Du er ikke født til skilsmisse

Alt i naturen har sin gang, og alle naturens elementer har en retning og en cyklus. Mine valmuer er afblomstret og står i frø. Når de smider frøene (eller jeg tager og spreder dem ud), starter et nyt liv. Det frø, som jeg har smidt, vil søge at vokse hen imod sit fulde potentiale - at blive en smuk blomst. Frøets liv og udvikling vil blive et mikrokosmos i makrokosmos. Og medmindre at der sker noget helt vildt, som for eksempel at jeg hakker bedet fri for alt der er på vej op, så VIL det frø faktisk blive en blomst.

Sådan er det også med mennesker. I det øjeblik vi bliver undfanget, og sædcelle og ægcelle tager sig sammen, gud ved af hvilken grund, til at fusionere -så starter kimen til et nyt liv. Medmindre ... at der sker noget meget drastisk, som gør at det nye liv ikke kan udvikle sig i den retning der er bestemt - så vil der ske en udvikling hen imod det nye livs fulde potentiale.

Det er ikke op til os mennesker at bestemme, hvornår der skabes hvilket liv. Det ved du godt. Selvom du sår er det ikke sikkert at du høster. Selvom I ønsker jer et barn, er det ikke sikkert at det umiddelbart kommer. Det kan oven i købet være at noget kommer på en tid og et sted, hvor du ikke havde beregnet det. Dette gælder både blomster og børn. Det er ikke i vores magt at skabe liv. Noget andet end os, end forældrene, bestemmer dybest set hvad der skal skabes hvornår.

Det kan give meget ro at hæfte sig ved den tanke, specielt hvis du i dit liv har modtaget budskaber om - eller der har været en stemning af - at du ikke var ønsket, ikke var velkommen. Fordi; i universet er vi alle sammen åbenbart ønskede. Ellers vil jeg gætte på at vi ikke var her. Ganske enkelt.

Den Gud du tror på og universet har ønsket dig her. Hvad mere er; der ligger også en hensigtserklæring om at alting forbinder sig. Kort sagt kan vi ikke leve uden at forbinde os med omverdenen på den ene eller anden måde.

Vi er afhængige af omverdenen. Lige fra livmoderen, og videre gennem livet, spiller vi sammen med omgivelserne. Intet lever kun i sig selv. Den måde du selv og andre agerer på i verden hver dag sætter sine spor - laver en ring i vandet. Vi er på alle måder hele tiden i samspil med omgivelserne, påvirker og påvirkes heraf. Vi bidrager og bliver påvirkede af andres bidrag.

Vi er også skabt til at relatere med andre mennesker. Og parforholdet er en af naturens vidunderlige påhit. Vi er skabt sådan, at vi bliver tiltrukket af en anden person, som vi ønsker at dele livet med. Pludselig - og nogen gange uden varsel - mærkes der en magnetisme i hjertet hen imod et andet herboende væsen og dets hjerte.

Det er ikke noget vi kan tænke os til eller se fornuftigt på eller analysere os ud af. Det er bare sådan det er. Vi søger ind i forbundethed og forpligtende parforhold - fordi det er vores natur.

Det er en del af det nye relationelle paradigme, præsenteret bl.a. af Harville Hendrix og Jette Simon i "Imago"-parterapien, at vi faktisk ikke bliver hele og lykkelige af blot at selvrealisere os eller selvanalysere os, men af at opnå reel kontakt og forbundethed med specifikke andre mennesker.

Vi søger både tilbage og frem. Vi har en længsel imod at føle os i balance, føle vores egen pulserende energi harmonisk, mærke velbehag og livfuldhed. På samme måde som da vi blev født, som verdensåbne mennesker, der hvilede i vores egen væren, med en naturlig nysgerrighed og åbenhed, og et naturligt drive imod at spille sammen med omgivelserne, både forældrene og verden generelt. Komme i kontakt med omverdenen - forbinde os til den. Lade den påvirke os og selv komme med forskellige udtryk for vores aktuelle oplevelse indeni.

Det lille barn fødes åbent. Ligesom dyrebørn. Det har noget med sig, et potentiale og et drive. Føllet rejser sig op på benene, selvom det er nogle stankelben og man ikke skulle tro at det kunne. Kyllingerne tøffer efter deres hønemor. Og spædbarnet rækker ud efter fars næse, specielt hvis det opdager at det får ham til at le, for så ler det også selv, hvilket bobler i maven, og de har det sjovt. Denne umiddelbare livslyst og hvilen i livet og sig selv bliver også påvirket af kedelige oplevelser.

Vi forældre gør altid vores bedste for at imødekomme vores barns behov - men vi er alle sammen utilstrækkelige. Ingen kan påstå at have været tilstede på en pletfri og perfekt måde i deres børns opvækst. Barnet må og skal altid sande, at alle impulser og behov ikke altid kan blive mødt. Det er frustrerende!

På nogle punkter vil vi altid møde en mur. Der vil altid være signaler, der ikke blev opfanget, eller kunne tolkes, i samspillet barn - voksen. Derfor har vi alle - uanset alt det gode vi har modtaget - også mødt modstand eller misforståelser, der har været med til at forme os. Vores syntese af erfaringer er med til at forme dem vi er som voksne.

Hver gang der sker en misforståelse i kontakten eller vi har en impuls, som ikke bliver mødt, trækker vi energien lidt tilbage og bliver lidt mindre hele og lidt mindre forbundne.

Hvis vores omsorgspersoner generelt tolker os helt hen i skoven og de svar vi får, når vi rækker ud, bliver mødt med noget, der er angstvækkende eller farligt, går det helt galt . Så trækker vi os helt tilbage fra kontakten og forbindelsen med omverdenen.

Men - stadig - udgangspunktet er at vi har en hvilende pulserende, livfuld energi, der er nysgerrig på livet. Som ønsker at forbinde sig og gå i kontakt med omverdenen og med andre mennesker, ønsker at være sammen med, ønsker tilpas nærvær fra andre mennesker og tilpas samspil. Det er denne tilstand vi søger tilbage til, når vi søger efter en partner, en mage, en ægte fælle.

Vi vil gerne blive hele... ligesom valmuen. Vi ønsker at heles. Hver eneste af vores celler er skabt med selv-helende effekter. Som påvirkes af næring og andre udefrakommende elementer. I forelskelsesfasen kan vi føle et strejf af, hvad det vil sige at være hele. Vi føler, at nu har vi fundet hjem. At vi har fundet vores bedre halvdel. At mulighederne for at få opfyldt alle vores ønsker ligger lige for fødderne af os. At alt hvad vi længes imod synes at kunne lykkes sammen med denne person. Som en ny chance, en ny start.

Så når vi opdager senere, at denne person ikke vedblivende synes at kunne give os denne fantastiske følelse, og faktisk rummer temmelig besværlige elementer, hvilket de fleste af os må sige at gøre. Ja, så bliver vi skuffede. Vi tror, at så har vi fundet sammen med den forkerte. Vi ønsker måske pludselig adskillelse. Vi dropper forholdet. Søger skilsmisse. Men ... vi er ikke skabt til at være adskilte. Vi er skabt forskellige. Med særegenheder. Og hver vores vanskelige sider. Forfulgt af dette et af vores dybeste formål - at forbinde os for derigennem at nå vores fulde potentiale - at blomstre.

gitte sander

Overgade 14, Odense C er psykoterapeut