Annonce
Navne

Else Hammerich fylder 80 år

ARKIVFOTO. Else Hammerich, tidl. centerleder, tidl. Europaparlamentsmedlem fylder 80 mÂr onsdag d. 7 september 2016. - -Julestafetten Forfatter og konfliktl¯ser Else Hammerich med marcipangris. (Foto: Morten Juhl/Scanpix 2016)

80 Else Hammerich bliver 80 år onsdag den 7. september.

Hun blev født ind i en familie, hvor både faderen og flere brødre var direkte involveret i modstandskampen mod besættelsesmagten under Anden Verdenskrig.

En af hendes ældre brødre blev dræbt af Gestapo, mens en anden blev såret af skud fra tyske soldater.

Gennem opvæksten og barndommen i og nord for København er Hammerich i en tidlig alder blevet opmærksom på kampen for retfærdighed og mod uretfærdighed.

Hun blev uddannet lærer, hvor hun især kastede sin interesse på bogligt svage børn, som skulle have særlig undervisning, inden hun læste videre og blev cand.pæd. og efterfølgende lektor på Blaagaard Seminarium.

Siden trådte hun ind i politik via solidaritets- og fredsbevægelser for forskellige sager rundt om i verden, og op gennem 1970'erne arbejdede hun aktivt for Folkebevægelsen mod EF, lige som hun blev medlem af SF.

Det blev hendes rute ind i Europa-Parlamentet, hvor hun 1979-1989 repræsenterede Folkebevægelsen. Her arbejdede hun især for at undgå for meget europæisk indflydelse på det danske samfund, hvor især miljø, sundhed og arbejdsmiljø udgjorde hendes kampområder.

Og der blev udkæmpet kampe. De mest kendte, der nåede offentlighedens kendskab, var nok sammenstødene med unionsforkæmperen Uffe Ellemann-Jensen (V), hvor Else Hammerich endte med at hive Ellemann-Jensen i retten for injurier.

Efter at have tabt sagen sluttede hun dog fred med sin tidligere kombattant, som et forbilledligt eksempel på konfliktløsning, og de to gik senere sammen om at skrive en debatbog.

Else Hammerich er kendt for at tale de svages sag, og hun har gennem årene skrevet og udgivet bøger om både konfliktløsning, pædagogik, kvinder i Chile og andre minoriteter i verden. (ritzau)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Mindeord For abonnenter

Mindeord: I byrådssalen boltrede Per Berga sig som en fisk i vandet

Annonce