Annonce
Hus og have

Elskelige torturbødler

Illustration: Gert Ejton

Nybagte forældre får ofte skyld for ikke at kunne tale om andet end afkommets afføring, men det er min fornemmelse, at det emne højst kan indtage en fjern andenplads efter det vigtigste og vanskeligste spørgsmål i de fleste hjem, hvor der findes et spædbarn: Hvordan får vi ungen til at sove?

Et 20-årigt familiemedlem havde et kontant bud, da hun blev træt af gang på gang at få voksensnakken afbrudt af min førstefødtes vrælen under et weekendbesøg:

- Skal han ikke bare have lov at skrige af?

Hun var ikke den eneste, der luftede den slags tanker. Året var 2000, og en spansk læges bog om børn og søvn var netop udkommet på dansk med titlen “Godnat og sov godt”.

Allerede dengang var den kontroversiel.

- Vi kører efter “Ondskabens Bog”, erklærede en bekendt selvironisk, da hun forklarede, hvordan hun fik sit barn til at sove.

Jeg smilede høfligt og stift og fortsatte med at gå timelange ture med barnevognen for at vugge min baby i søvn. Min logik sagde mig, at når noget føles så forkert, kan det umuligt være det rigtige at gøre.

For metoden indebærer, at forældrene lader barnet græde i stedet for at vugge, synge, trøste og ae, når det ikke vil sove. At de ignorerer instinkterne og spændingerne i brysterne, som lyden af barnets gråd får til at dryppe i takt med tårerne. Det var information nok til, at jeg ikke engang gad læse “Godnat og sov godt”.

Bogens forfatter, Eduard Estivill Sancho, må have fået alverdens alkymister til at vride sig som søvnfjendtlige spædbørn i gravene af misundelse. For mens middelalderens kemikere aldrig opnåede at forvandle uædle metaller til guld, formåede Estevill af spinde guld på papiret. Hans værk er i dag er solgt i mere end tre millioner eksemplarer på 22 sprog ifølge Wikipedia.

Det er intet under, at tilbuddet om en løsning på søvnproblemerne virker forlokkende. Selv i dag, hvor min yngste er 10 år, er det ikke lykkedes mig at fortrænge mindet om de nætter, hvor en baby vækkede mig mindst hver anden time og kæmpede hårdt imod gensynet med søvnen. Det er en velkendt torturmetode at nægte mennesker søvn, og selvom babyer er udsædvanligt elskelige af torturbødler at være, vækker det desperation.

Betalingsviljen hos desperate mennesker er enorm, og de 179,95 kroner, bogen koster i 2019, virker selv sidst på måneden som en ubetydelig sum for den, der savner søvn.

En ny generation af småbørnsmødre har fået øje på bogen, og en gruppe af dem bryder sig meget lidt om, hvad de læser. De har opfordret Gyldendal til at trække udgivelsen tilbage, og 723 psykologer har i et åbent brev bakket dem op.

Forlaget har imidlertid afvist kravet. Det bliver spændende at se, hvad debatten kommer til at betyde for salget af bogen, som i gennemsnit er blevet omsat i 145 eksemplarer om året de seneste tre år. Det kunne jo tyde på, at doktor Estivills guldmine var ved at tørre ud, men måske får modstandernes opmærksomhed endnu en gang fyldt lommerne hos den nu 71-årige søvnekspert.

Mit familiemedlem valgte ikke selv “lad ham skrige af-metoden”, da hun blev mor. Hendes ældste udviklede en forkærlighed for at blive “for-svunget” i babyliften, før han var klar til at komme i barnevognen, hvor han så skulle køres en lang tur, før han lod øjnene glide i. Det gav flotte armmuskler hos forældrene, men det var givetvis også en lille smule anstrengende.

Under alle omstændigheder gik det over, ligesom de fleste spædbørnsproblemer gør det. Helt uden spansk lægehjælp.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce