Annonce
Læserbrev

Derfor drikker pædagoger ikke kaffe


Kom med en tur rundt på legepladsen en helt almindelig tirsdag i en helt almindelig børnehave i en helt almindelig by. Ved første øjekast kan det virke som om, at de helt almindelige børn leger uden de helt store ting på spil:

Esther og tre piger bygger en hule i det gamle klatretræ. Mads, Emil og Thor leger farlige soldater, der slås med pinde-sværd. Marie og Hannah laver "chokoladekage" i en spand fuld af mudder pyntet med fine blomster. Alexander hopper i en vandpyt med nogle børn, der hujer og griner. Alberte plukker blomster under frugttræerne. Anna og Emma laver en bærblanding af brombær, blade, regnvand og mudder, som de fylder i små kopper.

Der er ingen, der slås. Ingen, der har tisset i bukserne. Ingen, der græder. Det ligner faktisk, at de to pædagoger der cirkulerer på legepladsen er overflødige. Man kan undre sig over, at pædagogerne ikke sætter sig godt til rette omkring bålet med hver deres kop kaffe.

Imidlertid er det med "første øjekast" helt centralt, for hvis man lader blikket dvæle et øjeblik længere, opdager man, at Esther aldrig får sagt sine ideer til hule-legen højt, fordi Esther altid bliver i tvivl, om hendes ideer er gode (nok), og fordi Esther ikke føler sig som sådan et menneske, der "tager ordet".

At Mads, Emil og Thor kommer til at slås med andre end hinanden, fordi det er svært at se verden gennem andres øjne, når de selv bliver begejstrede.

At Marie og Hannah aldrig rigtig blev enige om, om spanden er fuld af chokoladekage eller slik, og at de forsøger at løse uoverensstemmelsen ved at råbe højest.

At Alexander bliver forfærdelig vred, når de andre hopper i vandpytten, som han også hopper i, fordi han bedst kan lege, når han bestemmer. Det hele.

At Alberte ofte skæver hen imod en gruppe piger, der plukker blomster henne ved hegnet, fordi hun brændende ønsker sig at være med, men ikke tør spørge, fordi hun ikke kan bære et nej fra nogen, hun længes efter.

At Anna og Emma hver dag laver bærblandinger, som de kommer i små kopper, fordi Anna og Emma vælger eventyret fra til fordel for den faste grund under fødderne.

Derfor sidder pædagogerne ikke ved bålet og drikker kaffe. Derfor cirkulerer pædagogerne fra menneskeliv til menneskeliv og guider, giver mod, låner et verdens-blik, trøster, opmuntrer, står på gyngende grund sammen med, kommer med ideer, indsamler viden om børnene og hundrede andre ting, som er nyttige, når man har til opgave at lære andre mennesker at være sig selv sammen med andre.

For hvordan bliver livet, hvis man altid tvivler på sig selv? Hvordan bliver livet, hvis man lader sig styre af egen lyst på bekostning af andres lykke? Hvordan bliver livet, hvis diskussionen først er vundet, når den anden har tabt? Hvordan bliver livet, hvis man ikke kan dele det med andre? Hvordan bliver livet, hvis man lever det alene? Hvordan bliver livet, hvis eventyret føles som at fare vild og ikke som at finde "hjem"?

Alberte, Alexander, Emil og de andre børn skal lære. Både det de ønsker, og det de ikke ønsker. Det ville være så let, hvis pædagogerne bare skulle sige til Alberte under frugttræerne "Hov, Alberte, du skal da spørge pigerne, om I ikke kan plukke blomster sammen", hvortil Alberte lettet og taknemlig ville svare "Gud ja! Det gør jeg da. Det havde jeg slet ikke tænkt på! Ved du hvad, Hanne, jeg giver det et skud med det samme". Eller at Alexander kom løbende hen til Hanne og sagde "kan du ikke lige komme hen til vandpytten? Jeg står og fucker helt vildt op i det med turtagning, og det er helt ærligt til gene for både mig og de andre".

Sådan er det imidlertid ikke med læring. Det er svært at lære. Og endnu sværere at lære at lære. Det tager tid. Man går ikke nye veje, fordi nogen trækker én i en bestemt retning eller spærrer den forkerte vej. Man går nye veje, fordi man lærer at læse kortet.

Man skal lære at finde vej. For sin egen og andre skyld. Man kan bruge et helt liv på at fare vild, og hvis man rejser ad afveje eller omveje, så rejser man ofte alene eller sammen med dem, der heller ikke kan finde hjem.

Legepladsen er et samfund: En gruppe af mennesker, der forsøger at realisere deres egne drømme med de kort, de har på hånden i et fællesskab fuld af andre mennesker. I tider med besparelser på dagtilbudsområdet skal vi derfor ikke kun spørge os selv, hvilke dagtilbud vi ønsker os, men også hvilket samfund, vi ønsker os? Ønsker vi os et samfund, hvor Esther har mod og kompetence til at bidrage med sine fine, snørklede, fantasifulde ideer? Hvor Thor kan bremse sig selv, når hans trang føles vigtigere end andres tryghed? Hvor Alberte har nogen at give blomsterne til, fordi hun elsker og føler sig elsket?

Jeg gør.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Nødblus satte redningsaktion i gang

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce