Annonce
Bagsiden

DF'ere anmeldt for æreskrænkelse: Kaldte rektor for politiker

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Martin Henriksens anklage i ophedet radioprogram kan være overtrædelse af straffelovens paragraf 267. Viceborgmester i Nyborg også meldt til politiet i samme sag.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er blevet meldt til politiet for overtrædelse af straffelovens paragraf 267 om æreskrænkelse, fordi han under en radiodebat beskyldte rektor for Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm, for at være politiker.

Beskyldningen faldt i en udsendelse på P1, hvor man diskuterede, at gymnasiet lader nogle somaliske piger få undervisning på skolen, selv om familien står til udvisning.

Martin Henriksen var egentlig i gang med at beskrive, hvordan Nyborg-rektoreren pudser sin egen glorie i medierne, da han pludselig udbrød: "Du agerer som en politiker".

Annonce

Meget ringeagtende

- At anklage et andet menneske for at være politiker er groft ærekrænkende og noget af det mest ringeagtende, man kan udtrykke på det danske sprog. Ikke alene beklikker man ofrets troværdighed, man stigmatiserer hele ofrets familie med vidtrækkende konsekvenser, siger æresjurist Eva Færnæs fra Dansk Dokumentationscenter for Retskrænkelser, som står bag politianmeldelsen.

Kritikere indvender, at Martin Henriksen jo selv er politiker, men den køber Eva Færnæs ikke:

- Skulle der så også være tale om formildende omstændigheder, hvis anklager om økonomisk kriminalitet blev fremsat af en bankdirektør? spørger hun retorisk.

Viceborgmester også med

Dagen efter erklærede Nyborgs viceborgmester, Carsten Kudsk (DF), at nu ville også han betragte rektoren som politiker.

- Martin, du sagde det, vi er mange, der går rundt og tænker, skrev han i en kommentar på Facebook.

Herefter blev også han meldt til politiet for æreskrænkelse.

Ekspert ikke overrasket

En ekspert i god tone er ikke overrasket over politianmeldelserne:

- Man kan gå rundt og tænke, hvad man vil, men hvis man i en debat trækker p-ordet, overskrider man en usynlig grænse for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, siger Henny Marstal, der rådgiver erhvervsfolk i social medieadfærd.

Hun kan kun komme i tanker om én anden anklage, der ville være mere krænkende:

- Så skulle de have beskyldt rektoren for at opføre sig som en journalist.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce