Annonce
Sport

DIF-direktør efter voldsdom: Sportens system fungerer fint

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Betinget fængselsdom overrasker ikke DIF, men direktør mener, at den vil være en øjenåbner for andre.

Danmarks Idrætsforbunds (DIF) direktør, Morten Mølholm Hansen, faldt ikke ned af stolen, da ishockeyspilleren Kristian Jensen fredag blev idømt 20 dages betinget fængsel.

Ifølge Mølholm er dommen på linje med, hvad han tidligere har set af sager fra sportsverdenen, som domstole har behandlet. Derfor mener han heller ikke, at den giver anledning til ændringer i DIF.

- Vores vurdering er, at sagen er usædvanlig, men ikke enestående. Principielt rykker den ikke ved idrættens eget disciplinærsystem, hvor langt de fleste sager fra idræt stadig skal afgøres, og det er et system, der virker godt, og som vi er godt tilfredse med, siger han.

Kristian Jensen fra klubben Frederikshavn White Hawks kom under en kamp 20. september i klammeri med Odense Bulldogs Lucas Bjerre Rasmussen.

Sidstnævnte fik et knytnæveslag i hovedet, mens han lå på isen uden hjelm. Han fik hjernerystelse, kraniebrud i højre tinding, bøjede ribben, blodsprængning i højre øje og et blåt venstre øje.

Af Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg blev Kristian Jensen idømt karantæne frem til 1. december, svarende til 17 kampe. Ishockeyunionen hører under DIF.

DIF tager afstand fra episoden. Og forbundet mener da også, at nogle sager er så langt fra sportens egne rammer, at domstole skal kunne tage dem op.

- I forhold til den retspraksis, der har været tidligere, lægger dommen sig i fin forlængelse. Den er ikke overraskende eller enestående. Men for dem, der ikke har været opmærksom på den retspraksis, vil den nok være en øjenåbner.

- Selvfølgelig er der ting, der går ud over, hvad man kan henvise til, der foregår inden for idrættens egne rammer. Vi skal selvfølgelig respektere og anerkende, at domstolene kan tage dem op, siger Morten Mølholm.

Kristian Jensen og hans forsvarer har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes til Vestre Landsret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce