Annonce
forside

Dommen over et sygt sundhedsvæsen

Der er som sådan ikke noget nyt i læge Iza Alfredsens "Min Mening"-klumme i tirsdagens udgave af Fyns Amts Avis. Men ikke desto mindre er den opsigtsvækkende læsning.

På baggrund af en tragisk sag fra Svendborg, hvor en yngre læge i en uddannelsesstilling blev dømt for forsømmelse i forbindelse med en patients død, beskriver Iza Alfredsen arbejdet på et sygehus som "akkordarbejde" i et arbejdsmiljø, der "var præget af overtrædelser og hviletidsbestemmelser og generelt et massivt arbejdspres".

Og sagen, der kostede hendes kollega en dom i Landsretten, som en sag "præget af systemfejl på systemfejl. En fuldstændig rystende fralæggelse af ansvar fra ledelsens side".

Mange af os, der som patienter er i kontakt med det danske sygehusvæsen eller kender nogen, der arbejder i det, har længe haft noget tilsvarende på fornemmelsen:

Der er noget helt galt.

Sundhedspersonalet forekommer at bevæge sig op og ned af sygehusgangene i et uhyggeligt højt tempo. Når man som patient venter på at blive tilset af en læge eller en sygeplejerske, må man ofte væbne sig med ekstraordinær tålmodighed.

Og på begge sider af sengegærdet nager frygten for, at der skal ske utilsigtede fejl.

Sundhedspersonalets kvalifikationer og vilje til at gøre et godt stykke arbejde er der ingen grund til at tvivle på. Det er der til gengæld på deres muligheder for at gøre præcis dét.

Annonce

Hensynet til personalets og patienternes ve og vel kan ingensinde tilsidesættes til fordel for en akademisk diskussion.

Det danske sygehusvæsen er tydelligvis ramt af sygdom. Det kan enhver se.

Det er, hvis man skal tro eksperterne og de, der driver sygehusene, derimod langt vanskeligere at stille en klar diagnose.

Ifølge sundhedsøkonomerne bliver der brugt flere penge på det danske sundhedsvæsen end nogensinde før samtidig med, at borgernes forventninger til det er konstant stigende.

Omvendt påpeger en analyse, Dansk Erhverv har gennemført, og som Berlingske offentliggjorde i går, at antallet af "kolde hænder" - altså administrative medarbejdere i sygehussektoren - er vokset vildt med 30 procent de seneste ti år. Mere end tre gange så meget som antallet af "varme hænder" - læger, sygeplejersker og andre ude på sygehusgulvene.

Og det er dén virkelighed, politikerne og sygehusledelserne nødvendigvis skal forholde sig til.

Hensynet til personalets og patienternes ve og vel kan ingensinde tilsidesættes til fordel for en akademisk diskussion om, hvorvidt den tiltagende bureaukratisering af sygehusvæsenet er en naturlig udvikling og/eller et nødvendigt onde.

Sagen er den, at der mangler "varme hænder". Og at såvel patienterne som personalet lider under det. Derfor vil fejl, som den der for nylig kostede en læge på Svendborg Sygehus en dom i Landsretten, ske igen.

Alt tyder således på, at læge Iza Alfredsen har ret, når hun i sin klumme i dag konstaterer:

"Lægen er dømt, men systemet er sygt".

Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

April 1960: Gadegennembrud i Nørregade

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Fyn

Sådan har corona ramt Fyn: Få overblikket over de nyeste tal fra myndighederne

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Nordfyn

Den sidste vinder i avisens kampagne er fundet: Lone har købt havegrej og dagligvarer i Otterup

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce