Annonce
Odense

Efter 30 år i Nørregade: Café Paraplyen får lov til at blive liggende

- Jeg har godt nok ikke fået det endeligt på skrift endnu, men vi har fået at vide, at vi kan blive boende, så det regner jeg med nu, siger Marianne Kragmann, leder af Café Paraplyen i Nørregade. Arkivfoto: Nils Svalebøg
Café Paraplyen i Nørregade tiltrækker en bred vifte af mennesker, som mødes over en kop kaffe eller nogen at snakke med. Hvis stedet stadig skal være velfungerende, er det essentielt, at caféen bliver liggende centralt, siger leder.

Det er en god nyhed for de mellem 100 og 150 daglige brugere, at den sociale, alkoholfri Café Paraplyen i Nørregade ser ud til at få lov til at blive liggende. For den centrale placering i byen, tæt på banegården og med gode busforbindelser, er nemlig altafgørende, fortæller leder af Café Paraplyen, Marianne Kragmann.

- Jeg har godt nok ikke fået det endeligt på skrift endnu, men vi har fået at vide, at vi kan blive boende, så det regner jeg med nu. Beliggenheden er det vigtigste for os, men vi har heller ikke økonomien til at kunne flytte, siger hun.

Café Paraplyen fik ellers tilbage i 2017 at vide, at man skulle flytte, da bygningen skulle rives ned, men da ejerne fik nej til planerne om at opføre endnu en meget høj bygning tæt op ad TBT Tower, ændrede planerne sig. Og det kommer nu caféen til gode.

Annonce

Café Paraplyen

Café Paraplyen er en del af KFUM´s Sociale Arbejde og har eksisteret i 30 år. Mere end 50 frivillige hjælper til med blandt andet at lave mad, bage kager, lytte, rådgive og hjælpe med lektier, kontakt, netværk og fællesskab.

Her kommer dagligt mellem 100 og 150 brugere. Stedet har åbent mandag til torsdag fra klokken 10 til 20.30, fredag og søndag fra 10 til 17, men er lukket lørdag.

Måske kontor et andet sted

Foruden caféen i stueetagen råder caféen også over nogle kontor- og mødelokaler på andensal. Men hvorvidt man også for lov til at beholde de lokaler, er mere tvivlsomt. De bruges i dag blandt andet til møder blandt de frivillige og nogle af de grupper, som caféen har lavet, for eksempel for at hjælpe tidligere alkoholikere, og til gældsrådgivning.

- Men hvis vi mister vores lokaler på andensalen, er vi blevet lovet nogle nye til samme udgiftsniveau, siger Marianne Kragmann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce