Annonce
Livsstil

Design til døden: Kunsthåndværkere filter urner af uld

Mette Østmann med Uurnas planteløgsformede urne. Sammen med Line Eskestad (siddende) og Pia Busk har hun designfirmaet Uurna, der laver filtede urner til bæredygtige bisættelser. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Den danske designvirksomhed Uurna skaber urner af uld, der skal give et bæredygtigt, varmt farvel i pagt med naturen.

Melerede nuancer af grå i grå imiterer sten. En hvid baggrund med strejf af sort sender tankerne hen på birkebark. En grøn løgform ender i en top, der illuderer en spire. Uurnas filtede urner skabt i uld af kyndige kunsthåndværkere er inspireret af naturen.

Især løget, der er skabt til at indeholde fire til fem liter menneskeaske, symboliserer "af jord er du kommet, til jord skal du blive". Og i en filtet urne vil den proces være så bæredygtig, naturlig og kærlig som muligt, mener kvinderne bag Uurna, filter Mette Østmann, keramiker Pia Busk og grafisk designer og billedkunstner Line Eskestad.

Den sidste opfandt de sanselige, varme urner, da hun manglede noget at bære sin mors aske til havet i.

- Lige efter hun var død, sad vi der og ordnede begravelse. Hun havde altid sagt, at hun ville spredes i havet, så vi sad og kiggede på urnerne, og den ene var mere kedelig end den anden. Vi endte med at transportere hende derud i noget æggebakkelignende noget. Den var ikke særligt charmerende. Efter min mor tog ud i havet, havde jeg urnen med hjem, og så fik jeg idéen, siger Line Eskestad.

Idéen var at skabe en blød og bæredygtig måde at sige farvel til sine kære. Ulden er hovedsageligt dansk og natur- eller plantefarvet, mens urnernes lukninger er lavet af naturelementer som pil, drivtømmer eller strandsten, der passer til designet.

Det naturlige, bløde og taktile tiltaler de folk, der har bestilt håndfiltede urner til bisættelser. En havde en afdød mormor, der lavede meget håndarbejde. En kvinde var lykkelig over, at hendes mand endelig kunne holde fødderne varme, selv om det var under jorden. Og en anden udvalgte en løgformet urne til sin mands bisættelse, fordi han havde elsket haven.

- For de efterladte er det en rar tanke at bisætte de afdøde i en blød urne. Der er det taktile i, at den er rar at røre ved, det virker enormt nærværende, varmt og trygt. Og selv om vi selv kan være ligeglade, når vi er blevet til aske, betyder det noget for dem, der sender deres ægtefælle, forælder eller bedsteforælder af sted, siger Mette Østmann.

Når man sænker uld-urnen ned i jorden og dækker den over, nedbrydes den fuldstændigt efter fem år og efterlader jorden beriget med mineraler og organiske stoffer. På den måde kan der spire nyt liv ud af det gamle som en helt konkret form for genopstandelse.

Annonce

Uurna

På et filtværksted i midten af Odense arbejder tre kunsthåndværkere, filter Mette Østmann, keramiker Pia Busk og grafisk designer og billedkunstner Line Eskestad, på at skabe urner af filt.

Uurna hedder deres designvirksomhed.

Urnerne kan bestilles ved bedemanden og koster i omegnen af 2000 kroner.

Men man kan også lave særlige, personlige bestillinger ved Uurna.

Se mere på www.uurna.dk.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce