Annonce
forside

Egentlig ville han bare klage: Læser og reporter fjernede vaskemaskiner fra strand

- Hvor kan vi egentlig få bedst fat? Min oprydningspartner lægger en slagplan for, hvordan vi bedst får bakset den første og - skulle det vise sig - MEGET tunge vaskemaskine af stranden. Foto: Peter Becher Damkjær

Hvor svært kan det lige være? Udtjente vaskemaskiner skal på genbrugspladsen og ikke smides naturen. Og når nogen så alligevel smider dem i naturen, må nogen jo rydde dem op. Hvor svært kan DET så lige være? Ret svært, fandt en utilfreds læser og avisens reporter ud af.

Søndersø: Det starter med et enkelt opkald til avisen tirsdag morgen.

- Ja, hallo, det er tirsdag, og jeg har fået mandagsavisen. Og skulle I så ikke snart til at skrive lidt om de vaskemaskiner, der ligger på stranden ude ved Søby, siger manden i den anden ende af røret.

- Jo, det kunne vi da godt, men er de ikke blevet fjernet af kommunen?

- Nej, jeg har fjernet den ene, men der ligger stadig to ude ved Søndersø, siger manden.

- Skulle vi ikke mødes derude og tage en snak om det?

- Nej, jeg skal sgu't i avisen.

... Og der endte den samtale så.

Men efter en lille times tid, to kopper kaffe og en tilpas mængde oparbejdet forargelse over, at der tilsyneladende er gået mode i at smide udtjente hårde hvidevare fra sig langs de ærøske kyststrækninger, ringer jeg tilbage til manden.

- Okay, hør her, hvis du nu lige fortæller mig, præcis hvor de to vaskemaskiner ligger, så mødes vi derude. Så har jeg din tirsdagsavis og et par arbejdshandsker med. Så tager du en trailer bag på bilen, og så tager vi en snak, mens vi får fjernet dem og kørt dem på lossepladsen.

- Så skal det være klokken 12.30, jeg skal lige have spist mine ål ... og jeg VIL ikke have mit navn i avisen.

Annonce
Indmaden åbenbarer sig i den første af de to kasserede maskiner, og der er umiddelbart flere strandsten, end man normalt ville regne med at finde i en gennemsnitsvaskemaskine. Foto: Peter Becher Damkjær

Jern, cement og en kvart kubikmeter sten

Vi står lidt og kigger på de to hvide monolitter, der ligger på stenene i vandkanten, mens bølgerne slikker skvulpende opad dem.

På vej ned ad de nogen-og-tyve spejlglatte trætrin, der fører ned til vandkanten fra vendepladsen oven for skrænten, har jeg nået at fortryde min opfordring til manden om, at vi tog sagen i egen hånd en 11-12 gange. Og efter at have haft fat i den ene af de to vaskemaskiner, løber antallet op over 15.

- Hold KÆFT, de er tunge, når jeg lige at sige til min medoprydningsmand, inden en bølge skyller ind over min fod og fylder min støvle med havvand.

- Ja, jeg havde godt set, det var ved at blive højvande, så jeg tog gummistøvler på, lyder det fra ham.

Okay ... lad os få det her overstået.

Vi tager fat i den, der ligger tættest på trappen og begynder febrilsk at grabse rundt på den for at finde et sted, man kan få fat og løfte op i, men hurtigt bliver vi enige om, at det nemmeste vist er at tippe den rundt og så trille den hen til trappen. Eller så meget trillen som det nu kan lade sig gøre med en stor uhåndterlig klump metal fyldt med tromle, motor og en klods fastboltet beton til at holde den i ro under centrifugering.

- Det der gør det jo heller ikke nemmere, siger min makker, efter vi har fået bunden i vejret på monsteret og kan se, at vi har fået en kvart kubikmeter strandsten med i kassen.

Vi får skovlet de fleste af de blinde passagerer ud og får bakset vaskemaskinen hen til trappen. Jeg er snart på nippet til at tude over min egen fikse idé, mens jeg stille konstaterer, at mine handsker nu også er gennemblødt, mine hænder iskolde og jeg begynder at få en rigtig sund blodsmag i munden.

- Det er sgu noget svineri, synes jeg, lyder det fra min makker, mens vi står og kigger lidt op ad skrænten, hvor de to maskiner tydeligvis er blevet smidt ned fra.

- Det tager jo ingen tid at køre ud på genbrugsstationen i stedet for at køre her ud og smide dem af, konstaterer han helt rigtigt, inden han afblæser "pausen".

- Nå, skal vi få den op?

Vi må hurtigt opgive at "trille" hvidevarekolossen op ad trapperne, og min makker trasker op efter et reb, der kan lette arbejdet. Foto: Peter Becher Damkjær
En ende reb og et råbåndsknob senere er vi klar til at tage slæbet ... helt bogstaveligt. Foto: Peter Becher Damkjær

Og så lige én til

Vores trilleteknik kommer hurtigt til kort efter de første to-tre trin, hvor jeg også lige for god ordens skyld når at skvatte en fire-fem gange på de sæbeglatte planker.

- Tror du ikke, vi kan trække den op, spørger min arbejdskammerat og når lige at tænde håbet om, at han måske er kørende i en firhjulstrækker med spil i frontenden, i mig ... Også selvom jeg mener at kunne huske, det var en Fiat, han trådte ud af, da vi mødtes.

Han smutter op for enden af trappen og vender kort efter tilbage med et blåt nylontov. Jeg kan se begge ender og ved, at firhjulstrækkeren var ren ønsketænkning.

Vi får fundet et par huller, vi kan trække rebet igennem, og efter det er blevet bundet fast, tager vi fat i det blå tov og hiver i skøn forening. Med en laaaaangsom rumlen får vi trukket dyret op trin for trin, og med et sidste "HIIIIIIIIIIIIIIIIV!" rejser vaskemaskinen sig op over det øverste trin som en pukkelhval, der bryder vandet, for med et utroligt lidt hvalagtigt "KLONK" at lande fladt på græsset.

Traileren står blot fem meter fra os. Det er overstået om lidt, og jeg har under kampen opad trappen fået dagens anden, RIGTIG gode idé, som jeg vil indvie min makker i, så snart vi har fået den her klods vippet op på ladet.

Skrumlet bliver løftet op og skubbet hen over ladet i retning af trækket.

- Nå du, skal vi ikke sige, at det var det. Det ER jo reelt kommunens opgave at fjerne det her, og nu har vi vist dem, hvordan det skal gøres, siger jeg mellem hvæsende luftindtag og et par spytklatter - der givetvis indeholder rester af mit ellers friske lungevæv.

- Neeeeej, det er næsten for dumt ikke at gøre det færdig, nu vi er herude, lyder svaret.

Nu er der ikke længere nogen skam i at græde over egen dumhed.

- Hold kæft, hvor er jeg slap, når jeg lige at tænke, inden min væsentlig mere udholdende makker får sat klappen på traileren og proklamerer, at så er der afgang til genbrugspladsen. Foto: Peter Becher Damkjær

Slut med klager

Den anden maskine viser sig ikke at indeholde nær så meget af den lokale natur, som den første gjorde, og selvom min oprydningskollega en enkelt gang fejlagtigt når at kalde den for "let", er den under alle omstændigheder langt nemmere at få skubbet og hevet op ad trappen, end dens makker var.

Så relativt glidende går det, at jeg på vejen op endda har overskud til at bemærke, at det efter et klistermærke på sæbeskuffen at dømme tilsyneladende er en forhandler i Kværndrup, der i sin tid har solgt maskinen. Hvem der så har valgt at smide den herude på Ærøs sydvestkyst er der til gengæld ikke så meget, der peger i retning af.

- Jeg fandt jo også en i Vitsø her for en tre uger siden, da jeg skulle ud til min jolle, fortæller min makker mig, da vi har fået den "lette" (HA!) skubbet op bag dens overvægtige ven på traileren.

Jeg har fået vejret igen og begynder at kunne se klart i hele synsfeltet.

- Hvorfor ringede du egentlig ikke bare til kommunen? Som jeg sagde, så ER det vel deres opgave at fjerne den slags.

- Nej, det er folks opgave ikke at smide den slags sådan nogle steder. Men jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne holde ud at kigge på den, siger han.

Vi sætter os i bilerne og vender næsen østover mod der, hvor de to maskiner reelt skulle have været afleveret: genbrugspladsen.

Containeren til det større elektroniske affald er fyldt, men vi får lov at stille vores to fund foran den, og jeg rækker ind på passagersædet af redaktionsbilen efter den tirsdagsavis, jeg har taget med til manden.

- Kunne du finde på at tage ud og rydde flere ting op på den her måde?

- NEJ! Og jeg skal heller ikke længere ringe og klage over, at avisen ikke er kommet, hvis det er sådan noget her, man får ud af det.

Fremme ved genbrugspladsen i Husmarken får vi begge maskinerne vippet af ladet. Foto: Peter Becher Damkjær
Om ikke andet giver sådan en gang nærkontakt med en nogen-og-100-kilos maskine en et indblik i elektroniske løsninger, man normalt aldrig skænker en tanke. Foto: Peter Becher Damkjær
Og da de så endelig kom til det rette sted, var der ikke plads i containeren. Foto: Peter Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Letbanens etape to: Venstre vil lade vælgerne tale inden beslutning

Leder For abonnenter

Tabet af tillid

Det er ikke bare ærgerligt, at døren fra nu af er låst af om aftenen på Ringe Bibliotek. Det er også urimeligt for flertallet af brugere. Alligevel er det en naturlig konsekvens, efter at stedet gennem nogen tid har været udsat for hærværk i et omfang, der er uden for det, der betegnes som god opførsel. God opførsel er ellers, hvad man burde kunne forvente, når kommunen tilbyder borgerne at komme gratis i kontakt med computerudstyr og bøger til udlån efter normal lukketid. En ekstra service, som det ikke er rimeligt, at flertallet skal udelukkes fra, fordi et mindretal vælger at misbruge den tillid, kommunen har lagt til grund for ordningen. At tillid bliver misbrugt rækker imidlertid ud over bibliotekets vægge. Tillid er nemlig den lim, der får samfundet til at hænge sammen. Tillid står mellem linjerne. Det er det selvfølgelige i, at man passer på hinanden og på ting - uanset om det er éns egne ting eller nogle, man får stillet til rådighed som f.eks. et møbleret bibliotek. Det er svært at se nogen have noget imod idéen om det aftenåbne bibliotek. På alle måder må det være attraktivt for borgere i Ringe at kunne bruge biblioteket, når det passer dem bedst - uanset om de tilhører dem, der gerne vil vide mere, eller dem der keder sig og savner et sted at være. Da biblioteket er ubemandet, koster det intet at drive ud over tilliden til brugernes gode opførsel. Når biblioteket i Ringe fremover er aflåst om aftenen, er det derfor ikke bare ærgerligt og urimeligt. Det er også trist, for det er et symbol på afviklingen af en åbenhed, som vores samfund i årevis har brystet sig af, og som adskiller sig fra andre samfund, der ikke tør nøjes med at bygge på tillid men er nødt til at gøre sig afhængig af dens modsætning - kontrollen. Kontrol koster. Det værste ved den er dog, at lige så let, den er at indføre, lige så lang tid tager det at genopbygge den tillid, der er gået tabt.

Annonce