Annonce
Odense

Direktørfyring på Brandts koster udstillingsaftale

Ærgerligt at fyringen af direktøren på Brandts koster Odense Bys Kunstfonds udstilling i 2020, lyder det fra kunstfondens formand Anders W. Berthelsen. Arkivfoto: Christian Norholdt
Odense Bys kunstfond springer et år over i udstillingsrækken på grund af ledelsessituationen på Brandts.

Hvert tredje år holder Odense Bys Kunstfond en udendørs skulpturudstilling. Men den næste, der var planlagt til 2020, bliver nu udsat et år, oplyser fondens formand, Anders W. Berthelsen (S).

- Udstillingen skulle åbne i pinsen 2020 på Grønnegadepladsen og Brandts Klædefabrik, og administrationen og gennemførelsen af udstillingen var lagt i hænderne på Kunstmuseum Brandts. Men på grund af den aktuelle ledelsessituation på Brandts finder vi det nødvendigt at udskyde udstillingen et år, siger han.

Odenses kunst-triennale har fundet sted siden 1961. De fleste gange har Eventyrhaven været ramme om udstillingen, men i 2017 rykkede den ind i Odense Zoo.

- Det er ærgerligt, at vi ikke kan opretholde traditionen med udstillinger hvert tredje år, men vi ser ikke andre muligheder. Alle kræfter bør lægges i at hjælpe Kunstmuseum Brandts igennem en vanskelig periode, og det kan ikke nytte at belaste Brandts med flere opgaver end de højst nødvendige, siger formanden.

- Når situationen på Brandts bliver normaliseret, vil vi i kunstfonden overveje, om Brandts skal tildeles opgaven med at gennemføre udstillingen i 2021, eller om vi skal finde en anden samarbejdspartner og lokalitet til udstillingen.

Anders W. Berthelsen oplyser desuden, at Mads Damsbos fratræden som direktør for Kunstmuseum Brandts også efterlader en ledig plads i bestyrelsen for Odense Bys Kunstfond. Den besættes senere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Harmonikasammenstød i Vestergade

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce