Annonce
Assens

Ekspert: Intet styrker sproget lige så meget som højtlæsning

Laila Kjærbæk, lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation, SDU. Foto: PR
Når forældre sidder med barnet på skødet og læser højt af en bog, er det meget mere end ren hygge. Højtlæsning har ikke et sidestykke, når det kommer til barnets sprog, viden og empati.

Intet. Der findes intet, som giver den samme styrkelse af sprog, viden og empati som højtlæsning. I hvert fald ikke på én gang.

Så enkelt kan det understreges, hvor vigtigt det er at læse højt for børn.

- Nej, jeg er bange for, at højtlæsning ikke har et sidestykke, siger Laila Kjærbæk, professor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet.

- Børn elsker at få læst den samme bog op igen og igen. Det er rart og genkendeligt. Barnet begynder at kende de personer, der er med i historien, og vi kender det jo fra os selv: Vi har alle yndlingshistorier, der var lige spændende hver gang, selvom bøgerne var tyndslidte. Når vi ser på sprogudvikling, er højtlæsning den bedste måde at styrke børns sprog på.

Annonce
Man kan ikke overdrive alle de gode ting, der er ved at læse højt for børn.

Klarer sig bedre

For børnene og den voksne er det hyggeligt. Men uden at barnet gør sig det bevist, er højtlæsningen med til at give barnet vigtig læring, og det betyder noget for, hvordan barnet klarer sig, når det bliver ældre. Børn, der har fået læst op af deres forældre, da de gik i 1. klasse klarer sig næsten et helt klassetrin bedre, end børn, der ikke har fået læst højt derhjemme. Det viser en PISA-undersøgelse.

- Man kan ikke overdrive alle de gode ting, der er ved at læse højt for børn. Og så er det vanvittigt hyggeligt, siger Laila Kjærbæk.

- Nu har jeg snakket meget om sprog, men det betyder også noget i forhold til barnets kognitive, altså tankemæssige, udvikling. Bøgerne kan bidrage med viden om verden, der ligger uden for barnets umiddelbare hverdag, og barnet lærer at sætte sig i andres sted, når det hører, hvad hovedpersonen tænker og føler. Det udfordrer barnet og giver det større forståelse og viden.

Professoren pointerer, at højtlæsning i sig selv ikke er nok: Barnet skal involveres.

- På fagsprog hedder det dialogisk læsning. Det har den allerbedste effekt. Barnet og den voksne snakker om bogen, mens den bliver læst højt. Det handler om at få barnet til at reflektere. Den voksne stiller spørgsmål - gerne spørgsmål, der ikke har et rigtigt eller forkert svar, og så kan barnet argumentere og diskutere med den voksne. Og det kan inspirere til, at man går ud og leger nye lege, siger Laila Kjærbæk.

Voksne skal også underholdes

René Feodor fra Glamsbjerg har skrevet bogen "En tosset sommerferie og jomfruen, der blev væk" med det formål at få flere til at læse højt for børn. Han er desuden analysechef, og gennem det arbejde er han kommet frem til, at det er vigtigt for de voksne, at de også er underholdt, hvis de skal tage sig sammen til at finde den tid, højtlæsningen kræver. Derfor er bogen skrevet i voksensprog, men rettet mod børn.

- Jeg er sikker på, at han har ret i det. Hvis man oprigtigt skal opnå nærvær, er alle parter nødt til at være engageret. Børn kan lynhurtigt mærke, hvis den voksne hellere vil lave noget andet. Det er også derfor Astrid Lindgreens historier stadig bliver fortalt - de indeholder både en fortælling til barnet og til den voksne. Det giver noget mere, når begge synes, det er interessant. Så møder man også barnet i øjenhøjde, siger Laila Kjærbæk.

I sine analyser kom René Feodor også frem til, at mange voksne stopper med at læse højt, når barnet når skolealderen.

- Helt små børn kan selvfølgelig ikke læse selv. Der er det vigtigt, at de voksne læser. Men jeg kan kun opfordre til, at man bliver ved med at læse højt, så længe barnet overhovedet gider, siger Laila Kjærbæk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce