Annonce
Fyn

Disse forlystelsesparker er mest populære

Vi hader trængsel og kø, når vi skal more os i ferien - og vi vil heller ikke køre alt for langt. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Tivoli, Legoland eller BonBon-Land? Hvilke parker er mest populære og hvorfor?

Sjov: Skal du også have familien med i en forlystelsespark denne sommer? Så er du langt fra alene.

Seks ud af ti danskere overvejer at besøge en eller flere danske forlystelsesparker denne sommer, og ikke overraskende er det især børnefamilier, der kommer til at dominere skaren af gæster.

Otte ud af ti småbørnsfamilier planlægger nemlig at lægge vejen forbi en forlystelsespark.

Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.

Annonce

Hvad skal vi vælge?

Afstanden til forlystelsesparken er et af de væsentligste kriterier, når vi danskere vælger forlystelsesparker, og derfor kan Hovedstadens forlystelsesparker: Tivoli, Dyrehavsbakken og København Zoo også forvente flest besøgende denne sommer.

I Jylland kan Legoland og Djurs Sommerland forvente flest gæster.

Det bedste indtryk

Det lokale tilhørsforhold er også afgørende for, hvilke forlystelsesparker vi har det bedste indtryk af.

Nordjyderne kan bedst lide Fårup Sommerland. Midtjyderne har det bedste indtryk af Djurs Sommerland, Syddanmark foretrækker Legoland og Odense Zoo, mens Tivoli er den mest populære forlystelsespark på hele Sjælland.

Tivoli Friheden havner på en tredjeplads, når midtjyderne skal bedømme forlystelsesparker, og må således se sig slået af Djurs Sommerland og Legoland.

Hader trængsel

De mest populære forlystelsesparker har dog udfordringer med at opfylde de kriterier, som ifølge flertallet af danskere er afgørende for en god oplevelse - i hvert fald på en varm sommerdag i højsæsonen.

Danskerne lægger nemlig vægt på, at parken ikke er proppet med gæster, at der ikke er lang ventetid til forlystelserne, samt at entre- og forlystelsesprisen er lav.

Børnefamilierne lægger desuden vægt på gode parkeringsforhold, børnevenlige forhold (pusleplads, legeplads, lån af klapvogne m.m.) samt muligheden for at medbringe egen mad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce