Annonce
Læserbrev

Elefanten i rummet – sagen om botilbuddet på Fangelvej

Det er svært at sætte offentlig ledelse på den politiske dagsorden. Problemet eksisterer, alle er klar over det, men ingen taler om det. Elefanten er der, men ingen taler om den.

Allerede under valgkampen i 2017 forsøgte vi som en mindre borgerliste at sætte offentlig ledelse på dagsordenen. Desværre ikke med den store succes. Vi påpegede specifikt, at inden for Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning var der problemer. Forvaltningen har ikke de nødvendige kompetencer til at håndtere ikke bare de nuværende, men også de fremtidige udfordringer på ældreområdet.

Set over tid er der sket en forandring, som borgerne i Odense Kommune næppe er klar over. I forvaltningen er der sket et paradigmeskift, som betyder at fokus er på rehabilitering i forhold til pleje. Langt hen ad vejen en sympatisk tankegang. Borgerne skal blive selvhjulpne igen, men tankegangen har haft en række negative konsekvenser.

I takt med, at fokus på rehabilitering er øget, er det blevet reduceret inden for sundhed og sygepleje. Det har haft den konsekvens, at Odense Kommune over tid har nedprioriteret personer med højere sundhedsfaglige kompetencer blandt såvel medarbejdere som ledere. Set i lyset af den udvikling er det ikke overraskende, at den tragiske hændelse på Fangelvej sker.

Det er let at identificere svigt blandt medarbejderne, men årsagen til det mere fundamentale ledelsesmæssige problem er sværere at identificere og placere. BDO-rapporten har påpeget at der er sket ledelsesmæssige svigt, men årsagen er de næppe klar over. Sandsynligheden for at den tragiske hændelse på Fangelvej kunne ske, er ganske øget på grund af det ændrede fokus i Odense Kommune og de afledte ledelsesmæssige konsekvenser, det har haft. Manglende sundhedsfaglige kompetencer og fokus er den reelle årsag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce