Annonce
Assens

Emma giver ikke op: Danser og dyrker gymnastik trods parkinson

Arrangementet var arrangeret af Parkinson Assensklubben, Parkinson Yngre Fyn og "kom og dans" Odense. Foto: Nanna Bundgaard Bruun

73-årige Emma Jensen fra Voldtofte var med, da parkinsonforeninger inviterede til danseeftermiddag i Ebberup-hallen. Hun nægter at lade sig slå ud af sygdommen og både går, danser og dyrker gymnastik flere gange om ugen.

Ebberup: Omkring 25 personer danser rundt, mens countrymusik strømmer ud af højtalerne søndag eftermiddag i Ebberup Hallerne. Nogle bevæger sig let og frit, mens andre er en anelse mere stive og langsomme i deres bevægelser.

73-årige Emma Jensen fra Voldtofte er en del af sidstnævnte gruppe, men for hende og de mange af de andre gælder det ikke om at se smart ud på dansegulvet. Det vigtigste er, at de får sig rørt. Dansen kan nemlig være med til at holde parkinson nede. En sygdom Emma Jensen har på syvende år og nægter at lade sig slå ud af.

- Mange med parkinson isolerer sig, men det er vigtigt at komme ud blandt andre. Jeg tænker ikke på, at jeg har parkinson til dagligt. Det er kun, når jeg har ondt, siger hun.

Emma Jensen er ikke i tvivl om, at hendes høje aktivitetsniveau er med til at hindre hendes sygdom i at blive forværret. Siden hun fik diagnosen for syv år siden, er hun ikke blevet optrappet i medicin, og hun føler sig lige så mobil som dengang.

Den 73-årige pensionist går 24 kilometer om ugen, dyrker gymnastik to gange om ugen, spiller krolf og har en kortklub med sin mand og et andet ægtepar. Derudover sidder hun i bestyrelsen for Hjemmets Venner, som er en støtteforening til De Gamles Hjem i Glamsbjerg, og nu ville hun også lige prøve gymnastik.

- Min mand siger, at jeg ikke kan sidde stille. Jeg har altid været vild med at danse, så jeg ville se, hvad det her er for noget, siger Emma Jensen med et grin.

Annonce

Parkinson

Parkinsons sygdom er en af de almindeligste neurologiske sygdomme, og 7300 mennesker i Danmark har Parkinson.Gennemsnitsalderen ved diagnosestillelse er 61 år, men sygdommen optræder dog også hos yngre personer helt ned i slutningen af 20'erne.

Parkinsons sygdom har symptomer som rysten, muskelstivhed og langsomme, træge bevægelser.

Parkinsons sygdom er en kronisk lidelse, der langsomt tiltager. Parkinsonramte mister flere og flere af de nerveceller i hjernen, som indeholder signalstoffet dopamin. Dopamin er derved nødvendig for at få kroppen til at bevæge sig som ønsket.

Sygdommen kan på nuværende tidspunkt ikke helbredes, men ved et optimalt behandlingsforløb kan langt de fleste forvente en høj grad af symptomdæmpning og et livsforløb, som ikke bliver kortere på grund af sygdommen.

Det er første gang Emma Jensen (t.v.) deltager i et dansearrangement. Foto: Nanna Bundgaard Bruun

En travl kvinde

Hun løfter knæene og snurrer rundt med de skiftende partnere, hun får til arrangementet. Ikke alle trinene går lige godt, og hun kan mærke, hun er blevet mere stiv i kroppen af sygdommen. Alligevel er hun i godt humør.

- Jeg har arbejdet på et plejehjem, og så længe jeg selv kan stå op, gå i seng og gå på toilet, skal jeg ikke klage. Derfor gør jeg også meget for at holde mig i gang. Jeg nyder det også, især gåturene om morgenen. Det er også sjovt at danse. Jeg får grint og rørt mig, siger hun.

Efter en times danselektion får de dansende, som både er kvinder og mænd med parkinson og deres pårørende, fri. Der er kage og kaffe på bordet, men den travle dansedebutant har ikke tid til at blive længe denne gang.

- Jeg skal nå hjem og se landskamp med min mand. Vi er meget sportsinteresserede, siger hun.

Emma Jensen (t.h.) er en af flere parkinsonramte, der dukkede op til dansearrangement søndag.
Deltagere fra blandt andet Odense og Fredericia fandt vej til Ebberup Hallerne. Emma Jensen (t.h.) har dog ikke langt til hallen. Hun bor i Voldtofte med sin mand. Foto: Nanna Bundgaard Bruun
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Tyve brød gennem mur til Matas

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Fyn For abonnenter

Sørens gård køres over af jernbanen: Gid staten bare ville opkøbe mig

Fyn

Parti går i folketingssalen for at få bygget ny jernbane to år tidligere

Annonce