Annonce
Erhverv

- Det var da nemmere kun at ansætte raske mennesker, men vi har en forpligtelse

Kristine Lawaetz Lyngbo, direktør i Udvikling Assens. Foto: Christian Nordholt
Kristine Lawaetz Lyngbo, direktør i Udvikling Assens, oplever, at flere mindre virksomheder har fået øjnene op for de muligheder, der ligger i at tage socialt ansvar.

- Hvad ligger til grund for, at antallet af virksomheder, som får Udvikling Assens' Social Ansvarlig-mærke 2020, er næsten fordoblet?

- Jeg tror, der er flere grunde, men det, der fylder mest, er, at flere er blevet opmærksomme på mulighederne i mærket. Det er tredje gang vi uddeler, og jeg tror, at virksomhederne har opdaget, at de kan få det, og det betyder anderkendelse fra andre. For store virksomheder har CSR (Corporate Social Responsibility, red.) men de mindre virksomheder har måske været mindre opmærksomme på den positive effekt, det kan have på kunder og samarbejdspartnere.

- Har store virksomhed ikke også en fordel, fordi de måske har en stærkere økonomi?

- Jeg tror faktisk, at den slags socialt ansvar, vi snakker om her, er nemmere for de mindre virksomheder, fordi de har en nærhed og en naturlighed i forhold til at inddrage medarbejdere som fx har ondt i ryggen eller ikke taler flydende dansk. Måske har de ikke en HR-afdeling men de har en nær relation til medarbejdere.

- Hvad kan jeres medlemsvirksomheder bruge Social Ansvarlig-mærket til?

- Det er ekstremt forskelligt. De får et diplom og logo i digital udgave. Nogle bruger det aldrig, og andre bruger det meget bevidst. De har logo på hjemmeside og i deres e-mail-signatur. I en tid, hvor vi snakker ekstremt meget om virksomheders omdømme, så vil virksomheder godt være en god arbejdsplads og en bevidst arbejdsplads. Det er et vigtigt parameter over for kunder, eksisterende medarbejdere og samarbejdspartnere. Min klare opfattelse er, at de bruger det i det billede, de giver af sig selv.

- 61 ud af jeres ca. 400 medlemsvirksomheder har social ansvarligheds-mærket. Betyder det, at de resterende virksomheder ikke er socialt ansvarlige?

- Nej. Mange gør noget, men de her gør noget ekstra. Det er ikke altid den nemmeste vej, men det er ekstremt prisværdigt, for det er til gavn for både den enkelte medarbejder og for samfundet.

- Hvorfor er det vigtigt for jer i Udvikling Assens at have sådan en mærkning for virksomheder i Assens Kommune?

- Vi ser grundlæggende, at det er til gavn for virksomhederne, og vi vil gerne støtte op om det, noget som andre måske kan glemme, når de snakker produktionsoptimering og økonomistyring. Jeg syntes, der var et hul i markedet (da ordningen blev indført i 2018, red.). Der var nogle store CSR-certificeringer, som blev uddelt af ministre, men hvad med alt det rugbrødsarbejde, de små virksomheder gør? Det var da meget nemmere kun at ansætte medarbejdere, som var raske, talte perfekt dansk og aldrig havde syge børn. Men samfundsmæssigt synes jeg, vi har en forpligtigelse både som virksomheder og som virksomhedernes forening til at tage ansvar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce