kasper Hjulmand: Mange er dybt berørte over Lars Høghs død

Assens For abonnenter

Tilhørere fulgte spændt med: Løsgænger har været centrum i flere stridigheder - onsdag gav han borgmesteren kæden på

Kerteminde

Bolchepigen flytter ud - restauratør overtager lokalerne: 'Jeg kan skabe noget mere liv - også til byen'

Assens For abonnenter

Christian og Marie vil udstykke alternative byggegrunde på marken - et af kravene er græs på taget: 'Det kan godt være, det er modigt'

Hjulmand hylder afdøde Høgh: En inspiration og et forbillede

Nyborg For abonnenter

Hemmelige planer: Penge fra sundhedshus går til Tour de France

Faaborg-Midtfyn

Hos Anne Høyby vinder den rå over den kogte rødkål juleaften

Odense

Farvel og tak: Letbanens problemer var parkeret en stund, da Mogens Hagelskær blev sendt videre med flotte ord

Vaccine tilpasset Omikron kan være klar til marts

Middelfart For abonnenter

Modstand mod foreslået fjernelse af skorsten: Kan en helt tredje løsning komme i spil?

Odense For abonnenter

185.000 solceller på vej ved landsbyer: - Det er jo et gammelt herregårdslandskab

Fyn

20 kilometer rør sat i system på Nyt OUH: Det er hjertet i Danmarks største nybyggede sygehus

Annonce