Annonce
Bagsiden

Det skal fejres: Bister tysker fik smilet frem op til sit jubilæum

700 smilende og afslappede Ludwig'er fyldte et par måneder en stor plads i Bonn. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Mens Danmark er optaget af at 100-året for Genforeningen, har resten af verden meget andet et fejre. Bagsiden er med.

2020 er et jubelår, hvor Danmark fejrer 100-året for, at vi fik den nordlige del af Slesvig tilbage, mens tyskerne beholdt den sydlige del. Og det er jo fint nok.

Men i Tyskland ... og især i den sydlige ende, er man mere optaget af at fejre 250-året for komponisten Ludvig van Beethoven (1770-1827)

Han blev født og døbt i Bonn, lidt syd for Köln, og her har forberedelserne til jubelåret været i gang næsten lige så lang tid som da Odense fejrede H.C. Andersens 200-års fødselsdag.

Til forskel fra Odense, hvor det hele fes lidt ud efter fire måneder, fordi fødselsdagen var 2. april, kulminerer festlighederne i Bonn først omkring 17. december, som var lille Ludvigs dåbsdato i 1770.

Annonce
Beethovens livsmaske støbt i 1812. Foto: Wikimedia

To slags image

En anden forskel er, at H.C. Andersen var så glad for at blive fotograferet, at vi alle kender eventyrdigteren med hatten, næsen, krøllerne og det milde blik.

Men Beethoven levede før fotografiets tid, så hans eftermæle har altid lidt under, at den eneste virkelighedstro gengivelse af hans ansigt var en maske, der blev støbt i 1812 af kunstneren Franz Klein.

At få lavet en gipsafstøbning i levende live var en ubehagelige affære, hvor ansigtet først blev gnedet ind i olie, derefter fik man stukket to strå i næseborene til at trække vejret igennem og til sidst blev man dækket af gips og skulle holde ansigtet i ro, indtil gipsen var størknet.

Panik under gipsen

Det fortælles, at Beethoven gik i panik og afbrød den første støbning, og at han ikke kunne slappe helt af under den anden støbning.

Uheldigvis for Beethoven er det netop denne bistre livsmaske, der i eftertiden er blevet brugt af kunstnere, som har malet, tegnet, hugget eller støbt ham.

Så når man ser Beethoven for sig, ser man et kantet ansigt med viltert, tilbagestrøget hår og en smal mund med nedadvendte mundvige.

Typisk buste af Beethoven som vi kender ham: Brysk og bister med viltert hår. Denne er udført af Hugo Hagen på baggrund af gipsmasken fra 1812. Foto: Wikimedia

Hyldest til glæden

Det besluttede kunstneren Ottmar Hörl sig for at noget ved, så som optakt til 250-års jubilæet opstillede han i maj fjor 700 grønne og gyldne, smilende Beethovenstatuer på Münsterplatz i Bonn.

De små plasticfigurer fik navnet "Ludwig van Beethoven - Ode to Joy" for at minde Bonn og verden om, at det trods alt var Beethoven, der i 1823 satte musik til Schillers digt "An die Freude" en af de mest storslåede hyldester til glæden - og fra 1972 også kendt som Europa-hymnen.

De 700 "Lächelden Ludwig" bragte smilet frem hos borgerne i Bonn, og da udstillingen blev taget ned efter en måned, blev statuerne fordelt mellem gæster, der undervejs havde finansieret udstillingen ved at sponsere en skulptur.

Det officielle Bonn lod sig ikke slå ud af den smilende Ludwig, så logoet for jubelåret er stadig et billede af en tungsindig komponist med nedadvendte mundvige. Men tillykke alligevel. 250 år - det skal fejres!

På den officielle hjemmeside for fejringen af 250-året, www.bthvn2020.de, ser Ludwig van Beethoven lige så bister ud som altid.
Ligesom der er HCA på lyskurvene i Odense, er der naturligvis Beethoven i trafiklysene i Bonn. Foto: Leon Kugeler/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce