Annonce
Indland

Det tredje spor: Staten købte Bjarnes hus - siden er intet sket

Bjarne Siemonsen bad staten købe sit røde hus tilbage i 2011, da han fik at vide, at huset i løbet af få år skulle rives ned for at give plads til en udvidelse af motorvejen. Foto:Yilmaz Polat

Fem husejere har for flere år siden ladet staten opkøbe deres huse, fordi de troede, at en udvidelse af motorvejen over Fyn var lige om hjørnet.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at han og hustruen fortsat ville bo i det røde hus på Bøllemosegyden ved Blommenslyst, hvis ikke en udvidelse af Fynske Motorvej havde spændt ben. Den udvidelse, som Bjarne Mørk Siemonsen og hundredvis af andre borgere blev informeret om ved borgermøder tilbage i 2006.

- Jeg tænkte: Pokkers også, da det blev klart for os, at vores hus ville ligge i vejen for en tilkørselsrampe, siger Bjarne Mørk Siemonsen, der for en kort stund er vendt tilbage til det hus, som han købte, da priserne var i bund i 1994.

I dag er det staten, der ejer stedet. Det samme gælder for fire andre ejendomme, der ligger i vejen for det tredje spor eller tilstødende ramper.

Annonce

Det er noget skrammel, at der ikke er sket noget endnu. Det er ikke ordentligt og redeligt. I 11 år har beboere langs motorvejen skullet leve i uvished

Bjarne Mørk Siemonsen

Statens opkøbte huse

Staten har allerede købt fem ejendomme, der ligger i vejen for den planlagte udvidelse af motorvejen.Disse forlodsekspropriationer er sket efter henvendelse fra husejerne selv, og den samlede købspris er på 10,7 millioner kroner (inklusiv dækning af flytteomkorstninger til ejerne.

Fire af ejendommene er overtaget i 2011 og en enkelt i 2013:


  • Middelfartvej 656, 5491 Blommenslyst, overtagelse 2011, Lone Holmstrøm Austin
  • Middelfartvej 660, 5491 Blommenslyst, overtagelse 2011, John Juul Jensen
  • Søndersøvej 85, 5492 Vissenbjerg, overtagelse 2011, Ole Koch Nielsen og Helle Lisa Nielsen
  • Bøllemosegyden 170, 5491 Blommenslyst, 2011 Bjarne Mørk Siemonsen
  • Bøllemosegyden 174, 5491 Blommenslyst, 2013 (dødsbo)

Kilde: Vejdirektoratet

- Vi boede der for kun 2300 kroner om måneden, og vi havde en ide om at skulle bo der, til vi gik på efterløn og pension, så vi havde råd til en masse. Derfor var vi kede af at skulle flytte, siger han.

Men i dag kan han konstatere, at der endnu ikke har været en gravko at vælte huset. Og ingen ved, hvornår det sker. Regeringens forslag om at ombygge nødsporet til kørsel i myldretiden berører ikke Bjarnes Siemonsens gamle hus.

- Det er noget skrammel, at der ikke er sket noget endnu. Det er ikke ordentligt og redeligt. I 11 år har beboere langs motorvejen skullet leve i uvished, og nu kommer så en nødsporsløsning, der risikerer at forhale det tredje spor i rigtig mange år. Og der sker bare så mange uheld, at det virkelig haster, siger Bjarne Mørk Siemonsen, der arbejder som familieterapeut i Odense Kommune.

Undrer sig

I sin tid fik parret at vide, at statens ekspropriationskommission formentlig ville komme i 2008, så staten kunne overtage huset.

- Men i 2008 fik vi så at vide, at det nok først blev i 2010, og vi undlod at male eller lave andre forbedringer, da huset jo skulle rives ned lige om lidt. I 2010 fik vi så at vide, at der højst sandsynlig først ville ske noget i 2017. Så syntes vi ikke, at det var sjovt længere. Vejdirektoratet sagde, at vi jo kunne prøve at sælge huset, men ingen vil jo købe et hus, der er dødsdømt, siger Bjarne Mørk Siemonsen.

Udvejen blev en mulighed for forlodsekspropriation, som anlægsloven for det tredje spor gav mulighed for, da Folketinget vedtog den i 2010. Et sådan statsligt forhåndsopkøb kræver dog skilsmisse, sygdom, nyt arbejde eller andre ændringer i folks livsvilkår, der gør en flytning nødvendigt.

- Men vi var jo hverken syge eller skulle skilles. Til gengæld havde vi børn i pleje, og kommunen ville gerne have, at vi modtog flere børn i aflastning. Det ville kræve en udbygning af huset, og derfor gik Vejdirektoratet med til en forlodsekspropriation, fortæller Bjarne Mørk Siemonsen.

I 2011 flyttede familien til Kirke Søby ved Assens.

- Vi er glad for at bo her. Så det er ikke sådan, at jeg er bitter. Staten gav dengang en god pris for vores gamle hus. Men jeg undrer mig meget over, at der politisk ikke er sket noget endnu. Her 11 år efter at vi blev orienteret, siger han.

I alt har staten givet 10,7 millioner kroner for de fem ejendomme, den har overtaget efter ønske fra beboerne. Husene er alle opkøbt i 2011 på nær et dødsbo, som staten overtog i 2013.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce