Annonce
Ugens Bedste

Din avis skal både rykke og røre

Så fik den vinterferie ben at gå på. For mit vedkommende godt nok humpende på en krykke. En lumsk dynge tung sne på en rød piste i Norge gav mig et forvredet knæ. Og en smertefuld påmindelse om, at jeg er en markant bedre skiløber i hovedet end i benene.

Nå, heldigvis har nogen foretaget sig noget fornuftigt, mens vi andre tumlede rundt i sneen.

Eksempelvis de gode kvinder og mænd på vores lokale redaktion i Nyborg. De har kridtet banen op til et tættere samarbejde med lokalbefolkningen i det østfynske. Tanken er, at I, kære læsere, skal have større indflydelse på, hvilke sager redaktionen skal bruge kræfterne på.

Fordi vi har erfaret, at avisen bliver mere nærværende, når den tager konkret afsæt i spørgsmål, sager, hændelser eller udfordringer, der optager jer.

Derfor håber jeg, du får lyst til at være med, når vi rækker ud i avisen, på fyens.dk og ved de læsermøder, redaktionen har i støbeskeen. Grib invitationen fra redaktionen. Sammen kan vi nemlig lave journalistik, der rykker og rører.

Og det er faktisk vores ambition – ikke kun i Nyborg, men på hele Fyn: At avisen skal røre og rykke med historier, der efterlader sig spor.

Som det var tilfældet med podcasten om Helle fra Faaborg, der rejste i sin søns fodspor. Han døde midtvejs under et eventyr på den anden side af kloden. Den ulykkelige historie om at miste et halvvoksent barn er tidligere fortalt i Fyens Stiftstidende. Men interviewet til Podcasten Danmark tilføjer nye dimensioner om at bære det ubærlige. Om nødvendigheden af at sørge for at holde fast i minderne. Og om håb. Håbet om en dag at igen at kunne glædes.

Jeg streamede podcasten på bilturen hjem fra Hafjell. Fortællingen fængede i en grad, så ungerne på bagsædet slap deres iPads og lyttede tavst. Mens jeg iagttog drengene i bilens bakspejl og lovede mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere ville klynke over et forvredet knæ.

Podcasten om en mors rejse i sin døde søns fodspor er den ene af ugens fem anbefalinger. Lyt til den, hvis du vil have sat livet i perspektiv.

God weekend.

Annonce
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce