Annonce
Udland

Dianas festkjole var ikke sællert ved London-auktion

Stringer/Reuters

En midnatsblå festkjole i fløjl, som prinsesse Diana havde på i en dans med John Travolta, var til salg.

En midnatsblå festkjole i fløjl, som prinsesse Diana havde på, da hun dansede med John Travolta ved en gallamiddag i Det Hvide Hus, kunne ikke sælges til den fastsatte mindstepris ved en auktion i London mandag.

To andre af Dianas kjoler blev dog solgt til priser, som var højere end de forventede.

Den berømte fløjlskjole fra Victor Edelstein var i en periode en af de mest genkendelige i Dianas garderobe. Den blev udbudt til salg som led i en modeauktion hos Kerry Taylor Auctions i London.

Der var en forventet pris på mellem 250.000 og 300.000 pund (mellem 1,8 og 2,7 millioner kroner). Men der kom ingen bud i dette prislag ved mandagens liveauktion.

Før auktionen havde auktionarius Kerry Taylor sagt til Reuters, at der var interesse for kjolen både i USA og i Storbritannien. Hun sagde, at kjolen tidligere var blevet købt i 2013 af en "romantisk gentleman, som ønskede at opmuntre sin kone".

Men efter at den senere hang i lang tid i en garderobe, vil parret gerne have den ud i offentligheden igen.

I et interview i sidste uge med Yahoo Entertainment sagde Travolta, at han var nervøs, da han gik ud på dansegulvet med Diana.

- Jeg tænkte, at jeg måtte trække på min læretid og vise, at jeg kunne føre hende, sagde stjernen fra filmene "Grease" og "Saturday Night Fever".

- Jeg vidste ikke på forhånd, at det var forventet, at jeg dansede med hende. Diana vidste ikke, at den daværende førstedame, Nancy Reagan, ikke havde fortalt, at det var planen, at jeg skulle være aftenens Prince Charming, siger Travolta.

Den ene af de to Diana-kjoler, som blev solgt, var en Katherine Cusack midnatsblå fløjls aftenkjole, som gik for 48.000 pund (omkring 426.000 kroner).

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce