Annonce
Odense

Det ryster, så huset slår revner: Efter fem år venter Claus stadig på ordentlig asfalt

Claus Bøgeholm har allieret sig med både sine naboer og sin genbo for at få udbedret kørebanen foran deres huse. Foto: Michael Bager
Når store lastbiler kører forbi Claus Bøgeholms hus på Middelfartvej, kan det mærkes helt ind i stuen. I 2014 blev der lagt midlertidig asfalt efter vejarbejde, og fem år efter er der stadig ikke lagt en ordentlig vejbelægning. Det har fået konsekvenser for Claus Bøgeholms hus.

- Så, nu kommer der nogle store, siger 52-årige Claus Bøgeholm om den række af lastbiler, der buldrer ned ad Middelfartvej, kort tid inden de suser forbi hans hus.

- Der er endda ikke så mange lige nu. Det er værre om morgenen og eftermiddagen, fortsætter han.

Dunk. Dunk. Man mærker det i benene, når de store køretøjer farer henover den slidte og ujævne asfalt foran Claus Bøgeholms hus i Blommenslyst. Vibrationerne bevæger sig gennem jorden og op i de nærliggende huse, så det brummer i vægge og loft.

Det har stået på de sidste fem år, efter der i juni 2014 blev gravet fjernvarmerør ned under vejen. Derefter blev vejen ordnet med en lappeløsning, og i 2019 er vejens tilstand stadig ikke forbedret.

- Det sker, at jeg vågner om natten, fordi lastbilerne kører hurtigere, end de gør om dagen. Så ryster hele huset, fortæller Claus Bøgeholm og siger, at det især er, når lastbilerne kører henover et sænket brønddæksel, at vibrationerne tager fat.

Annonce

Vedligeholdelse af veje

I 2011 indgik Odense Kommune en kontrakt med NCC, hvori NCC har fået ansvaret for vedligeholdelse af bl.a. kørebaner, stier og fortove, der ligger i det åbne land, hvilket Middelfartvej i Blommenslyst falder under.

Hver år udarbejdes der en handlingsplan for vedligeholdelsen af vejene, som NCC har ansvaret for.

Som borger kan du rette henvendelse til NCC på kjj@ncc.dk, hvis du har observationer vedrørende vejnettet eller hvis du har spørgsmål.

Kontrakten mellem NCC og Odense Kommune løber til 31. oktober 2026.

Opmærkning er ikke nok

I tre år levede Claus Bøgeholm med generne uden at klage til kommunen. Så begyndte der at dukke revner op på facaden af hans hus. For ham er der ingen tvivl om, at der er en sammenhæng.

- Det må være en konsekvens af det arbejde, der stadig mangler at blive udført, det er jeg sikker på. Jeg har boet her i 20 år, og de vandrette revner er først begyndt at dukke op for to år siden, forklarer Claus Bøgeholm.

Først tog han kontakt til NCC, der er hyret af Odense Kommune til at vedligholde mange af Odense Kommunes kørebaner, for at høre, hvad planerne var med vejstykket. Han fik at vide, at det lag, der blev lagt i juni 2014, var midlertidigt. Det permanente slidlag ville blive lagt på senere.

- Problemet var, at der ikke skete mere end det. Der var ingen afstribninger eller noget som helst de første år, siger Claus Bøgeholm.

Først da han tog kontakt til kommunen for at klage, skete der noget. Efter at have set vejen an, blev der opmærket linjer på kørebanen. Blandt andet er førnævnte brønddæksel blevet opmærket. Det har hjulpet en smule, men det er ikke alle lastbilerne, der holder sig helt inden for striberne, og de hjælper ikke på den ujævne asfalt.

NCC har efterfølgende kigget på vejstykket. Her lød vurderingen, at der ikke var behov for at gøre mere ved vejstykket her og nu.

Føler afmagt

Claus Bøgeholm har spurgt Odense Kommune, om han kan få hjælp til at reparere sit hus. Det kan han ikke, fordi han selv har ansvaret for at holde sit hus i god stand. Også selvom påvirkningen kommer fra den offentlige vej, som Claus Bøgeholm ikke kan gøre noget ved.

- Det er som om, det er ligegyldigt, at mit hus går i stykker, fortæller han.

Han vil helst bare kunne komme i gang med at ordne husets facade.

- Men der er ikke nogen idé i at gå i gang med arbejdet, mens problemet ikke er løst. I bund og grund ville jeg godt kunne leve med rystelserne, men mit hus rasler bare fra hinanden, forklarer Claus Bøgeholm.

Claus Bøgeholm er ikke den eneste, der er generet af vejbelægningen. Hos hans nabo har de for eksempel fjernet glas fra deres vitrineskab, fordi rystelserne skubber glasset ud mod kanten. De har også klaget til kommunen, men også uden held.

- Jeg føler mig så afmægtig, siger Claus Bøgeholm.

Revnen her er et af de steder på vejen, der kommer flest vibrationer fra. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce