Annonce
Indland

Efter 50 år: Første danske moské i stadig kamp mod fordomme

- Moskéen har siden indvielsen i 1967 spillet en vigtig rolle i forhold til de muslimer, som bor i området, siger moskéens talsmand, Imad Malik.

Moskéen Nusrat Djahan i Hvidovre var landets eneste moské, da den blev opført. Siden er flere kommet til.

I 1967 blev en løgkuplet bygning indviet i Hvidovre. Det var Danmarks første moské, der slog dørene op.

Fredag er det præcis 50 år siden.

Ifølge talsmand Imad Malik spiller moskéen stadig en stor rolle i lokalsamfundet.

- Moskéen har siden indvielsen i 1967 spillet en vigtig rolle i forhold til de muslimer, som bor i området.

- Men også i forhold til gennem åbenhed og dialog at skabe en bedre sameksistens mellem muslimer og den ikkemuslimske befolkning, siger han.

Imad Malik påpeger, at moskéen forsøger at bekæmpe de mange fordomme, der kan være mod islam, ved selv at være et godt eksempel.

- Igennem alle 50 år har vi promoveret fred, tolerance og sameksistens.

- Ens eget eksempel er nok det vigtigste, og vi har jævnligt besøg af folk fra det omkringliggende samfund for at afkræfte de fordomme, der måtte være, siger han.

Selv om moskéen først fejrer jubilæet til september, markerer fredag alligevel en stor begivenhed for danske muslimer.

Det mener religionsforsker Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet.

- Man skal tænke på, at førhen var der en række små bedeforeninger, der måske havde et bederum i en kælder eller i et andet rum, hvor man mødtes og bad, siger han.

Moskéen i Hvidovre er tilknyttet den gren af islam, der hedder Ahmadiyya. Siden dens opførelse har også andre muslimske retninger fået moskéer rundt om i Danmark.

Og det er ifølge Niels Valdemar Vinding ofte godt, at der kommer steder, hvor islam kan blive dyrket.

I høj grad fordi det kan gøre det nemmere for den danske stat at gå i dialog med de muslimske borgere.

- Det betyder rigtig meget, for de mennesker, som kommer der, tager et ansvar og stiller sig selv til ansvar for islam, siger han.

- Således bliver det ikke noget, der går under jorden. Det bliver et sted, hvor islam kommer frem i lyset, og hvor vi kan forvente os en grad af selvjustits.

På den måde mener han, at moskéerne også kan være med til at modvirke de såkaldte parallelsamfund.

Religionsforskeren erkender dog også, at der kan være mange udfordringer forbundet med at have moskéer i det danske samfund.

Blandt andet har der flere gange været problemer i forhold til udenlandsk finansiering og indflydelse, som er blevet kritiseret fra politisk side.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce