Annonce
Klumme

Det er ikke frihed, der gør efterskoleelever frie

Måtte nogen mene, at friheden har trange kår, er jeg tilbøjelig til at give dem ret.

Annonce

I mandags kom vores elever omsider hjem. Matriklen summer atter af musik, sang og liv. Dermed er det hele som det skal være og det meste som det plejer. Der er ganske vist kommet en del nye retningslinjer og rutiner til begrænsning af smitte til, men på efterskolerne er vi eksperter i netop det at tænke i og opdrage til færdselsregler og rutiner. Her er der bare nye rutiner, der skal tilføjes og tilpasses.

I en efterskolehverdag er der i forvejen mange ting, vi gør på faste tidspunkter og bestemte måder. Det er bydende nødvendigt, når man lever så mange sammen og skal nå så meget rent indholdsmæssigt, som vi gerne vil.

Det ivrigt fremmanede billede af efterskoleelever, der bruger dagene på at ligge i klump og kramme får mig til at trække på smilebåndet, for det er i hvert fald kun en begrænset del af dagen, der levner tid og mulighed for dette.

Faktisk bygger efterskolens pædagogik på det paradoks, at eleverne frivilligt melder sig til et efterskoleliv i udstrakt ufrihed - og derigennem lærer noget væsentligt om deres frihed.

Vores elever vælger således ikke selv, hvem de skal dele værelse med. De vælger heller ikke, hvem de skal spise med, eller hvor de skal sidde i samlingssalen. De vælger ikke, hvem de har tjanser med, hvornår de skal udføres eller hvilke tjanser det drejer sig om. De er indforskrevet til en daglig stilletime på værelset og vælger ikke selv, hvornår de går i seng og står op.

Måtte nogen mene, at friheden har trange kår, er jeg tilbøjelig til at give dem ret.

Alligevel oplever eleverne en høj grad af frisættelse. De taler om “friheden til være den jeg er” - og denne frihed er helt forskellig fra “friheden til at gøre som det passer mig”. Ja, måske det netop er fraværet af den sidste frihed, der i høj grad stimulerer den første? Selvom der naturligvis også skal være frie rum og steder med mulighed for selvbestemmelse.

Et væsentligt perspektiv på dette er, at for løse rammer og mange frie valg giver magten til de sociale hierarkier, og at det er der ikke megen frihed i. Godt nok får det nogle til at gøre, som det umiddelbart passer dem bedst og andre til at bøje nakken og tilpasse sig - men i sidste ende bliver alle mere optagede af at spille de nødvendige roller og forsvare pladserne i hierarkiet, end de bliver af fordomsfrit at lære sig selv og hinanden at kende - samt fordybe sig i et fælles tredje.

De mange rutiner og strukturer er ikke kun logistik, de tjener i høj grad også det formål at sætte de sociale hierarkier ud af spil og give plads og frihed til noget andet.

Med det in mente, forhindrer de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen altså på ingen måde, at vi kan fortsætte med at danne de unge til et liv i frihed.

Der må tværtimod også være et potentiale: endnu noget, der kan læres om ansvar og fællesskaber. Derfor glæder jeg mig til i den kommende tid samtale med eleverne og kolleger om, hvad netop ufriheden - i form af den øgede rammesætning - kan lære os om friheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce