Annonce
Indland

Direktør i DI Transport: - Nødspor er en nødløsning

Michael Svane er direktør i DI Transport og en af deltagerne på lørdagens motorvejstopmøde i Fyens Stiftstidendes mediehus på Banegårdspladsen i Odense. (Foto: Vibeke Toft/Scanpix 2017)

Michael Svane, direktør i DI Transport, fastholder vigtigheden af et permanent tredje spor på E20.

En løsning, der tager trykket her og nu, men langt fra tilstrækkelig.

Det er sådan, Michael Svane, direktør i DI Transport, ser på regeringens forslag om at inddrage 22 kilometer af nødsporet på E20 til myldretidstrafik.

- Nødsporsløsningen er en nødløsning i ordets bedste forstand, men det er vigtigt at få sagt, at det ikke er en varig løsning. Det er vigtigt, at vi får den permanente udbygning af motorvejen over Fyn, lyder det fra Svane.

Flere - herunder Claus Jensen, formand for Dansk Metal - mener, at nødsporet er en dårlig løsning for Fyn, som risikerer at havne bagest i rækken til et permanent spor. Den betragtning er Michael Svane ikke enig i. Dertil er problemerne og trænglsen på E20 for heftige, mener han.

- Jeg tror ikke, Fyn bliver sat bagest i rækken, men jeg ved godt, det er en diskussion. Problemerne på E20 er så store, at nødsporsløsningen, som jeg ser det, er et forsøg på at afhjælpe noget, man ikke har fået gjort noget ved. Den fynske motorvej er ikke en ligegyldig motorvejsforbindelse - det er central og vigtig infrastruktur, vi har med at gøre, og det er vigtigt at få gjort noget her og nu. Ellers bryder det hele sammen i løbet af de næste fem år, fastslår direktøren.

Det kommer langt fra bag på Michael Svane, at store vognmandsvirksomheder som Frode Laursen sætter millioner til på at holde i kø eller nedsætte hastigheden over Vestfyn. For Frode Laursen løber det årlige tab ifølge virksomheden op i 2,5 millioner kroner, og Dansk Industri har beregninger, der viser, at hvis de 8000 lastbiler, der dagligt kører over Fyn, bliver forsinket i fem minutter, så løber det op i et tab på 180 millioner om året.

- Det her koster ikke kun virksomhederne, det koster også samfundet, og ved siden af alle lastbilerne har vi også personbilerne, hvor virksomhedens medarbejdere sidder i kø. Så det samfundsmæssige tab er langt større, siger Michael Svane, som mener, at den rigtige løsning er at udbygge motorvejsnettet og samtidigt styrke den kollektive trafik.

- Jeg hører ikke til dem, der mener, at man kan bygge sig ud af alle problemerne, men vi har ganske centrale trafikkorridorer, der er helt afgørende for, hvordan Danmark hænger sammen økonomisk og erhvervsmæssigt. Der er et stort behov for at sætte flere penge i spil på at udbygge vores infrastruktur, herunder vejnettet, men også den kollektive trafik.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce