Annonce
Nordfyn

Det rene vand fejres i Veflinge

Vandværksformand Henrik Pøhlsgaard er glad for, at Veflinges borgere har fået rent drikkevand i hanerne, så vandværket inviterer til en lille indvielse af den nye boring lørdag den 23. november. Arkivfoto: Thomas Gregersen
Efter flere års kamp er det slut med pesticider i drikkevandet. Den 23. november bliver det markeret ved den nye boring.

Veflinge: De bekymrede borgere i Veflinge og omegn kan roligt slå koldt vand i blodet, efter at Veflinge Vandværk har sat en ny boring i drift. Efter at have døjet med flere overskridelser af grænseværdierne gennem en årrække har vandværket nemlig fundet vej ned til noget af landets reneste drikkevand i Sønder Esterbølle. I den nye boring er vandet ikke alene frit for pesticider, men også i forhold til alle de naturlige stoffer, der findes i kvalitetskravene til drikkevandet.

- Det er vi selvfølgelig rigtigt glade for og synes, det skal markeres med en officiel indvielse, fortæller formand Henrik Pøhlsgaard fra vandværkets bestyrelse.

Det har været en lang vej med mange muligheder i spil, inden vandværket endelig fandt rent vand. Derfor er alle interesserede inviteret til et besøg ved vandværket, hvor der er stillet telt op og bliver serveret en øl - eller et glas vand.

Her vil vandværksformand Henrik Pøhlsgaard fortælle lidt om arbejdet med at finde det rene vand og hele forløbet med at få tilladelse fra lodsejeren til at etablere en boring, gravearbejdet og samarbejdet med de forskellige lodsejere.

- Derefter kan alle gå eller cykler ud og se den nye boring i byskoven. Der er cirka 3,5 kilometer derud, fortæller Henrik Pøhlsgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce