Annonce
Bagsiden

Dit nik med hovedet er et mysterium

Måske har vi helt bogstaveligt fået skikken med at nikke og ryste på hovedet ind med modermælken. Foto: Colourbox
De fleste mener "ja" når de nikker, og "nej", når de ryster på hovedet. Årsagen kan måske findes i mors mælk, men tendensen er ikke global.

Charles Darwin brugte ikke bare årtier på at forske i krebsdyr og koralrev og på at klassificere planter og dyr, inden han i 1859 præsenterede verden for sin evolutionsteori.

Han var også optaget af, om det var universelt, at alle mennesker nikker eller ryster på hovedet, når de vil kommunikere et "ja" eller et "nej".

Derfor sendte han spørgeskemaer til missionærer og andre, der var kontakt med civilisationer i verdens fjerne afkroge, for at spørge dem, om de lokale dér også nikkede eller rystede på hovedet for at sige "ja" og "nej".

Annonce

Nej i mange kulturer

Resultaterne udkom i bogen "The Expression of the Emotions in Man and Animal" fra 1872.

Charles Darwin kunne på baggrund af sin stikprøveundersøgelse konkludere, at en rysten på hovedet betød "nej" i rigtig mange forskellige kulturer.

Bevægelserne er dog ikke er universelle.

Her er nik et nej

Så tæt på som i Bulgarien gør man det faktisk omvendt. Her ryster man på hovedet som "ja" og nikker som "nej".

Det samme gør sig gældende i Albanien, Grækenland og endda nogle steder i Syditalien, hvor grækernes indflydelse gennem historien har været særlig stor.

Har man rejst i Indien, vil man sikkert også have stiftet bekendtskab med det traditionelle indiske nik, hvis betydning afhænger af øjenbrynene og nikkets fart.

Der findes endnu flere eksempler på, at man gør det anderledes rundtomkring i verden. Nik for "ja" og hovedryst for "nej" er dog mest udbredt.

Fra moders bryster

Henrik Høgh-Olesen, professor i psykologi på Aarhus Universitet, kalder det for "en plausibel teori", at det at ryste på hovedet for at sige "nej" kan være rodfæstet i vores forhold til vores mødres bryster som spæd.

- Vi har det jo med at ryste på hovedet, når noget generer os, og ikke kun når vi vil sige "nej". Når vi ikke vil have noget at spise, ryster vi på hovedet, fortæller Henrik Høgh-Olesen, der blandt andet forsker i evolutionær psykologi og primatologi.

- Så den bevægelse ser ud til at være medfødt. Eller også kommer den i hvert fald fra et meget tidligt stadie, når man ikke ville have bryst og mælk, tilføjer han.

Nik som underkastelse

Når det kommer til at nikke som "ja", er Henrik Høgh-Olesen lidt mere usikker på, hvad den evolutionære forklaring kan være.

- Mennesker er socialt-hierarkiske dyr, og når vi signalerer underkastelse, gør vi os mindre eller sænker hovedet og ser ned.

Denne gestus kan være blevet ritualiseret, således at vi nikker, når vi hilser på hinanden, for at signalere, at vi er fredelige og ikke ønsker at udfordre den anden, siger han.

- Vi nikker også, når vi er enige i en andens synspunkt, og underkaster os således dennes perspektiv, tilføjer Henrik Høgh-Olesen.

Ingen sikre bud

En anden teori knytter sig også til brystmælken. Den går på, at spædbørn, der jo ikke ser så godt endnu, søger deres mors bryst ved at bevæge hovedet vertikalt, når de er sultne.

Andre teorier går på, at nikkeriet er en mere moderat variation af bukket, som man i mange kulturer har brugt for til at hilse og vise anerkendelse.

Ingen af teorierne kan dog, som det ofte er med videnskaben, entydigt bekræftes, så det må desværre blive ved buddene.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce