Annonce
Odense

Derfor er botilbuddene så dyre: - Vi har en del unge, som ikke ville være her mere, hvis de ikke var blevet flyttet

Arkivfoto: Pia Hansen/Scanpix
Jeanette Brigsted-Ruhe, afdelingsleder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, forklarer her, hvorfor det koster op til 250.000 kr. om måneden at hjælpe nogle af de unge med alvorlige problemer.

Jeanette Brigsted-Ruhe, hvorfor har forvaltningen svært ved at styre udgifterne til især de tilbud, der kaldes midlertidig botilbud?

- De, der i dag kommer på et midlertidigt botilbud, er langt dårligere end bare for fem år siden. Vi oplever især en stor stigning i antallet af unge med psykiatriske diagnoser, og ofte har de også et misbrug af enten hash eller alkohol. Derfor er bostederne også nødt til at ansætte kvalificeret personale, som kan finde ud af at arbejde med den her målgruppe. Og det afspejler sig i den pris, vi betaler.

Så en pris på 250.000 kroner om måneden afspejler, hvor dårligt de unge har det?

- Ja. Mange af dem, der nu får et midlertidigt botilbud, har tidligere været forsøgt hjulpet i egen bolig med massiv støtte (housing first, red.), men på et tidspunkt bliver vi - i samarbejde med den unges netværk og psykiatrien og misbrugsbehandlingen - nødt til at lave noget andet, hvis borgeren skal komme godt ud på den anden side.

Hvad dækker ”individuel tunge” behov over?

- Vi har en del, som - tror jeg godt, jeg kan sige - ikke ville have været her mere, hvis de ikke var kommet på et midlertidigt botilbud. De har skadet sig selv meget voldsomt og ofte på en måde, som forskrækker andre. Som for eksempel at hoppe ud foran et tog eller forsøge at hænge sig. Det er typisk unge kvinder, der har boet i egen bolig, hvor filmen knækker på et tidspunkt. Og så bliver det makabert og massivt, når de først går i gang med at skade sig selv. Derudover er der også en gruppe af unge med en spiseforstyrrelse. Du kan sige, at der er tale om selvskade i alle former.

Hjælper den behandling de får?

- Vi har heldigvis erfaring for, at langt hovedparten af de unge vender hjem igen og flytter i egen bolig. Nogen slipper vi helt, andre fortsætter med at få bostøtte i en periode. Langt størstedelen bliver en del af samfundet igen og tager ansvar for deres eget liv.

Har I nogen idé om, hvad der skaber den her udvikling? Man hører meget om, at de unge er pressede af kravene i tiden?

- Alle unge spejler sig i hinanden. Det hele skal se så perfekt ud, og man skal helst have en uddannelse, inden man bliver 20, ellers er der noget galt. De unge, vi har her, kan ikke følge med til alt det. Og så skal man - lidt groft sagt - ud at lede efter, om den unge har en diagnose. For hvis du ikke har en diagnose, skal du følge de normer, der er i dagens samfund. Ellers er du doven. Får du til gengæld en diagnose, kan der blive taget nogen hensyn.

Så der er et ønske om at få en diagnose fra mange unge, fordi det kan forklare noget?

- Ja. Vi har både forældre og netværk, der siger: "Nå, så forstår vi bedre hvorfor …" Men kunne vi ikke komme frem til samme forståelse ved bare at se på mennesket uden diagnose? Jeg synes, at dagens krav til de unge langt hen af vejen er urealistiske. Der burde være plads til alle, men det er der ikke altid lige nu.

Annonce
- De har skadet sig selv meget voldsomt og ofte på en måde, som forskrækker andre. Som for eksempel at hoppe ud foran et tog eller forsøge at hænge sig. Det er typisk unge kvinder, der har boet i egen bolig, hvor filmen knækker på et tidspunkt. Og så bliver det makabert og massivt, når de først går i gang med at skade sig selv.

Jeanette Brigsted-Ruhe, afdelingsleder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Odense For abonnenter

Flere penge på vej til TBT-projekt: Enigt udvalg siger ja til ekstraregning på én million kroner

Annonce