Annonce
Danmark

Det vidste du ikke om FN's generalforsamling i 1948

Bodil Begtrup før afrejse til Island hvor hun blev ambassdør i 1949.Arkivfoto: Allan Moe / Ritzau Scanpix

FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder blev til i kølvandet på anden verdenskrig, hvor Danmark fik sat aftryk på tilføjelsen af en resolution om at sikre kvinder samme rettigheder som mænd.

Annonce

Erklæringen

De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder indeholder 30 artikler om menneskers grundlæggende rettigheder. Erklæringen var blandt andet en reaktion på anden verdenskrig. Krigens overgreb havde synliggjort behovet for mere end bare fredelige relationer mellem stater. FN ønskede at sikre borgernes beskyttelse mod overgreb fra deres egen stat.

Erklæringen gælder alle mennesker.

Danmark var et af 56 medlemslande, da Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev vedtaget.

Danmark har siden tiltrådt syv FN-konventioner om menneskerettigheder: Kvindekonventionen, Torturkonventionen, FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, Handicapkonventionen, FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, Racediskriminationskonventionen og Børnekonventionen.

Bodil Begtrup

Ved FN's Generalforsamling i Paris i 1948 fik danske Bodil Begtrup (1903-1987) sat et markant aftryk på verdenserklæringen om menneskerettigheder: At kvinder skulle have samme rettigheder som mænd.

Hun var i 1946 blevet rådgivende medlem af den danske delegation til FN's generalforsamling og formand for FN's kvindekommission. Tidligere havde hun været først næstformand og senere formand for Danske Kvinders Nationalråd.

På hendes foranledning kunne den danske delegation derfor stille forslaget om, at FN's generalforsamling skulle vedtage en resolution, som bød alle medlemslande at sikre kvinder samme politiske rettigheder som mænd. Den blev vedtaget i 1946 og blev derfor skrevet ind i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.

I 1949 blev Bodil Begtrup Danmarks første, kvindelige ambassadør, da hun fik det embede i Island.

Eleanor Roosevelt

Eleanor Roosevelt (1884-1962) var ikke kun præsidentfrue (gift med Franklin D. Roosevelt, USA's 32. præsident), hun var også ordstyrer for FN's Menneskerettighedskommission. Hun var blandt andet drivkraften bag udformningen af det frihedsdokument fra 1948, vi kender som Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.

Kilder: Amnesty.dk, Forenetformenneskerettigheder.dk, Kvinfo.dk, Danmarkshistorien.dk og Menneskeret.dk.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce