Der var engang ...

I en travl hverdag på et samfundsudviklingsstadium, hvor vi konstant bombarderes med informationer, nyheder og indtryk, er storytelling, altså dét at fortælle historier, blevet en central ting. Reklameverdenens vellykkede brug af værktøjet som markedsføringsstrategi og opblomstringen af fortællekredse er blot et par symptomer på, at vi - måske mere end nogen sinde - har brug for fortællinger.

Men hvad er det, historier og fortællinger kan, som indfanger os? Hvad er det, der gør, at en umulig klasse elsker den vikar, der fortæller historier fra hverdagslivet? At nogle folk går i kirke søndag morgen? At vi kender og elsker Harry og Jørgen fra hhv. DSB- og Kims-reklamerne? Lad os dykke længere ned i "Der var engang..." og prøve at finde ud af det.

ET klassisk eventyr er bygget op omkring et ret gennemskueligt skelet:

1. Helten/hovedpersonen introduceres.

2. Helten præsenteres for et problem/vikles ind i en konflikt

3. Tingene spidses til, og vi venter spændt.

4. Konflikten overvindes.

Undervejs i eventyret er der typisk hjælpere og fjender, som hhv. hjælper og saboterer helten i hans bestræbelser på at finde en lykkelig løsning på konflikten.

På samme måde er mange andre fortællinger og historier, herunder også dannelsesromanen, bygget op om en præsentation, en konflikt, et suspence-omgærdet klimaks og en løsning.

Fælles for dem alle er, at selv om de måske ikke ender decideret lykkeligt, så leverer de dog en art kortlægning af frustrationernes landskab - med et dertil hørende personlighedsudviklende aspekt i tråd med Nietzsches "Hvad der ikke slår ihjel, styrker".

For anti-helten - som vi møder ham i desillusionsromanerne (som eksempel kan nævnes Jørgen Stein af Jacob Paludan og Niels Lyhne af J.P. Jacobsen) ender fortællingen ikke så lykkeligt. Her sættes helten på samme måde som i de klassiske dannelsesromaner, der i princippet er skrevet over eventyrets skelet, på en prøve, men det lykkes ham ikke at overvinde den.

Romanerne bliver da godt nok en kortlægning af frustrationernes landskab, men uden det positive personlighedsudviklende aspekt, som vi kender fra dannelsesromanerne. De ender nemlig typisk med en krakeleret drøm og et sønderknust sind eller hjerte hos helten, der derfor betegnes "anti-helten". At ende således, er skræmmende for de fleste.

Såvel eventyret som desillusionsromanens fortællingsskelet møder vi dagligt i vores liv. Hvor de situationer, der ender godt eller o.k., ligner eventyret eller dannelsesromanen, dér ligner de situationer, der ender rigtig skidt, desillusionsromanen. Forhåbentlig er der meget få af de sidstnævnte, da vi forhåbentlig lærer af de om ikke lykkelige slutninger så de personlighedsudvidende.

Faktum er nemlig, at vi har brug for at høre de eventyrlige slutninger formidlet i fortællinger. Vi har brug for at se film, hvor den fattige pige ender med at få den charmerende adelsmand. Og det har vi, fordi vi i situationer, hvor vi føler, at verden er os imod, ønsker at ane muligheden for, at det hele kan ende godt - så vi ikke ender som en antihelt i vores eget liv.

Hvad fortællingen i den sammenhæng leverer for os, er et helt forløb - en forklarings- og/eller forståelsesudlægning - hvor vi i tillæg til problempræsentation og højdepunkt får fremlagt en slutning/løsning, som vi kan forholde os til og lære af.

Vi sætter pris på de fortællinger, der enten har en god slutning eller en slutning, som giver mening i et personligheds-udvidende perspektiv. For ved parallelslutninger fra fortællingerne til "historierne" i vores eget liv finder vi den sammenhæng og det håb om gode eller meningsfulde slutninger, som vi har brug for, for at vi kan holde dampen oppe.

Man kunne måske ligefrem sige, at fortællingen har evnen til at guide os gennem den jungle af indtryk og informationsbrudstykker, vi hver dag udsættes for. Vi har brug for at føle os forsikrede om, at det hele nok skal ordne sig, at der trods problemer og kaos i vores liv, hverdag og verden nok skal indfinde sig orden igen på et tidspunkt.

For orden og harmoni er forudsætningen for, at vi kan føle os trygge - det første behov i Maslows behovspyramide, når søvn og mæthed er på plads.

Historierne har endvidere den gode effekt, at de, fordi de skaber tryghed, også giver plads til ro, fordybelse og eftertanke - i den mundtlige form ofte ledsaget af et socialt samvær, en direkte kontakt med andre mennesker, som giver os en følelse af, at vi ikke er alene med vore problemer og prøvelser. I dette rum har vi således mulighed for at finde ud af, hvem vi er, hvordan vi kan påvirke vores skæbne osv.

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud". Således begynder Det Nye Testamentes Johannesevangelium - en af de ganske tidlige beretninger i vores kultur.

En kultur, der i sin oprindelse var mundtlig. Hvor historie og erfaringer blev givet videre til næste generation via mundtlig overlevering. Hvor generationerne blev bundet sammen via ordets kraft, når man om aftenen kartede uld, strikkede og snittede - og hvor fortællinger slet og ret uddannede næste generation i ældre generationers visdom.

Sagaerne og folkeviserne er fine eksempler på den slags overleveringer, som først på et meget sent tidspunkt i fortællingernes liv er blevet nedskrevet.

Det mundtlige og sociale "værktøj", der sikrede denne overlevering, eksisterer ikke rigtig længere automatisk i privatsfæren - på nær i kirken søndag formiddag. Og det er et faktum, at her deltager kun en lille del af os.

Vi søger således den "mundtlige overlevering"/fortællingen mere individuelt, nemlig ved at se film, læse bøger, deltage i fortællekredse mv.

I DE sidste mange år har et af reklameverdenens buzz words været storytelling - dette at bruge en konkret historie som udgangspunktet for markedsføringen af en virksomheds produkter eller brandingen af virksomheden som sådan.

Selv om mange marketingguruer har aflivet storytelling som et værdifuldt redskab, så lever det i bedste velgående. For ofte er det virksomhedens gode historier eller opdigtede forløb, der går igen i hele markedsføringen, og som skaber interessen hos kunden og sammenholdet i organisationen.

Tænk f.eks. på den nyeste række af Tuborg-reklamer, hvor Frederik Lacure kæmper med at finde på gode reklamehistorier, men hvor chefen gang på gang må fortælle ham, at det er en "om'er".

For mig at se taler fortællingen, også som reklameform, til os som mennesker, fordi den netop leverer en konkret verdensfortolkning i form af en konkret historie (eller opdigtet case), som vi således ikke selv behøver at skrue sammen. Og det giver os en tryghed, som gør, at vi føler os fortrolige med det produkt, der storytelles.

Måske skulle vi tænke lidt mere over, at vi dagligt fortæller rigtig mange historier selv - om os selv, vore gøremål og vores liv generelt. Tænk på hvilke muligheder, vi har for at tilføre vore omgivelser gode forklarings- og udviklingsgrundlag. Og tænk på, at en stor del af hvem, vi er, består af de historier, vi fortæller om os selv. Hvornår har vi sidst brugt f.eks. et nederlag i vores fortid som udgangspunkt for en udviklingshistorie, når vi omtaler hændelsen for os selv eller andre?

Måske vi skulle prøve at gribe storytelling og bruge begrebets fortrinlige evner som coaching-redskab til at fortælle de historier, som gør netop vores liv meningsfuldt og skønt at leve.

Marie Louise Pedersen, Østerbæksvej 15, Odense M, er cand.mag. og Marketing Manager.