Annonce
Nyborg

Direktør for socialområde: - Vi har ikke handlet overilet

Marianne Stentebjerg er direktør for socialområdet i Nyborg Kommune. Arkivfoto

Direktør for socialområdet i Nyborg Kommune Marianne Stentebjerg mener, at de gældende regler er fulgt i sagen om familien Abdisalan Hussein, hvis børn er frataget retten til skolegang og daginstitution, da familien ikke længere har opholdstilladelse.

Familien Abdisalan Hussein er udelukket fra alle kommunale instanser. Er I bekendt med det?

- Ja, det er vi, og Nyborg Kommune har været i dialog med Udlændingestyrelsen. Vi forhørte os om familien stadig kan få skole og dagtilbud. Der har vi fået at vide, at det kan de ikke. Vi har som kommune ikke nogen hjemmel til at lade dem fortsætte.

Når de søger asyl, er de i en venteposition. Advokat Niels-Erik Hansen mener, at når man er i den proces, kan der ikke fratages f.eks. skolegang.

- Det er et politisk spørgsmål. Vi forvalter ud fra den bekendtgørelse, der er. Når familien får brevet om, at deres opholdstilladelse ikke er gældende mere, er det Udlændingestyrelsen, der betaler for de fornødenheder familien skal have. Det kunne være lægehjælp eller understøttelse. Så må vi som kommune ikke stille ydelser til rådighed på nogen måder i forhold til at hjælpe.

Det er en familie, der har bidraget til samfundet. De har alle været på sprogskole, faren har haft job, børnene tager uddannelse. Kan man være det her bekendt overfor jeres borgere?

- Det kan jeg ikke forholde mig til. Jeg er nødt til at forholde mig til den gældende lovgivning.

Så I har simpelthen ikke mulighed for at sige: Okay, vi lader - trods reglerne - børnene passe deres skole?

- Nej, det har vi ikke lovhjemmel til. Men jeg kan sagtens forstå, når man sidder udefra og læser ind i det her, at man tænker: Hold da op, det er ikke særlig humant, men det bare er den måde, vi må forvalte og administrere det på.

Hvordan har I som kommune valgt at tackle de her nye regler?

- Jeg har brugt en del tid på at sætte mig ind i det, fordi jeg gerne vil gøre det ordentligt og være helt sikker på, at vi forvalter på bedst mulig måde.

Har I gjort noget for at informere de personer og familier, der er berørt af det her, om hvad de skal gøre og hvad næste skridt er - haft en dialog med dem?

- Vores integrationsafdeling har haft meget dialog med familien. Både mundtligt og skriftligt. Vores skole- og dagtilbud har også haft dialog med familien og forklaret, at de ikke kunne fortsætte og begrundelsen for det.

Udlændingeadvokat Niels-Erik Hansen mener, at I som kommune har handlet overilet ved at tage familiens børn ud af skole og børnehave så pludseligt, som I har gjort her i Nyborg. Hvad siger du til det?

- Vi har handlet ud fra lovgivningen. Men jeg kan sagtens vedgå, at det må gå stærkt for en familie, der dels får at vide, at de ikke kan blive i landet og dels får at vide, at deres børn ikke kan fortsætte i deres skole og børnehave. Det har jeg empati til at sætte mig ind i.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce