Annonce
Læserbrev

Elløbehjul. Vi mangler en politisk drøftelse

Synspunkt: Stiftens glansbilleder 14. september af Voi og Tiers el-løbehjul, der står pænt på rad og række, er ikke det syn, vi møder i byen. De står eller ligger og flyder alle mulige steder. Og det går ikke.

Artiklen diskuterer, hvilken indflydelse el-løbehjulene har på den øvrige trafik. Den kollektive trafik kan ikke mærke, at el-løbehjulene er kommet til byen. Når man ser, hvem der kører på el-løbehjul, er det ikke en typisk bilejer, men børn og unge mennesker. De ville i stedet have gået eller cyklet.

Det er simpelthen ønsketænkning og urealistisk, at bilister vil droppe bilen og vælge at leje et el-løbehjul. Det er ærgerligt, at vi støtter en transportform uden fysisk aktivitet, når vi ved, hvor godt vi har af motion og fysisk aktivitet. Det får vi ved at gå og cykle.

El-løbehjulene er kommet for at blive. Men de blev indført overnight i Odense i en sommerferie uden en lokal debat og politisk beslutning om, hvor de må køre, og hvordan de i øvrigt skal opføre sig i byen. Så de skal køre på cykelstien, selvfølgelig. For dér placerer vi alle nye trafikformer: El-skateboards, to- og firehjulede el-scootere, speed pedelecs (el-cykler kører op til 45 km/t), hoverboards (el-rulleskøjter) og el-løbehjul.

Cykelstierne er blevet trafikkens skraldespand. El-løbehjulene og de øvrige nye eldrevne transportformer burde også have lov til at køre på vejbanen i den indre by, hvis der er plads. Det er der uden for myldretiden. Det kunne lade sig gøre, hvis vi generelt sænkede hastigheden til 40 km/t i den inderste del af byen. Det er i øvrigt også den hastighed, der er mest fornuftig at køre med der.

Det kræver sikkert lovændringer, og politiet er nok heller ikke glade. Men vi skal i gang med at finde nye løsninger nu. For el-løbehjulet er nok ikke den sidste opfindelse. Det næste bliver måske leje af overdækkede el-scootere, som vil være attraktive i de kolde måneder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce