Annonce
Assens

- Det kræver kvalitetssans at arbejde i en grusgrav

Det er på med gummistøvlerne i Brylle Grusgrav. Det regnfulde vejr gør det til én stor mudderpøl. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Spørger man Henrik Clemmensen, NCC's driftsleder i Brylle Grusgrav, kræver det kvalitetssans, hvis man vil arbejde i en grusgrav. Det er et håndværk, hvor sidemandslæring er den sikre vej frem.

Brylle: - Mange i dag kommer nok med en baggrund som entreprenør, men jeg kan forestille mig, at man i fremtiden vil se mange grusgravsarbejdere med en maskinfører-uddannelse, fortæller Henrik Clemmensen, der er driftsleder i Brylle Grusgrav og otte andre NCC-grusgrave.

Han fortæller, at det i høj grad er sidemandslæring, når man skal oplæres i det arbejde, der finder sted i en grusgrav som den i Brylle.

- Man bliver simpelthen lært op af de andre i grusgraven. Det tager nok nogle år, inden man kan det meste, siger han.

- Men en rigtig vigtig egenskab at have er, at man skal kunne komme tidligt op, for arbejdet begynder tidligt på dagen i en grusgrav.

Og så skal man ifølge Henrik Clemmensen have kvalitetssans og være villig til at lære.

Annonce

Store og små sten

For arbejdet i en grusgrav er, som Henrik Clemmensen siger, et håndværk, og det skal naturligvis gøres godt nok.

- Hvis jeg for eksempel får øje på en stor sten, som er sorteret forkert, så flytter jeg den, for den skal ikke ligge sammen med nogle mindre sten, siger han.

- Vi skal jo bruge de rigtige produktionsmetoder, så vi får de rigtige varer. Når det skal bruges til beton, er størrelsen afgørende helt ned til millimeteren.

Derfor kræver det også, at man er opmærksom på detaljerne.

- Det duer jo ikke, hvis der sidder en stor sten og noget ler i lastbilens lad, hvis det læs skal bruges til beton. Så gummiged, lastbil og så videre skal være ren, når man skifter vare, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Assens

Kyndelmisse på Hjemstavnsgården

Annonce