Annonce
Nordfyn

Dorthe fik bugt med depressionen

Dorthe Christensen er uddannet dyreassistent med speciale i heste, og hun savner at arbejde i den friske luft, men så må hun kompensere i fritiden.

Nu skal Dorthe Christensen undervise langtidssygemeldte nordfynboer i at overvinde problemer med at leve med sygdom og komme tilbage på jobbet

Nordfyn: Det tog mere end 10 år, før Dorthe Christensen kom op fra det sorte hul, som depression på depression sendte hende ned i.

Ned i mørket, hvor hun i perioder isolerede sig fra alle andre end forældrene, og hvor hun var overbevist om, at hun ikke kunne bidrage med noget i samtale med andre, fordi hun alligevel bare gik derhjemme.

Men pludselig, i 2011, lysnede det. Hun fik ro i sit hoved, primært fordi hun slap for at møde fysisk op til samtale hver 7. uge på Jobcenteret. Efter aftale med en forstående sagsbehandler fik Dorthe Christensen lov til at klare samtalerne over telefonen, og det hjalp hende til at komme ovenpå.

Annonce

Lær at tackle job og sygdom

Nu arbejder Dorthe Christensen i et 15 timers fleksjob i Sundhedshuset i Bogense.
Hun er glad og har lært at vende de negative tanker til positive.

Sammen med en anden fleksjobber skal Dorthe Christensen fra begyndelsen af marts undervise på et kursus, der hedder "Lær at tackle job og sygdom".

Det retter sig til langtidssygemeldte, der kan lære, hvordan de får et bedre liv med deres sygdom og hvordan de hurtigere kan komme tilbage til jobbet.

Og det lærer de bedst, hvis underviserne selv har stået i samme situation og kan øse af egne erfaringer, viser forskningen.

I Fyens Stiftstidende i dag, mandag, kan du læse mere om Dorthe Christensen og om kurset, der bliver fulgt af forskere fra Aarhus Universitet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce