Annonce
Fyn

Overjordisk onsdag på Posten: Emotionel supernova fra en anden galakse

Guitarist Robert Jensen Buhl og forsanger Jonas Smith fra Blaue Blume leverede en toppræstation på Posten onsdag aften. Foto: Simon Staun
Ingen danske sangere overgår Blaue Blumes overjordisk syngende Jonas Smith, der sammen med et kompromisløst og ekstremt velspillende band gav publikum åndenød på Posten onsdag aften.
Annonce

Koncert: Blaue Blume er ikke kun musik. Det tenderer en tilstand, som man ikke når frem til, medmindre man investerer tid og tillid. Man skal turde sænke paraderne og tage med på rejsen, som både bevæger sig dybt ind i sindets afkroge hos forsanger Jonas Smith og langt ud i fjerne galakser.

Jeg har ikke hørt Blaue Blume live siden 2016, hvor de gav mig kuldegysninger i Avalon-teltet på Roskilde Festival. Siden er der sket ufatteligt meget for og i bandet, der efterfølgende gik i hi på grund af Jonas Smiths depression, som var så alvorlig, at han tabte håret. Der er skiftet ud i bandet, der tilmed er gået fra kvintet til kvartet. Og ikke mindst er der det seneste år – endelig – udkommet nye sange fra det noget nær genfødte band.


Jeg troede ikke, Jonas Smith kunne overgå sin forbilledlige indsats, men på det nummer løfter han sin stemme helt derop, hvor min skuffe med superlativer ikke slår til. Det er så knugende smukt sunget, at jeg er ved at vælte ned fra min stol.

Fra anmeldelsen


Undertegnede kårede gruppens album ”Bell of Woll” til det næstbedste danske album i 2019, og derfor er det en glædelig konstatering, at sangene derfra udgør skelettet i sætlisten. Faktisk spilles albummet fra ende til anden med to ældre sange behørigt kilet ind inden ekstranumre.

Koncerten på Posten indledes ligesom albummet med ”Swimmer”, der tydeligt indikerer forkærligheden for at smelte bombastiske elektroniske elementer sammen med den gribende, ultraemotionelle stemme. Det er tordnende højt, men heldigvis ikke så højt, at Jonas Smiths vokal drukner.

Til gengæld drukner man næsten i alle regn-, tåre og svømme-metaforerne, som fylder godt i de ultramelankolske tekster, hvor fortvivlelse, usikkerhed og en grundlæggende filosoferen om livet udgør en passende lyrisk modvægt til melodiernes tyngde.

Annonce

Guld for enden af regnbuen

Eneste sang med danske gloser er den knitrende ”Morgensol” – med silende regn som lydtapet - hvis eminente opbygning cementerer, at Blaue Blume ikke er bange for at bevæge sig ud på ukendte musikalske stier.

Det var ikke tilfældigt, at Blaue Blume blandt andet havde billeder af galakser på bagtæppet. Som lytter følte man sig sendt langt ud i rummet under koncerten. Foto: Simon Staun

Det giver mig gåsehud, da Jonas Smith i sangens anden del synger: ”Himlen er tung af farver fra lyset. Angsten er kold som et fjæs i dybet”. Med ekstra knald på rumklangen får det den tiltænkte katedral-effekt, hvor det er umuligt ikke få bunkevis af religiøse associationer og til en vis grad begribe alvoren i hans invaliderende angstanfald.

Selv om Jonas Smith har mistet sit lange, krøllede hår, har han ikke som Samson mistet sine superkræfter. Stemmen er i den grad intakt, og selv om jeg på ingen måder frydes over hans dårligdomme, kan jeg blot konstatere, at det har lagt en ekstra dimension på ham som sanger og sangskriver.

Blaue Blume besidder nogle af de samme kvaliteter som danske Mew og islandske Sigur Ros, der ud over at forene elektroniske, synthbårne elementer med rockens traditionelle instrumenter tør gå linen ud med otte minutter lange lydkollager, hvor man som lytter konstant kastes rundt.

Ligesom for enden af regnbuer venter der i disse sange ikke blot guldkrukker men den slags fortættede musikalske klimakser, som en melodi på tre minutter aldrig ville resultere i. Ligesom i andre aspekter af livet handler det om et solidt forspil, hvis man skal skydes helt ud i fjerne galakser.

Annonce

Knugende smukt sunget

”Rain Rain” og ”Bombard” glider sammen til én lang følelsesmæssig rutsjebanetur, hvor trommeslager Søren Buhl Lassen står for et veleksekveret bombardement. Han understreger gentagne gange, hvor vigtigt det er for dynamikken i sangene og ikke mindst liveoplevelsen med ægte trommer og ikke blot båndede beats, som mange bands nøjes med.

Guitarist Robert Jensen Buhl og gruppens nye medlem, guitarist og keyboardspilleren Buster Jensen, viser deres store talent med blandt andet den sublime intro til ”Thinking of Roxy”, hvor det sarte, veldoserede spil skaber den perfekte ramme.

Jeg troede ikke, Jonas Smith kunne overgå sin forbilledlige indsats, men på det nummer løfter han sin stemme helt derop, hvor min skuffe med superlativer ikke slår til. Det er så knugende smukt sunget, at jeg er ved at vælte ned fra min stol.

Blaue Blumes forsanger, Jonas Smith, indledte koncerten med kasket på, men tog den symbolsk af midtvejs i koncerten. Foto: Simon Staun

Sangen får følgeskab af ”Sky” ligeledes fra debutalbummet ”Syzygy” fra 2015. Det er præcis lige så stemningsfuldt og forførende som ”Thinking of Roxy”, at jeg tilgiver, at Blaue Blume ikke har mit ubestridte yndlingsnummer ”Buoyant Forces” med på Posten.

Det er muligt, at koncerten blev indledt med ordene: ”You swim across the ocean with no course”, men Blaue Blume er på intet tidspunkt i tvivl om kursen. Set og hørt fra salen virker det som et band i perfekt balance, og jeg kan love for, at Jonas Smith og resten af gruppen modsiger sig selv og den selvudslettende konklusion i sangen ”Lovable”: ”How come I never make you proud”.

Koncerten på Posten er én lang perlerække af sange, stemninger og præstationer, som Blaue Blume med rette bør være stolt af.

Om koncerten: Posten, Odense, onsdag 18. november: Blaue Blume

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce